10 år med Mong, Kae og Sommai

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Hvilke billeder løber over nethinden, når du hører ordet migrant? Mange tænker sikkert på afrikanske mænd, der kravler over pigtrådshegn eller på overfyldte gummibåde på vej over Middelhavet. Migrationskrisen har de seneste år, med god grund, været intenst fotograferet og beskrevet. Ofte med ”den spektakulære migrant” i fokus: ham, der krydser store distancer og måske dør i forsøget på at nå til Europa.

Men billedet af migration ser helt anderledes ud, når man over en årrække følger de migranter, der ankommer – nogle med visa – for at skabe et liv i Europa. Især fra et kvindeperspektiv.

I 15 år har jeg forsket i særligt kvinders migration fra ”det globale syd” til Europa. Jeg har undersøgt, hvilke konsekvenser migration og migrationskontrol har over tid i modtagerlandene og i migranternes hjemlande, særligt i Vestafrika og Sydøstasien. Gennem de seneste 10 år har jeg fulgt en gruppe thailandske kvinder og har dokumenteret forskningen på film sammen med filminstruktøren Janus Metz (”Armadillo”). Vi begyndte med at lave filmen ”Fra Thailand til Thy” i 2008 og har nu, 10 år senere, dokumenteret, hvad der sker med migration over tid. Det er blevet til dokumentarfilmen ”Hjertelandet”, der nu kan ses i biografen.

I filmen møder vi Sommai, Mong og Kae, der bor i Jylland og er kommet hertil gennem ægteskab med danske mænd. I de 15 år, jeg har forsket inden for dette felt, er thailandske kvinder blevet den nationalitet, som danske mænd oftest gifter sig med ud over danske kvinder. Kvinderne udgør en brøkdel af de millioner af kvinder, der i dag udgør omkring halvdelen af verdens migranter. Mange af dem migrerer alene gennem såkaldt intime eller omsorgsrelaterede migrationer. Det vil sige, at deres migration på den ene eller anden måde er knyttet til forhold til mænd eller familier, enten ved ægteskab med en vestlig mand, arbejde i sexindustrien i europæiske storbyer eller som omsorgsgivere – au pairer, babysittere eller private hjemmehjælpere. Kvinder migrerer ofte af andre grunde end mænd, på andre måder og via andre netværk. Kønnet har også betydning for kvindernes muligheder og ressourcer i modtagerlandet.

I ”Hjertelandet” ser vi, hvordan kvinderne over tid arbejder og sender penge hjem til Thailand. De har løftet deres familier ud af fattigdom og gæld, betalt hospitalsophold og bygget huse, så deres gamle forældre har toilet og ikke skal sidde under et varmt bliktag med regnen dryppende ind. De har betalt for skolegang og nyopstartede forretninger, der giver familien indtægter – også på langt sigt.

Selv om kvinderne har et hårdt arbejdsliv i Danmark, har deres migration efter alle disse år fået den konsekvens, at deres børn og familiemedlemmer ikke længere behøver at migrere, hverken legalt eller illegalt – de kan blive i Thailand og tage en uddannelse og arbejde.

Hvad er konsekvensen, hvis kvinderne derimod ikke har mulighed for at migrere legalt? Spørgsmålet er relevant, eftersom EU-landene de seneste mange år har indsnævret mulighederne for legal migration.

I min forskning er det gennem årene blevet tydeligere at se, at jo sværere det er blevet for migranter at få legal adgang til Europa, desto mere risikofyldt er det blevet. Men det stopper dem ikke.

I filmen ser vi et eksempel på, hvordan en lov ikke forhindrer, men blot omdirigerer og gør en kvindes rejse mere risikofyldt. Den ældre kvinde Sommai er tilbage i sin landsby i Thailand og taler med den 22-årige Saeng, som gerne vil til Danmark og giftes med en dansk mand – for i Danmark har hun mulighed for at arbejde og tjene penge. Den danske 24-årsregel ændrer dog Saengs plan, men Saeng migrerer kort tid efter til Pattaya, hvor hun forsørger sin familie ved hårdt arbejde i sexindustrien. Efter flere år møder hun en finsk mand og bor nu i Helsingfors.

Når kvinderne får sværere ved at få visum og rejse legalt, betyder det også, at de tyr til at låne store pengesummer, nogle gange af kriminelle netværk, som så hjælper kvinderne til Europa, i disse år typisk via Østeuropa. Herfra rejser de til Danmark og andre europæiske storbyer for at sælge sex og lede efter job, fordi sexindustrien er et lukrativt sted at arbejde, hvis man har gæld og ønsker at tjene mange penge på kort tid og hverken har opholds- eller arbejdstilladelse.

Udfordringen og paradokset er, at færre muligheder for legal migration gør risikoen ved at migrere større, og det kan en kriminel migrationsindustri udnytte. Omvendt kan adgang til legal migration og et arbejdsmarked i modtagerlandet på langt sigt forhindre mere migration.

Hvis vi vil skabe holdbare migrationsinitiativer, skal vi tage disse paradokser alvorligt. Vi bliver nødt til at kigge på migrationens betydning på langt sigt og fokusere på andre former for migration end den over Middelhavet.

Sine Plambech er antropolog. ”Hjertelandet” har netop haft verdenspremiere på Toronto International Film Festival og blev her kaldt én af årets bedste dokumentarfilm. Den har premiere i danske biografer den 20. september.