Russernes europæiske holdånd skal styrkes

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Efter måneder med diplomatisk krise og militær optrapning i Syrien har forholdet mellem Rusland og EU nået et nyt lavpunkt. Mens fortsatte trusler fra Rusland skal imødegås entydigt og konsekvent, bør EU-landene samtidig prioritere dialogen med det russiske civilsamfund.

Det er ikke nemt at samarbejde med et land, man nærer grundlæggende mistillid til. Alligevel bekræftede alle EU’s udenrigsministre på deres seneste møde den fortsatte opbakning til begge ben i den to år gamle EU-politik over for Rusland: På den ene side har man fokus på at løse Rusland-Ukrainekrisen og imødegå trusler fra Rusland. På den anden side arbejder man på et selektivt samarbejde med den russiske stat og styrkelse af russisk civilsamfund og mellemfolkelig kontakt.

Bekræftelsen skete på et tidspunkt, hvor det samlede konfliktbarometer mellem EU og Rusland havde fået endnu et nøk op i kølvandet på mordforsøget med kemiske våben på eksdobbeltagenten Sergei Skripal og hans datter i Storbritannien og den seneste brug af kemiske våben af Ruslands allierede, præsident Bashar al-Assad, i Syrien.

Men er det muligt for EU at fastholde balancen i Ruslandspolitikken i en tid, hvor der er politisk efterspørgsel på hårde modsvar og fordømmelser af Rusland?

Den seneste tids konfliktoptrapning har givet EU’s Ruslands-strammere fornyet medvind og erstattet gryende drøftelser om mulig slækkelse af sanktioner med en debat om mulige stramninger. På de seneste møder mellem EU’s stats- og regeringsledere er der desuden givet mandat til at opruste EU’s evne til at bekæmpe påvirkningskampagner og »ondsindet cyberaktivitet«.

I det bredere billede har Ruslands militære indblanding i Georgien i 2008 og i Østukraine siden 2014 skærpet EU’s fokus på sin egen rolle som en sikkerhedspolitisk aktør. Også Ruslands hybride trusler mod USA og Europa har understreget vigtigheden af forhandlingerne om EU’s forsvars- og sikkerhedspolitik og styrkelsen af samarbejdet mellem EU og NATO. Succesen med at fastholde sanktioner mod Rusland, afsløre falske russiske nyheder og narrativer, give en samlet skarp kritik af Rusland i Skripal-sagen (fulgt op af mange medlemslandes udvisninger af russiske diplomater) er eksempler på de konkrete resultater af en ny hårdere linje.

Trods det forværrede forhold mellem EU og Rusland er der i Bruxelles og mange medlemslande fortsat interesse i at finde mulige veje for samarbejde med Rusland.

EU er stadig Ruslands største økonomiske partner, og russerne er det folk i verden, der får flest visa til Schengen-området. Grænsesamarbejdet mellem EU’s medlemslande og Rusland udvikles løbende, og den diplomatiske dialog fortsætter. Ikke mindst er Rusland stadig medlem af FN’s sikkerhedsråd og en militær magt, som EU bliver nødt til at tage seriøst. Rusland vil uundgåeligt være en vigtig aktør i Europa i fremtiden.

Selvom det officielle Rusland i skrivende stund ikke viser interesse i at indtage en konstruktiv rolle i Europa, skal EU-landene forblive parate til at genoptage det politiske partnerskab, når indenrigspolitisk forandring i Rusland en dag skaber mulighed for det. Mens EU skal sætte klare linjer over for uacceptabel international adfærd fra russisk side, skal EU’s politik både i ord og handling vise en alternativ vej for samarbejde med fordele for både Rusland og EU.

Netop fordi samarbejdet med det officielle Rusland for tiden har trange kår, bør både EU og medlemslandene sætte ekstra ind for at styrke dialogen med aktører i det russiske civilsamfund. Trods anti-EU-retorik i medier og fra politikere i Rusland ser mange erhvervsfolk, journalister, forskere, aktører i kulturlivet og russere i almindelighed fortsat Ruslands plads som en del af Europa. Den generelle høje levestandard, retssikkerhed og kulturen i mange EU-lande har enorm tiltrækningskraft blandt russerne. Den skal EU udnytte til at styrke båndene til det russiske folk i de kommende år. Intern repression og informationskontrol gør samarbejdet svært, og netop derfor skal EU’s initiativer følges op med tilstrækkelige ressourcer. En ensidig opgradering af EU-landenes værktøjskasse mod russiske trusler er derfor utilstrækkelig.

EU’s ansvar er at skabe en Ruslandsstrategi, der rækker ud over den nuværende krise. Det vigtigste mål bør være at opridse en fælles bane, hvor både Rusland, østlige partnere og EU-landene kan spille konstruktivt sammen i fremtiden. Tilsvarende skal alle EU-lande påtage sig ansvaret for ikke at lade nationale interesser spænde ben for at udvikle både sikkerheds- og samarbejdsdelen i den fælles EU-politik over for Rusland.

Selvom arbejdet mod russiske trusler dominerer i disse år, skal det kombineres med en tålmodig udstrakt hånd, hvis EU og Rusland vil undgå kollisionskurs fremover. Det burde være i Ruslands både kort- og langsigtede interesse at tage imod en sådan håndsrækning.