Tyskland har ingen Trump, ingen komiker som Zelenskij i Ukraine og slet ingen Orbán som i Ungarn. Der er ikke engang en Rasmus Paludan

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

BERLIN

Det varer ikke længe, før henved en halv milliard mennesker kan deltage i valget til EU-Parlamentet. En del af øvelsen går for mange ud på at rakke ned på denne forsamling. Det er hen i vejret, at man i Strasbourg og Bruxelles har magt til at beslutte ting, der burde afgøres af nationale parlamenter, hedder det. Tidligere, da EU-Parlamentet havde mindre at sige, blev det – ofte af de samme – hængt ud som et Mickey Mouse-projekt, der stort set intet kunne beslutte. Det er svært at gøre alle glade.

Hvad de fleste vel kan blive enige om er, at Tyskland er den afgørende magt i Europa. Frankrig er så udfordret af indre problemer, at det for tiden synes at have tabt pusten internationalt (dog ikke mere, end at man har blokeret forsøg på at gøre Libyen fredeligere; olieinteresser var på spil). Storbritannien har aldrig rigtigt betragtet sig som en del af Europa og er på vej ud af EU. Italien har retning mod den økonomiske afgrund. Så er der Tyskland tilbage.

Kigger man på tallene er der ingen diskussion. Det største land i unionen har den tungeste økonomi, er en af de førende eksportnationer i verden, skatterne vælter ind, og finansministeren – for tiden en socialdemokrat – er ikke meget for at bruge af pengene. Ganske vist er den forventede økonomiske vækst for i år næsten halveret i forhold til tidligere prognoser, men det bliver bedre i 2020, siger fagfolk. Der er ingen ødelæggende protester som i Paris. Højrenationale bevægelser som Alternative für Deutschland (AfD) og Pegida har åbenbart mistet pusten. AfD er optaget af interne skandaler. Pegida i Dresden har demonstreret 179 gange, og en filial vil den 1. maj protestere foran de ekstremt venstreorienteredes højborg i Hamborg. Men den indflydelse, de for et par år siden havde på debatten, er forsvundet. Tyskland har ingen Trump, ingen komiker som Zelenskij i Ukraine, og slet ingen Orbán som i Ungarn. Der er ikke engang en Rasmus Paludan.

Tyskland kunne altså ligne en klippe i et frådende hav. Men klipper har det med at have mos, som man kan glide på. Sådan er det også med forbundsrepublikken, for at blive i det symbolske.

Den seneste halve snes år har stille og roligt skubbet Tyskland ud i rollen som et teknologisk frilandsmuseum. Her tænkes ikke nødvendigvis på staten, men også på private virksomheder.

Det teknologiske er sikkert det alvorligste. Berlin venter stadig på sin storlufthavn. Den står for så vidt færdig og skulle have været indviet 2011, men der er sjusket så meget med byggeriet – fra ledninger, der blev smidt ned i store huller som spaghetti, til branddøre, som ikke virker – at det ikke ser ud til, at den nogensinde indvies. Byggeomkostningerne er i forhold til det oprindelige budget foreløbig fordoblet til 6 mia. euro (45 mia. kr.). Det er mere end to gange så meget, som Storebæltsbroen – der var et langt vanskeligere projekt – kostede ved åbningen 1998.

For at blive ved luftfarten: Flyvevåbnet råder over 14 maskiner, som kan anvendes af regeringens medlemmer og forbundspræsidenten. Alene inden for det seneste halve år har der været skrækindjagende tekniske fejl, som først blev opdaget i luften. I november måtte kansler Angela Merkel, der var på vej til et topmøde i Buenos Aires, vende om, fordi flyets radiosystemer brød sammen. Forbundspræsidenten, udenrigsministeren og udviklingsministeren sad på hver deres rejse fast i Afrika i begyndelsen af året. Udenrigsministeren kom forrige uge for sent til et møde i FN’s Sikkerhedsråd, som han skulle have ledet, fordi dækkene i hans fly åbenbart eksploderede. Kort før påske var et fly nær ved at havarere, da piloterne ikke kunne styre det umiddelbart efter start i Berlin. Det havde netop været til et serviceeftersyn. Myndighederne lod bagefter forstå, at katastrofen havde været nær. Næste dag skulle flyet have transporteret forbundspræsidenten.

Mange af flyene er gamle, men det er de også hos en række luftfartsselskaber, uden at det medfører farlige situationer eller aflysninger i lignende omfang. Og selv hvis det er alderen, der trykker: Hvorfor skiftes de ikke ud?

Det teknologiske forspring, som Tyskland engang kunne bryste sig af, er ved at være historie. Sundhedssektoren anvender stadig fax. Kreditkort kan ikke bruges i mange forretninger og restauranter. Bilfabrikkerne er først nu ved at vågne op til elalderen. Dieselbilsalget har man svindlet sig til med falske tal for udstødningen; ingen er endnu blevet straffet i Tyskland, selv om retssager langsomt er ved at komme i gang. På it-området investerer Tyskland mindre end Kirgisien, fortalte boulevardavisen Bild forleden. Det er umuligt at bruge mobiltelefonen mange steder, bl.a. adresser i det centrale Berlin, fordi teledækningen er så ringe. Tyskland har mange fordele, men måske er de ved at skrumpe.