Annonce

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

International debat

Der er meget på spil, når USA bryder aftaler

EU har sat sig for at samle stumperne op fra Iran-aftalen, der ellers var indgået mellem verdens stormagter.

Hans-Henrik Holm er professor emeritus ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Præsident Trump har ikke lagt skjul på, at han ser det som sin opgave og sit mandat at bryde en række internationale aftaler. Paris-aftalen om miljøet, en bred vifte af handelsaftalerne og endelig Iran-aftalen om kernevåben. Specielt den har fået Trump op i det røde Twitter-felt: »Den værste aftale nogensinde«, »vi forærer dem milliarder af dollars, mens de snyder«.

Det er ikke noget, Trump sådan lige har fundet på. Han har i hele valgkampen gjort et stort nummer ud af, at Iran-aftalen skal laves om. Han har derfor en slags demokratisk mandat til at omsætte sine valgløfter i praksis. Han har heller ikke tonet retorikken ned efter at have fået ansvaret som præsident. Og han har fyret ministre, der ikke delte hans opfattelse, som f.eks. Rex Tillerson som udenrigsminister.

Irans reaktion har været udtrykt af landets udenrigsminister Mohammad Javad Zarif: »Det (bryde aftalen) sender en klar besked om, at man aldrig skal lave en aftale med USA. For i sidste ende vil deres holdning altid være: Hvad der er mit er mit. Hvad der er dit er op til forhandling.«

Det er de øvrige landes forpligtigelse, herunder Danmarks, at gøre det krystalklart, at det også er i USA’s interesse at følge spillereglerne.

Der er to principper, der her er i konflikt. Det ene er det knæsættende krav Pacta sunt servanda – aftaler skal overholdes. Det er et krav fra aftaleretten og et nødvendigt led i en international retsorden. Hvis alle aftaler kan genforhandles, er det håbløst at indgå langsigtede aftaler.

Det andet princip er, at demokratiske stater er suveræne og kan indgå og bryde aftaler. En ny regering kan derfor altid erklære sig fri fra bindinger fra tidligere regeringer. Næsten alle internationale aftaler indeholder derfor regler for, hvordan man kan træde ud af aftalen.

I Iran-aftalen tillader artikel 36, at staterne (f.eks. USA) kan udtræde af aftalen med 35 dages varsel. Men det har store konsekvenser, også for stormagter, hvis aftaler ikke overholdes.

For det første er troværdigheden på spil, hvis aftaler ikke kan holde til et regeringsskifte. Derfor er de fleste internationale aftaler også godkendt af oppositionen i demokratiske lande. Læresætningen er: Politics stop at the waters edge – politisk kiv standser ved grænsen. Landets indflydelse er direkte afhængig af en vis konsistens i landets politik. Det gælder også for stormagter som USA. Trumps muligheder for en Korea-aftale er bestemt af, om han tager Demokraterne og Kongressen i ed om en aftale.

For det andet er fredelig sameksistens betinget af, at samarbejdsaftalerne fortsætter, selv om regeringer skifter plads. Grundlæggende er aftaler som FN-pagten, havretsaftalen, handels- og valutaaftaler, aftaler om diplomatisk anerkendelse. Alle er de nødvendige for, at staterne kan sameksistere. USA’s nye sikkerhedsrådgiver Bolton har tidligere sagt, at han gerne så et FN uden USA.

For det tredje er internationale aftaler en enkel metode til at fremme ens udenrigspolitiske mål. Når en aftale er indgået, forpligtiger mange stater sig på at overholde dens bestemmelser. Som i Iran-sagen er det Den Internationale Atomenergiorganisation, der kontrollerer og sikrer overholdelse. Det bliver derfor ”lettere” at holde øje med, hvad der sker.

Aftalen om Irans kernevåben er en aftale, der er indgået mellem verdens stormagter. Den indeholder verifikationsmekanismer, og den normaliserer Irans placering.

EU har sat sig for at samle stumperne op, så der ikke skal begyndes forfra. EU vil søge at kompensere firmaer, der lider tab, fordi USA genindfører sanktioner mod Iran. Energifirmaet Total, det norske solenergifirma Saga og flyfabrikken Airbus står for milliardinvesteringer i Iran. Hertil kommer en milliardhandel mellem EU og Iran.

Aftalerne er indgået i tillid til, at man kan regne med internationale aftaler, der er sanktioneret af stormagterne.

Virkeligt dårlige idéer bliver ikke bedre af at få demokratisk tilslutning. Det er de øvrige landes forpligtigelse, herunder Danmarks, at gøre det krystalklart, at det også er i USA’s interesse at følge spillereglerne. Pacta sunt servanda.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Nyhedsbreve
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: DR kan ”næsten være lige meget”

Morten Uhrskov Jensen
Ordene er Martin Krasniks, og vi må håbe, at vi når dertil, hvor DR lukker og slukker. Men først til lykke med de 20 pct.’s besparelser.

Blog: Skattesnyd koster for os alle

Gitte Seeberg
Hvad enten det drejer sig om kreative løsninger inden for leasing eller inden for eksportgodtgørelse, er roden til alt ondt den værdibaserede registreringsafgift, som vi kender i dag. Det er den, der muliggør, at svindel kan lade sig gøre.
Annonce
Bolig
Lån dit værktøj og køkkengrej og spar penge
I stedet for at købe og opbevare ting, som kun sjældent bliver brugt, kan du låne dem på biblioteket, hos naboen eller på låneportaler på nettet. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her