Stædig Trump-strategi har skaffet USA nye allierede

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Sædvanligvis er eksperterne af den opfattelse, at den amerikanske præsident Donald Trumps “America First”-tilgang til udenrigspolitikken – en ensidig, transaktionsbaseret tilgang, hvor han benægter historien – har isoleret USA som aldrig før.

Men hvor Trumps fortsatte angreb på vestlige værdier såsom retsstatsprincippet og pressefriheden unægteligt har belastet forholdet til traditionelle partnerlande som Canada, Tyskland og Frankrig, har “America First” også skaffet USA en række nye allierede. Faktisk foretrækker omtrent halvdelen af de aktuelle G20-ledere Trump frem for hans forgænger, Barack Obama.

Det er et tegn på, at verden kan være ved at bevæge sig i retning af Trump og den form for politik, han repræsenterer, i mindst lige så højt tempo som hans uortodokse tilgang til amerikansk udenrigspolitik skubber USA’s traditionelle allierede væk.

I Brasilien har præsident Jair Bolsonaro fået tilnavnet “Tropiske Trump”, og hans aktive ringeagt for politisk korrekthed er på højde med Trumps. Tilsvarende findes der statsledere, som kan matche Trumps migrationsretorik, for eksempel Matteo Salvini fra partiet Lega, der for tiden sidder på regeringsmagten i Italien.

Både Salvini og Bolsonaro har ført Trump-lignende kampagner, som i høj grad har været baseret på sociale medier. Scott Morrison ser ud til at blive den første australske leder siden 2006, der hædres med en statsmiddag af en amerikansk præsident. Han proklamerede, at »Australien og USA ser verden med de samme øjne,« da han var om bord på det amerikanske skib “USS Ronald Reagan”.

Den samhørighed, som Trump føler med den saudiske kronprins Mohammed bin Salman, er ingen hemmelighed, og saudierne har et langt bedre forhold til Trump og hans folk, end de nogensinde har haft til Obama.

Trump har desuden et varmt personligt forhold til Indiens Narendra Modi, som i højere grad end alle andre ledere i verden har formået at skaffe politiske sejre ved at bruge opdelingen “os og dem”. Argentinas Mauricio Macri har et personligt forhold til Trump baseret på forretninger og golf, som går længere tilbage end deres respektive præsidentperioder, og Macri er ligesom Trump ikke bundet af ideologi.

Det samme gælder den nyligt udnævnte britiske premierminister Boris Johnson, som Trump på Twitter har ønsket tillykke med premierministerposten og har givet den ultimative Trump-kompliment, da han kaldte ham “Storbritanniens Trump”.

Der er ingen grund til at bruge mere plads på at skrive om den oprigtige forkærlighed, som Trump har for den russiske præsident, Vladimir Putin, eller som Putin har for Trump, om end varsomheden over for Putin hos både Demokraterne og Republikanerne i Washington har umuliggjort en genoptagelse af forbindelserne mellem USA og Rusland.

Det samme gør sig gældende med hensyn til Tyrkiets Recep Tayyip Erdogan.

Der er tale om mange politiske aktører, som hver især har deres egne politiske grunde til at foretrække Trump. Hvis man ser tingene lidt fra oven, vil man imidlertid se to tydelige grunde til, at Trump appellerer til andre statsledere.

For ledere i demokratier handler det om Trumps populisme og evne til at nå ud til den type vælgere, der længe har følt sig marginaliseret. For diktatorer handler det om Trumps transaktionsbaserede tilgang og villighed til at se stort på eksempelvis krænkelser af menneskerettigheder af hensyn til den politiske virkelighed.

Det er også vigtigt at bemærke de ledere, som har grund til at holde sig på god fod med Trump, men som ikke er det. Kinas Xi Jinping forventede, at han ville kunne samarbejde med forretningsmanden Trump og indgå den slags aftaler, som ville være fordelagtige for hans land og samtidigt fordelagtige for Trump på et mere personligt forretningsmæssigt og politisk plan.

I stedet oplever Xi Jinping dog en mere aggressiv amerikansk politik over for Kina – et af de få emner i Washington, der i disse tider kræver støtte fra begge partier.

På samme vis overrasker det Japans Shinzo Abe, at Trump efter tre år og den mest åbenlyse Trump-charmeoffensiv, som nogen leder i et veludviklet demokrati har søsat, fortsat ikke har bidt på Japans madding. Abe har heller ikke affundet sig med Trumps omskiftelige stil.

Tre år inde i Trumps præsidentperiode begynder det at stå klart, at “America First” ikke har isoleret USA, men har forandret karakteren af landets diplomatiske forhold. En stor del af det handler om Trumps personlige og utraditionelle tilgang til udenrigspolitik og i endnu højere grad om den strukturelle drivkraft, der skubber verden ind i en postamerikansk verdensorden.

Hvem der end skal afløse Trump, og uanset om det bliver i 2020 eller 2024, kommer vedkommende til at stå over for en ny gruppe af amerikanske allierede og modstandere. Den kommende præsidents evne til at navigere i det nye diplomatiske landskab bliver langt hen ad vejen afgørende for vedkommendes succes som præsident – og for Trumps præsidentielle eftermæle.