Ældre har krav på et værdigt liv

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Beskidte køleskabe og toiletter, mere end en uge siden sidste bad, nej til hjælp trods åbenlyst behov. Det er desværre hverdag for alt for mange af vores ældre medborgere, efter at der gennem en årrække er skåret markant i ældreplejen. Det er ikke rimeligt, og vi kan ikke være det bekendt.

Personalet i ældreplejen gør såmænd, hvad de kan, men de er blevet færre og færre. Siden 2008 er der skåret næsten fem millioner hjemmehjælpstimer bort.

Det svarer til, at der er omkring 3.000 sosu-hjælpere og assistenter mindre end for fem år siden, og det er sket i en periode, hvor antallet af ældre over 65 er steget med 14 pct.

De voldsomme nedskæringer har betydet at den enkelte ældre får mindre hjælp, men først og fremmest, at stadigt færre ældre bliver visiteret til hjemmehjælp. Politikere i både regeringen og kommunerne forsøger at bortforklare nedskæringerne med, at de ældre er blevet raskere og mere selvhjulpne, efter at man har satset på genoptræning.

Det er rigtigt, at flere ældre (heldigvis) kan klare sig uden hjælp. Heldigvis, fordi vi vel alle ønsker os at kunne udskyde tidspunktet, hvor vi får brug for hjælp til den personlige hygiejne eller madlavningen, længst muligt, men det kan – desværre – på ingen måde forklare eller forsvare det voldsomme omfang af nedskæringer.

De ældre råber ikke så meget op

Virkeligheden er, at der lige nu sidder tusindvis af ældre rundt om i Danmark, som ikke får den hjælp, de har brug for, og det er ganske enkelt ikke rimeligt. De generationer, som nu er i deres tredje alder, består af de mennesker, der op gennem forrige århundrede skabte og betalte for det velfærdssamfund, som vi nu alle nyder godt af.

Det var dem, der betalte for og prioriterede, at min generation oplevede trygge daginstitutioner, gode folkeskoler og skattefinansierede uddannelser.

De ældre råber måske ikke så meget op. Mange er opdraget til at være taknemmelige for den hjælp man nu en gang får – uanset om den bliver mindre og mindre, men det gør det kun endnu vigtigere, at vi andre ikke bare trækker på skuldrene, når vores forældres og bedsteforældres vilkår forringes.

En anstændig ældrepleje

Når Enhedslisten om nogle uger går til finanslovsforhandlinger med regeringen, vil det være en hovedprioritet for os at få sat en stopper for nedskæringerne på ældreområdet, at starte en genopretning af en tryg og anstændig ældrepleje.

Vi foreslår konkret, at der afsættes lidt over en milliard kroner til forbedringer af hjemmeplejen. Det svarer omtrent til, hvad det koster at tilføre de 5 mio. årlige hjemmehjælpstimer, der er forsvundet i de seneste år.

For at være helt sikre på, at pengene også når ud til den enkelte ældre vil vi indføre en række minimumsrettigheder, som modtagere af hjemmehjælp kan gøre krav på, hvis de ønsker det:

Ret til rengøring mindst hver anden uge for ældre, der ikke selv kan gøre rent.

Ret til et bad mindst to gange om ugen for ældre, der ikke selv kan tage bad.

Ret til en grundig hovedrengøring én gang årligt.

Mulighed for regelmæssigt ophold i det fri for ældre, som ikke kan komme ud selv.

Der er selvfølgelig tale om frivillige tilbud. Den enkelte ældre skal ikke tvinges i bad to gange om ugen, hvis han eller hun ikke ønsker det. Vi ønsker at indrette modellen fleksibelt, således at disse rettigheder kan ”veksles” til andre typer af hjælp og omsorg, hvis den enkelte ældre ønsker det.

Spørgsmål om politisk vilje

Vi vil så sikkert som amen i kirken blive mødt med påstanden om, at der ikke er råd, at Danmark er i krise, og at vi ikke kan bruge flere penge, men faktum er, at regeringen i samarbejde med højrefløjen over de seneste par år har brugt milliarder af kroner på skattelettelser til mennesker, der i forvejen har høje indkomster, og andre milliarder på lettelser af selskabsskatten.

I politik må man prioritere, og selvfølgelig kan vi finde de nødvendige ressourcer til at sikre, at de generationer, der byggede velfærdssamfundet, får en værdig alderdom. Det er et spørgsmål om fordeling og om politisk vilje.