Nepal flytter demokratiet ud i rismarker og bjerglandsbyer

Dette er et internationalt debatindlæg: Jyllands-Posten har sammensat et korps af kommentatorer, der debatterer og analyserer verden omkring os.

Da DR for nylig sendte livsstilseksperterne i ”Peitersen og Feldthaus” til Nepal for at gætte priser på nepalesiske landsbyhuse, nævnte de det ikke – men Nepal er i fuld gang med at vende fuldstændig op og ned på sit politiske system. Samtidig er landets befolkning for første gang i 20 år gået til stemmeboksene ved et kombineret parlaments-, regions- og kommunalvalg.

Meget er sket siden det sidste kommunale valg i 1997: Landet har gennemlevet 10 års borgerkrig med flere end 16.000 dræbte. Fredsaftalen i 2006 banede vejen for afskaffelsen af et hindu-monarki og etablering af en forbundsrepublik i 2008. Og nu efter betydelig politisk manøvrering: En ny forfatning, der opretter 753 kommuner, syv regionale regeringer og en forbundsregering på nationalt niveau.

Ved det nye valg var den gennemsnitlige deltagelse helt oppe på 75 pct., selv om mange vælgere var nødt til at gå i flere timer for at nå frem til et valgsted. I Danmark var deltagelsen ved novembers kommunal- og regionsrådsvalg 70,8 pct., og her lå valgstederne ofte lige rundt om hjørnet.

Det ville være nemt at skrive en lidelseshistorie om Nepal igennem de sidste to årtier: Med krig, jordskælv, oversvømmelser og politisk kaos – men det nye valg markerer en udvikling så positiv, at Verdensbanken har kaldt det for en ”big bang”-tilgang til decentralisering og kommunal udvikling.

Banken har ret. De nye kommunalbestyrelser er nemlig kommet hurtigt i gang med arbejdsopgaverne og har udviklet kommunalplaner for serviceydelser og infrastruktur, som den første runde af statslige bevillinger er frigivet til.

Syv regioner er en nyskabelse i Nepal. Og det er også positivt, da det flytter en del af magten væk fra hovedstaden. Regionerne er ikke dannet med udgangspunkt i etnicitet, selv om der har været et vist pres for det. Det muliggør udviklingen af et samfund med lige vilkår for alle sociale grupper.

Så stor en omvæltning hviler på tre f’er: funktioner, funktionærer og finanser.

Reformen overdrager mange funktioner til de nye kommunalbestyrelser og regionale råd, der fremover vil være ansvarlige for serviceydelser inden for sundhed, uddannelse, veje, affaldshåndtering m.m. Forhåbentlig vil dette forbedre serviceydelserne og betyde, at offentlige myndigheder i højere grad stilles til ansvar over for de borgere, som de servicerer.

Funktioner kræver finanser, og allerede i 2018 forventes bevillingerne til kommuner og regioner at være fem gange højere end året før. Det vil forhåbentlig gavne områder længere væk fra de større byer og dermed reducere de markante uligheder, der findes i Nepal i dag.

Funktioner kræver også funktionærer. 85.000 offentligt ansatte i Nepal står nu over for at blive flyttet rundt mellem de tre regeringsniveauer: 45.000 til de 753 kommuner, 25.000 til de syv regioner og 15.000 til forbundsregeringen og ministerierne i Kathmandu.

Hvert af disse tre f’er repræsenterer dog samtidig store udfordringer og potentiale for konflikter mellem modstridende interesser. Selv om mange offentligt ansatte allerede har base i landdistrikterne, vil mange flere nu være nødt til at forlade Kathmandu.

De bliver forflyttet til en af de nye kommuner eller regionale regeringer og har derefter 35 dage til at melde sig på deres nye arbejdsplads. Nepals offentligt ansatte er ikke kendt for deres kærlighed til vandreture i de højere luftlag oppe i bjergene.

Nogle indtægter, for eksempel fra naturressourcer og turisme, tilfalder både kommuner og regioner. Fordelingen af pengene kan meget vel blive en kilde til konflikt. Serviceydelser i kommuner, der allerede har en størrelse og kapacitet til at håndtere opgaverne, kan afvige markant fra mere afsondrede kommuner, som stadig mangler kapacitet til at håndtere de nye opgaver.

Det ser ud som om, den nye alliance mellem De Forenede Marxister-Leninister (UML) og maoisterne kommer til at have magten i forbundsregeringen og i seks ud af syv regionale regeringer.

Selv om denne alliance bliver mere socialdemokratisk end marxistisk, vil en sådan politisk dominans kunne true kommunernes vigtige rolle i den lokale økonomiske og politiske udvikling, især hvis flertallet i en kommunalbestyrelse ikke er fra disse to partier.

Flere udfordringer lurer: I de sidste to årtier har Nepal haft glæde af penge, som migrantarbejdere sender hjem; ifølge Verdensbanken er det 6,5 mia. dollars i 2017. Det tal er dog begyndt at falde, og det vil ramme mange familier hårdt.

Skaderne forårsaget af jordskælvet i 2015 og de seneste voldsomme oversvømmelser i det sydlige Nepal har efterladt mange med et akut behov for hjælp. Kommunalbestyrelserne og de regionale råd samt den nye forbundsregering har meget at se til, men Nepals nye demokratiske struktur tilbyder en bedre måde at håndtere udfordringerne på.

Som turist er det værd at holde øje med udviklingen, når man næste gang vandrer ad de nepalesiske stier og overnatter i små logier. Hvis reformen går som håbet, ser ”Peitersen og Feldthaus” måske også en stigning i huspriserne.