Ghana er dybt afhængig af at deltage i FN’s fredsmissioner

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Når vi hører om de udfordringer, FN’s fredsbevarende styrker står over for, er det i lande som Mali og Sydsudan, der er værter for to af de største missioner lige nu. Missionerne består primært af soldater fra Asien og Afrika, som står ved frontlinjen i krige, der aldrig er afsluttet. Idéen om ”fredsbevarende” styrker er derfor misvisende, fordi der aldrig har været en fred at bevare. Den skal skabes.

Det har ført til en noget mudret opfattelse af, hvilken rolle FN skal spille i forsøget på at skabe fred og stabilitet rundt omkring i verden. Spørgsmålet er, om organisationen overhovedet har den kapacitet, der skal til.

Opfattelsen blev understreget, da Donald Trump i 2017 annoncerede, at USA vil skære 1 mia. dollars fra sin støtte til FN’s fredsbevarende indsatser. Umiddelbart efter annoncerede FN selv en beskæring af budgettet til missionerne på omkring 600 mio. dollars ud af et budget på cirka 8 mia..

Dette skete under pres fra bl.a. USA, men også fra EU, to af organisationens vigtigste donorer.

De ganske dramatiske beskæringer har ikke kun konsekvenser for verdens konfliktzoner og FN’s globale rolle som fredsskabende organisation. Nogle af de lande, der har bidraget med tropper, har oplevet markante politiske og økonomiske fremskridt, der blandt andet kan tilskrives FN-engagementet.

Derfor kan det have en effekt på stabiliteten i de lande, hvis FN’s fredsbevarende missioner svækkes. Et af landene er Ghana.

I 1960, blot tre år efter, at Ghana proklamerede sin uafhængighed, sendte landet de første soldater afsted til DR Congo. Beslutningen byggede især på det tætte forhold mellem de to ligesindede premierministre, Ghanas Kwame Nkrumah og DR Congos Patrice Lumumba.

Begge havde et stærkt ønske om én gang for alle at frigøre Afrika fra århundreder med europæisk imperialisme. For Nkrumah tilbød den congolesiske krise derfor en unik mulighed for at følge hans strategi om afkolonisering, panafrikanisme og alliancefrihed.

Strategien har siden Den Kolde Krig udviklet sig til et direkte forsvar af Ghana imod ustabilitet i regionen. Andre vestafrikanske lande som Liberia, Sierra Leone, Elfenbenskysten og Mali har alle oplevet åben konflikt og har været genstand for fredsbevarende og – i Malis tilfælde – fredsskabende missioner.

Guinea, Niger og Burkina Faso har enten oplevet militærkup eller angreb fra oprørsgrupper.

Der er en generel tro på, at det har en konsoliderende effekt på opbygningen af nye demokratier at bidrage til fredsbevarende missioner. I Ghana forklarer man det med, at de erfaringer, man får ude, har en positiv effekt på soldaternes adfærd og attitude og generelt undertrykker tendenser til militærkup.

Det sker både som følge af at arbejde for en multinational organisation, at gennemgå træning og bevidne de destruktive effekter ved krig og konflikt.

Ghana har ikke oplevet et kup siden 1981, men spørgsmålet er, hvor dybt den positive effekt stikker. Der er i hvert fald højrøstet og vedvarende offentlig kritik af især politiets indblanding i korruption, vilkårlige anholdelser og sågar voldelige overfald.

Deltagelse i fredsbevarende missioner er altså ikke en mirakelløsning, men der er samtidig ingen tvivl om, at de ghanesiske soldaters rolle ude i verden har givet hæren en identitet og et fokus i udlandet, der har haft en vis stabiliserende effekt hjemme i Ghana.

Politikere og embedsfolk præsenterer Ghanas bidrag til fredsbevarende missioner som en integreret del af Ghanas postkoloniale historie og som et centralt element i landets udenrigspolitik.

En af årsagerne er den økonomiske gevinst, som Ghana har haft ved sine troppebidrag, og som både skæpper i statskassen og bringer velstand til de individuelle soldater.

Der er ganske store summer på spil, når det gælder FN’s refusionsordning for troppebidragende lande. For eksempel fik Ghanas flyvevåben 500.000 dollars pr. måned for at udlåne et transportfly til FN’s mission i Mali i lidt over tre år mellem 2014 og 2017.

I det hele taget har indtjeningen på fredsbevarende missioner været et supplement til Ghanas nationale forsvarsbudget og er blevet brugt til at købe fly og andet militært isenkram.

På det individuelle niveau er deltagelsen i missionerne også slået igennem: Hver soldat modtager 35 dollars om dagen oven i den løn, de allerede får, mens officerer får 135 dollars per dag. Soldaterne bruger blandt andet pengene til at sende deres børn i skole, bygge huse eller etablere en forretning – alt sammen har det været med til at løfte den lokale økonomi.

Efter næsten seks årtier er bidrag af tropper til FN’s fredsbevarende missioner blevet en integreret del af Ghanas udenrigspolitik. Det har tillige haft stor betydning for finansieringen af især den ghanesiske hær.

Det store spørgsmål, som først kan besvares i løbet af det næste årti, er: Hvilke konsekvenser vil det have for stabiliteten i Ghana, at FN’s fredsbevarende missioner bliver beskåret så kraftigt, som vi ser for tiden?