Annonce

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

International debat

Der kom et brev fra Washington

I den sikkerhedspolitiske situation i Østersøen er den svenske regering splittet mellem idealisme og pragmatisme.

Et brev fra den amerikanske forsvarsminister, James Mattis, har bragt Sverige i en alvorlig kattepine i Nato-problematikken. Arkivfoto: Jacquelyn Martin/AP

I september modtog den svenske forsvarsminister, Peter Hultqvist, et brev fra sin amerikanske kollega James Mattis. Anledningen var FN’s traktat om forbud mod kernevåben (”Nuclear Ban Treaty”). Den blev vedtaget i juli i generalforsamlingen med overvældende flertal.

Men de kernevåbenbesiddende lande og samtlige Nato-lande (minus Holland) blev væk fra afstemningen. Sverige stemte for – om end med visse reservationer.

Verdensopinionen til støtte for traktaten blev yderligere styrket med overrækkelsen i december af Nobels fredspris til Ican, ngo’en, der kæmper for afskaffelse af atomvåben (i øvrigt ledet af svenskeren Beatrice Fihn). Det var forventet, at Sverige med tradition for en idealistisk udenrigspolitik, der prioriterer FN højt, ville underskrive traktaten uden større betænkeligheder og dernæst ratificere den i Rigsdagen.

James Mattis truer imidlertid med, at Sveriges ”enhanced opportunity”-partnerskab med Nato ikke vil blive forlænget, hvis Sverige tilslutter sig traktaten. I den nuværende sikkerhedspolitiske situation, hvor Sverige i krigstilfælde kalkulerer med militær bistand fra Nato-lande, herunder USA, bringer brevet selvsagt landet i en alvorlig kattepine. Den amerikanske praksis er hverken at be- eller afkræfte atomvåben i tilknytning til sine styrker, hvilket formentlig vil komme i konflikt med traktatens krav.

Angiveligt har også Frankrig, Storbritannien og Tyskland fremført deres betænkeligheder over for Sverige. Mens forsvarsminister Hultqvist udtaler, at »kampen mod kernevåben ikke på nogen måde må forstyrre Sveriges internationale forsvarssamarbejde«, er udenrigsminister Margot Wallström i lighed med ministrene fra Miljøpartiet tilhænger af at underskrive traktaten (Sverige har som bekendt en koalitionsregering mellem Socialdemokraterne og dette parti).

Tanken er, at traktaten vil kunne styrke den globale normdannelse mod disse våben (i lighed med eksisterende konventioner mod kemiske og biologiske våben). Men splittelsen i regeringen er stadig tydelig i januar 2018.

Finland derimod støtter ikke traktaten. Det kan synes lidt paradoksalt, da Finland med sin egen mobiliserbare hær på op mod 300.000 mand er langt mindre afhængig af støtte udefra; Finland har ikke på noget tidspunkt – end ikke i de optimistiske 1990’ere – udskiftet territorialforsvaret med et ekspeditionsforsvar.

Alligevel fornægter den finske pragmatisme sig ikke; der er ingen grund til at støtte idealistiske globale resolutioner, hvis det hypotetisk kan bringe egen sikkerhed i fare. En finsk tilslutning ville også svække ”Nato-kortet” i det bilaterale forhold til Rusland: at Finland kan true russerne med at melde sig ind i Nato.

Med det vidtgående svensk-finske sikkerhedspolitiske samarbejde – der så småt nærmer sig alliancestatus – er det bemærkelsesværdigt, at kernevåbentraktaten splitter landene. Men det viser, hvor meget forskelle i politisk kultur kan betyde.

I det (stadig usandsynlige) tilfælde af væbnet konflikt i de baltiske lande kan Sverige vanskeligt undgå at blive inddraget.

Det skyldes dels, at Sydsverige og Gotland (modsat Finland) ligger på en lige linje mellem Natos hovedstyrker og de baltiske lande; besiddelse af Gotland midt i Østersøen vil være guld værd for begge parter i en konflikt, dels skyldes det også, at Sverige politisk med et dybfrossent forhold til Rusland nærmest har gjort en dyd ud af at være i centrum i en evt. fremtidig konflikt.

I modstrid med denne logik er der så den formelle virkelighed: Sverige bliver næppe medlem af Nato. Svenske politikere har forpligtet sig til, at et evt. medlemskab skal godkendes i en folkeafstemning. Ifølge en meningsmåling i december (Dagens Nyheter) er 31 pct. for medlemskab, mens 44 pct. er imod (i Finland er de seneste tal 19 pct. for og 53 pct. imod).

Sverige og Finland har angiveligt lovet hinanden at gå ind ”hånd i hånd”, hvis det bliver aktuelt. Men endnu vigtigere er ifølge forsvarsminister Hultqvist, at en folkeafstemning vil virke nationalt splittende og risikere at få et betydeligt indslag af ”fake news” og uønsket ekstern indblanding. Alliancemæssig status quo er derfor at foretrække.

Men det kræver, at forstærkninger accepteres og ønsker at komme, som vi så det i den storstilede øvelse ”Aurora” i efteråret. Og dermed er vi tilbage i kattepinen efter brevet fra Mattis.

Hvordan bliver det svenske dilemma så løst?

Som politikere i den slags situationer ofte gør – jf. danske politikere og den evt. tysk-russiske gasledning i Østersøen – har Wallström valgt at trække en beslutning i langdrag. »Vi foretager en selvstændig granskning af dette her. Vi accepterer ikke trusler eller pression fra nogen,« udtalte hun efter et møde med USA’s chargé d’affaires efter jul.

Det gør de så nok alligevel. Skal man gætte, kommer en beslutning dog først efter rigsdagsvalget i september.

Så foreligger der måske en ny parlamentarisk situation, og man undgår, at Miljøpartiet og Socialdemokraternes venstrefløj bliver skadet af sagen i valgkampen. Samtidig kan man træffe en pragmatisk beslutning bagefter.

Hans Mouritzen er dr.scient.pol. og seniorforsker hos Diis. Han forsker i dansk udenrigspolitik, de nordiske lande, Arktis og europæiske USA- og Ruslandpolitikker.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også JP Debat på Twitter

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Annonce
Annonce
Nyhedsbreve
Forsiden lige nu

Advarsel mod at øge pensionsalderen

Store pensionsselskaber advarer om, at det er nødvendigt at give nedslidte danskere mulighed for at forlade arbejdsmarkedet før tid, hvis pensionsalderen fortsat skal stige. Finans
Annonce
Annonce
Annonce

Blog: Til grin med dit affald

Mikael Jalving
Kunne man ikke få blot én af landets utallige journalister til at undersøge, hvorvidt affaldssorteringen egentlig fungerer i de danske kommuner?

Blog: DF bør melde sig ind i kampen

Morten Løkkegaard
Det politiske kaos i Storbritannien efter brexit betyder, at danskerne har gennemskuet konsekvenserne af dansk enegang i Europa.

Kommentar: Folk siger, at de veluddannede drikker

Henrik Jensen
Men de siger ikke, hvorfor de veluddannede drikker. Måske er det en dårlig vane fra studietiden, for de unge drikker ad Pommern til, mens de læser. Jo længere uddannelse, jo mere druk.
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her