Trump og Putin mod EU-kvinder med power

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Magtbalancen i EU er ved at skifte. Det sås, da Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, på det seneste EU-topmøde trak det længste strå i spillet om topposterne. Merkel virker afkræftet, hendes kommende tilbagetog har svækket hende og CDU/CSU. Macron har brug for Tyskland, men har samtidig bygget nye alliancer til de socialdemokratiske regeringer i Spanien og Portugal og til liberale regeringer i Benelux-landene.

Det giver Frankrig en styrket position, også i den fransk-tyske akse. Med Storbritanniens forestående brexit kan Frankrig blive yderligere styrket, hvis det forstår at bygge bro til Norden og flere øst- og centraleuropæiske regeringer.

Her kommer paradokset. Frankrig kan kun maksimere sine strategiske interesser i EU ved samtidig at vise mådehold og generøsitet over for de allierede i fællesskabet.

I den moderne verden, hvor nationernes økonomiske og politiske suverænitet er begrænset, skal man dele suverænitet med andre og bygge langsigtede strategiske alliancer for at varetage sine interesser, internt i EU såvel som globalt. Macron ved, at Frankrig som land kun kan genvinde suverænitet ved at styrke Europa og EU’s suveræne autonomi i et turbulent globalt landskab.

Macron blev den store vinder i de hårde toppostforhandlinger, fordi han foretog et offer ved at bringe Tysklands forsvarsminister, Ursula von der Leyen, i spil som kandidat til at lede Europa-Kommissionen. Dermed gav han sin svækkede strategiske partner Merkel en symbolsk sejr, som hun ikke selv var i stand til at presse igennem. Samtidig fik Macron bragt Frankrigs Christine Lagarde i spil som chef for Den Europæiske Centralbank.

EU skal have en handlekraftig ledelse, der formår at drive fællesskabet frem, så medlemslandes regeringer og Europa-Parlamentets fire proeuropæiske grupper – konservative, socialdemokrater, liberale og grønne – samarbejder konstruktivt om at løse europæernes største udfordringer.

Der er ingen tid at spilde i verden, hvor EU er omringet af autoritære statsledere som Trump, Putin, Erdogan og Jinping, der hver på sin måde forsøger at disrupte den international retsorden. De har godt af at møde stålsat modstand fra stærke europæiske kvinder med power.

Von der Leyen skal sammen med viceformændene Vestager og Timmermans styrke kommissionen, så EU ikke stivner og stagnerer, men revitaliseres og får ny kraft til at tackle landenes fælles udfordringer fra klimaet, sikkerhedspolitik, teknologisk-økonomisk konkurrence og monetær suverænitet.

I stedet for at ende i handlingslammelse kan nationalstaterne vinde suverænitet i et styrket og forenet Europa, der har større geopolitisk autonomi, kan frigøre sig fra USA’s overherredømme og kan imødegå Kinas globale ekspansion. Euroens globale rolle bør styrkes over for dollaren, så EU-landene ikke ender som ofre for Trumps luner med nye Iran-diktater og handelstrusler.

Skal EU gardere sig imod Trumps sologang i Nato eller Erdogans nye missilflirt med Putin, bør EU udrustes med selvstændig forsvarsevne, dvs. en stærk europæisk søjle i Nato. EU-landene bør samle en fælles interventionsstyrke, der også kan rykke ud til brændpunkter i Afrika og stabilisere lande, hvor krige og sociale og politiske konflikter truer med at udløse massemigration.

I forhold til klimaforandringerne bør EU sætte ambitionsniveauet markant op for CO₂-reduktioner frem mod 203O. Europa kan gå foran og sætte turbo på overgangen til en fossilfri økonomi og et højeffektivt energisystem baseret på vedvarende energikilder og elektrificeret mobilitet, så EU hurtigst muligt frigør sig fra import af fossile brændstoffer fra autoritære magter i Mellemøsten og Rusland.

Klimaudfordringerne er vor tids største sikkerhedspolitiske udfordring. Samtidig er det en anledning til at nytænke den måde, vores økonomi og forbrug er skruet sammen på.

EU kan ikke længere nøjes med at operere som en blød supermagt, men skal også kunne sætte sig i respekt på den hårde måde. Ved at stå fast på sine egne interesser og kæmpe for en civiliseret retsorden i og uden for Europa.

Transnationale selskaber skal betale selskabsskat i Europa og skal ikke have fri licens til med unfair skattefordele, miljødumping eller statsstøtte at udkonkurrere europæiske virksomheder til skade for beskæftigelsen i Europa. EU-landene bør også rykke tættere sammen for at forsvare og investere i Europas strategiske erhverv.

I stedet for at lade Kina og USA definere næste generation af kunstig intelligens bør EU gennem strategisk nytænkning af erhvervspolitikken støtte og udvikle nye teknologiske erhvervsklynger, så EU kan sætte nye globale standarder. Skal vores suverænitet forsvares, skal Europas teknologiske konkurrencedygtighed også fremtidssikres..