Vores klimaregnskab tilhører de værste i verden

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Vi har på mange måder et fremragende samfund i Danmark. Vi har mad på bordet og tag over hovedet. Vi kan uddanne os med de bedste lærere og få særdeles professionel behandling, når vi bliver syge. Vi risikerer ikke at blive skudt på vej til arbejde eller at blive røvet ved højlys dag. Vi kan diskutere respektfuldt med hinanden og sige vores mening uden at frygte repressalier.

Dette samfund er langt de fleste af os utvivlsomt enige om at bevare. Til trods for alle mulige forandringer, der med garanti vil indtræffe, vil vi også gerne have de samme trygge og gode rammer for vores liv og for vores børn om 10, 20 og 50 år.

Det får vi imidlertid ikke uden at gøre en indsats. Og den største udfordring ligger ikke herhjemme, men i udlandet. Som et lille land med en åben økonomi bliver en international brise til en vestenstorm med høj vandstand i Danmark. Det bedste forsvar her er ikke at bygge højere diger, men at få vindene til at lægge sig. Hvilket vi i denne moderne verden faktisk godt kan.

Alle verdens ledere vedtog i 2015 i FN 17 mål, som alle lande skal forsøge at nå i 2030. Det er mål, der handler om at bekæmpe fattigdom og sult, skabe bæredygtig økonomisk vækst og industriel udvikling, øge brugen af vedvarende energi og forbedre klimaet, bekæmpe uligheder og skabe fred og retfærdighed.

Målene er ambitiøse, og det er nyt, at de gælder alle lande i verden, og at de integrerer miljø og udvikling. Hvad der er specielt fascinerende er, at de i meget høj grad afspejler den nordiske samfunds- og velfærdsmodel.

Målene lægger vægt på at skabe nogle rammer, som giver det enkelte menneske de bedst mulige betingelser for at kunne udvikle sig, og de fremhæver ligestilling, lige muligheder, gratis uddannelse og billige sundhedsydelser, en bæredygtig behandling af miljøet, ansvarlige og retfærdige offentlige institutioner og repræsentative politiske beslutninger.

Uden eksplicit at nævne det er der næppe tvivl om, at de nordiske lande i høj grad er udtryk for det, som verdensmålene sigter imod. Internationalt tales der ikke sjældent om ”vejen til Danmark” som billede på, hvor man gerne vil hen.

Verdensmålene giver derfor Danmark to enestående muligheder. For det første er de en gave på en sølvbakke, fordi de som internationalt vedtagne målsætninger med stor styrke kan anvendes til at påvirke verdens udvikling i retning af de værdier og politikker, som vi anser for centrale. Selv om målene ikke er juridisk bindende, har de en betydelig moralsk og normativ vægt, fordi samtlige lande var med til at vedtage dem i 2015.

For det andet vil det være en sikring af vores egen velfærd og fremtid, hvis verden i 2030 tilnærmelsesvist har indfriet verdensmålene. Skulle det ske, vil verden være præget af fred og fremgang, hvilket er forudsætningen for, at vi kan bevare det samfund, vi værdsætter. Danske virksomheder og institutioner har masser af viden og erfaring med de områder, som verdensmålene fokuserer på, og vil derfor have rigtig gode eksportmuligheder. Det har dansk erhvervsliv heldigvis allerede fået øjnene op for.

Nok så vigtigt er det dog, at sandsynligheden for krige, menneskestrømme, epidemier, klimaforandringer, m.v. er ringere, hvis det lykkes at bekæmpe fattigdom, sult og uligheder og i stedet skabe sundhed, uddannelse og bæredygtig fremgang. Der er intet så stabiliserende som en stor og veltilfreds middelklasse, der ikke har spor lyst til at miste de goder, den har opnået.

Det er derfor i vores egne langsigtede interesse, at Danmark går forrest i arbejdet med verdensmålene såvel herhjemme som i den store verden. Andre lande ser på os med opmærksomhed, fordi vi har forudsætningerne for at gøre en særlig indsats, og fordi vi sammen med de andre nordiske lande er et konkret eksempel på, at samfund kan komme rigtig tæt på at realisere målene.

Regeringen burde tage opnåelsen af verdensmålene på sig som dens vigtigste opgave. Erhvervslivet og mange private organisationer og foreninger har i høj grad allerede kastet sig over dem, og forskerne begynder også i stigende grad at indrette sig efter dem. Der er bevægelse, men der kan gøres meget mere. Især ville det være godt, hvis vi vælgere fortalte vores folketingspolitikere, at det her er en helt afgørende sag for os og vore børn.

For Danmark er der ikke meget at miste, men på ét enkelt område er der dog en stor udfordring. Vores klimaregnskab tilhører de værste i verden. Vi har vænnet os til at flyve og spise kød i et omfang, der ikke er bæredygtigt. Det er en opgave for os alle at skære drastisk ned på det, og det ville være et markant signal til omverdenen, hvis vi gjorde det. Vi ville med ret ryg kunne sige, at vi tager verdensmålene alvorligt.