Annonce

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

International debat

Kan Femstjernebevægelsen i Italien forvandle entusiasme i den virtuelle verden til politik i den rigtige verden?

Hvis ikkepartiet Femstjernebevægelsen kan kanalisere sine medlemmers ægte ønske om reformer over i en klar ledelsesfilosofi, kan bevægelsen måske opnå meget.

Grillo kalder Femstjernebevægelsen for et »ikkeparti«, betegner politikere som »snyltere« og ledte i lang tid det hele via sin blog. Arkivfoto: Massimo Pinca/AP.

Hvis man har skimmet overskrifterne i pressen, ved man allerede, hvor broget det politiske landskab i Italien er efter valget i søndags. Måske er artikler om »problemer for EU« og »populistisk sejr« sprunget i øjnene.

Lad mig lige føje lidt til det brogede billede før den videre læsning. Den uensartede Femstjernebevægelse, der blev den store sejrherre ved valget, er ikke noget standardpræget, indvandringsfjendtligt, EU-fjendtligt parti, der ligger »langt til højre« eller »langt til venstre«. Overhovedet ikke. Femstjernebevægelsen er en anden udgave – om end anderledes mht. sprog og indstilling – af Emmanuel Macrons parti, La République en Marche, der ryddede bordet ved det seneste præsidentvalg og parlamentsvalg i Frankrig.

Begge partier forsøger at bevæge sig ud over traditionelle rubriceringer i ”venstre” og ”højre”. Begge er produkter af internettet, som har gjort det muligt at etablere forbindelse i den virtuelle verden mellem forskellige mennesker, der aldrig har mødt hinanden. Begge partier sejrede på bekostning af ”traditionelle” centrumvenstrepartier og ”traditionelle” centrumhøjrepartier, og det kan ikke undre: Førstnævnte har længe tiltrukket medlemmer fra fagforeninger i den virkelige verden, og sidstnævnte var engang solidt forankret i kirkelige samfund i den virkelige verden.

Når fagforeninger i lighed med kirkelige samfund og alle andre borgergrupper oplever tilbagegang i Italien og Frankrig – ligesom alle andre steder – kan det næppe overraske, at de politikere, der udsprang af dem, også oplever tilbagegang – eller at de er blevet erstattet af mennesker, der er dygtige til at nå ud til folk på nettet. Hvis de ligner hinanden i henseende til at have en base i den virtuelle verden, er de imidlertid forskellige, i henseende til hvad de agter at stille op med den. La République en Marche er en EU-venlig bevægelse, der forsøger at modernisere Frankrig, højne niveauet i fransk politik og forberede franskmændene på at leve i en globaliseret verden. Femstjernebevægelsens sprog var fra begyndelsen mere dystert og mere nihilistisk. Dens grundlægger, Beppe Grillo, er komiker af profession. Han kalder bevægelsen for et »ikkeparti«, betegner politikere som »snyltere« og ledte i lang tid det hele via sin blog. Femstjernebevægelsen går ind for nye former for digitalt demokrati, hvilket er spændende; i praksis betyder det imidlertid, at dens aktivister stemmer ved hyppige afstemninger på nettet, og at partilinjen ofte ændrer sig, sommetider ganske drastisk. Bevægelsens syn på EU-integration er f.eks. mudret og lader til at skifte frem og tilbage, som tiden går.

Hidtil har mistillid til videnskab, politik og snart sagt alt muligt andet – alt sammen populære synspunkter på nettet – ikke vist sig at være noget fantastisk udgangspunkt at regere fra.

I lighed med La République en Marche fører Femstjernebevægelsen mennesker sammen, der ellers ikke ville have kendt hinanden i den rigtige verden – og det omfatter tusindvis af mennesker, der tror på sammensværgelsesteorier. Vaccineskepsis har vundet udbredelse i Italien via Facebook og andre sociale medier; nogle af Femstjernebevægelsens kandidater er redet med på bølgen og har krævet stop for obligatoriske vaccinationer. Bevægelsen har førhen også været sat i forbindelse med et netværk af sammensværgelsessites, der udspredte prorussisk misinformation og viderekommunikerede historier fra det russiske statsmedium Sputnik. Hvor Beppe Grillo lagde ud som ruslandsskeptiker, vendte politikere fra Femstjernebevægelsen brat i 2014 og 2015 og begyndte at fremme russiske fortællinger og mødes med russiske kolleger. Ingen har med held forklaret hvorfor.

Hvordan ville et Italien under ledelse af Femstjernebevægelsen mon se ud? Det ved ingen. Hidtil har mistillid til videnskab, politik og snart sagt alt muligt andet – alt sammen populære synspunkter på nettet – ikke vist sig at være noget fantastisk udgangspunkt at regere fra. Den periode, hvori Femstjernebevægelsen har haft borgmesterposten i Rom, har været præget af amatørisme, inkompetence og nepotisme. Hvis ikkepartiet kunne kanalisere sine medlemmers ægte ønske om reformer over i en klar ledelsesfilosofi, kunne bevægelsen måske opnå meget. For at opnå dette vil bevægelsens ledere dog skulle forvandle entusiasme i den virtuelle verden til politik i den rigtige verden, og det er endnu ikke klart, at de kan det.

© The Washington Post

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Nyhedsbreve
Forsiden lige nu

Lillelund: Ridderne af den varme luft

Niels Lillelund
Hvem tør anfægte den gode vilje og det rene hjerte eller bede om dokumentation?
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Kina vil skabe en kunstig måne  

Nauja Lynge
Kineserne siger, at ingen kan eje månen. Men man må, som kineser, åbenbart gerne lave sin egen.

Blog: Må vi lige være her

Birthe Rønn Hornbech
Uhyggeligt at fanatikere vil forhindre skatteministeren i at tale med tobaksindustrien
Annonce
Her får safarirejsen en sød afslutning
Langs Kenyas kyst får man nogle af Afrikas bedste badestrande og kulturoplevelser i byer som Mombasa og på øen Lamu. Det er et perfekt sted at skylle støvet af sig efter strabadserne inde i landet, og fra oktober til december er der mulighed for at se pukkelhvaler. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her