Nato øver krig for åbent tæppe i Norge

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

I slutningen af denne måned starter Nato sin øvelse ”Trident Juncture 2018” i Norge. Det er en ret stor opsætning. 50.000 soldater, 65 skibe og 150 fly deltager og skal øve krig i og omkring Norge.

Øvelsen er den største i Norge siden midten af 1980’erne og samtidig den største Nato-øvelse siden 2002. Det danske bidrag er på ca. 1.000 soldater.

Overordnet er øvelsen et udtryk for den 180 graders kursændring, som Nato har været i gang med siden Ruslands annektering af Krim i 2014. Frem for at øve sig på at bidrage med få tropper til mindre konflikter og kriser derude i verden (som Afghanistan) er Natos militære maskineri i gang med at øve sig på den store krig herhjemme.

Eller i Nato-jargon et ”artikel fem-scenarie”, altså kollektivt forsvar af allieret territorium mod en konventionel modstander. Det er en stor opgave. Bare det, at det er fire år siden, at Norge gav tilsagn om værtsskab, og at Nato har været to år om sine forberedelser til øvelsen, viser omfanget af den militærstrategiske omstilling, som Nato er i gang med.

Ud over at Nato nu træner noget andet, betyder den forandrede sikkerhedspolitiske situation i Europa også, at Natos militærøvelser som den i Norge er noget andet og skal gøre noget andet og mere end i tiden før 2014.

Da danske soldater tog til Storbritannien og trænede oprørsbekæmpelse med deres britiske partnere, inden de sammen tog til Helmand og kæmpede mod Taliban, trænede de til en krig, der var i gang. Natos øvelse i Norge handler om at øve sig for at undgå, at krigen går i gang.

Øvelsen handler om afskrækkelse og forsikring. Den skal afskrække Rusland ved at vise Natos samlede militære styrke, og den skal forsikre alle Natos medlemmer om, at Nato fungerer og kan forsvare dem.

Både afskrækkelse og forsikring er politiske begreber. De bygger på militær kapacitet, men i sidste ende handler begge om politisk vilje og om overbevisning. Natos øvelser er altså derfor nu i langt højere grad end tidligere politiske begivenheder. De skal kommunikere politiske hensigter såvel som teste militære evner.

Kombinationen af politiske og militære hensyn indebærer to risici. For det første skal øvelserne afskrække uden at provokere. Det er nok en del af forklaringen på, hvorfor Nato tager til Norge og ikke til Baltikum. Det er tæt nok på Rusland til, at alle ved, hvem øvelsen er rettet mod, men ikke så tæt på, at Rusland bør føle sig for alvor truet.

Samtidig signalerer Nato sammenhold ved, at Sverige og Finland sammen med alle 29 Nato-medlemmer bidrager til, at Nato øver kollektivt forsvar. Nato forsøger at sende et stærkt, men balanceret signal. Hvordan signalet opfattes og tolkes i Kreml, er en anden sag.

For det andet risikerer Nato, at øvelsens sikkerhedspolitiske betydning gør, at realistisk træning af Natos militære evner ikke er førsteprioritet. Politiske hensyn kan gøre, at det bliver vigtigere at fremvise evner end at teste evnernes begrænsninger.

Når man træner til en krig for at sende politiske signaler, der skal sikre, at den krig ikke bliver realitet, er der en fare for, at den militære træning lader sig definere af politiske målsætninger, og så bliver øvelsen til en parade.

Øvelser som Natos ”Trident Juncture” er altså både politiske og militære, både konkrete og symbolske. På en måde er der tale om en dyr, stort opsat og hyperrealistisk teaterforestilling med flere målsætninger – eller måske en generalprøve for åbent tæppe. Den skal både symbolsk og politisk overbevise om militær effektivitet, samtidig med at den skal teste selvsamme konkrete militære effektivitet.

Det er en svær balance, men samtidig et grundvilkår i en sikkerhedspolitisk situation, hvor den strategiske hovedvægt lægges på afskrækkelse. Afskrækkelse handler om at skabe en troværdig forestilling om egne fremtidige handlinger inde i modstanderens hoved. Det er svært, og teater er måske det bedste middel til det.