Hvis man vil vide, hvordan en politisk deroute ser ud, kan man iagttage Angela Merkel i disse dage

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

BERLIN

Hvis man vil vide, hvordan en politisk deroute ser ud, kan man iagttage Angela Merkel i disse dage. Hun har været Tysklands kansler i snart 13 år og formand for det borgerlige CDU siden 2000. Hun har været en stærk leder – ikke så meget fordi hun talte med store bogstaver, det gjorde hun sjældent, men fordi hun med kløgt og tålmodighed skubbede sine modstandere, ofte midaldrende og ældre mænd, ud på et sidespor. Hun har markeret sig stærkt for retsstat og ytringsfrihed. Hun har udvist en affinitet for USA (om end ikke for Donald Trump) og føler sig solidarisk med Israel. Hun forsvarer stadig sin beslutning om at tillade indrejse for en mio. asylsøgere 2015. Ud over det er der ingen, som ved, hvad hun står for.

Der har været en del metaltræthed at spore det seneste par år. Hendes traditionelle uvilje mod at gå i forreste række med idéer og lovforslag er øget voldsomt. Hun holder sig i baggrunden, lader sin talsmand tale eller sin generalsekretær, Annegret Kramp-Karrenbauer, som hun åbenbart ønsker en dag skal overtage regalierne. Hun kender alt til demografiske udfordringer – der bliver flere ældre og færre unge – og integrationsproblemer, boligmangel i storbyerne, urimeligt lave lønninger i mange brancher, en forældet undervisningssektor og en næsten fuldstændig udeblevet digitalisering. I sundhedsvæsenet kommunikeres fortsat med fax.

Merkel er sig altså det hele bevidst, hun har jævnlig berørt det, men indtrykket er, at hun ikke gør noget ved det. En leder kan ikke klare det hele selv, men hun kan vise vejen, og hun kan prøve at overbevise befolkningen om, at retningen er den rigtige.

Det har hun ikke gjort længe, om overhovedet nogensinde. Hun er fysiker af uddannelse; hun interesserer sig for, hvordan tingene hænger sammen, helt ned til de mindste partikler. Men hun er formentlig enig med en af sine forgængere, Helmut Schmidt, som engang sagde, at hvis man havde visioner, burde man søge læge.

Det seneste forbundsdagsvalg var for et år siden denne uge, og siden har der ikke været fast greb i regeringen. Det tog omkring et halvt år at danne den, en uhellig alliance mellem CDU, det bayerske søsterparti CSU og det socialdemokratiske SPD. Siden har man brugt megen tid på at skændes og blokere hinanden. Da man endelig traf en vanskelig beslutning, som for en halv snes dage siden, viste den sig at være forkert. En efterretningschef, der havde modarbejdet kansleren og nægtede, at der havde været racistiske optrin i Chemnitz, hvilket alle andre kunne se, blev sparket opad i systemet, så han ville få betragteligt mere i løn.

Det kunne de ikke forstå, hverken i CDU eller SPD’s bagland, og et par døgn senere måtte man ændre mandens karriereplan. Han bliver nu en såkaldt særlig rådgiver til samme gage som tidligere. Måske får han ligefrem et kontor og et skrivebord, men ingen prangende titel.

Merkel indrømmede, at hun – og de andre – havde begået en fejl, og det var vist første gang. Hun sagde også, at regeringen havde beskæftiget sig for meget med sig selv. Det er rigtigt set, men buddet herfra er, at en imponerende karriere vil ende som en fuser. Tirsdag kom det næste tegn. Gruppeformanden for CDU og CSU i Forbundsdagen – en af Merkels nærmeste allierede – led et sviende nederlag, da partifæller stemte ham ud af embedet og valgte en anden. Tyskland kører videre, for økonomien sprudler ganske uden politikernes hjælp. Men gavnligt er den langsomme afgang ikke, for leden ved demokratiet øges. De eneste, der er synligt tilfredse, er Alternative für Deutschland; de får stadig større tilslutning. De er imod det meste og optræder stadigt mere rabiate. Det kan blive en deroute ikke alene for Merkel.