Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

»Jeg glemmer tit, at Svend ikke er her mere«

Enken efter den verdenskendte jazzviolinist Svend Asmussen fortæller om det at miste sin ægtefælle.

Artiklens øverste billede
Ellen Bick Asmussen sammen med sin nu afdøde mand, den verdensberømte jazzviolinist Svend Asmussen. Privatfoto

Da jeg holdt en lille tale i teltet i Silkeborg den 24. juni, var der over 1.000 glade mennesker til stede. Det var den sidste dag af Riverboat Jazz Festival, og de var i latterhjørnet over anekdoterne om min mand, den verdenskendte jazzviolinist Svend Asmussen.

Der var den historie fra sidste sommer, da Svend faldt, og jeg var nødt til at ringe til akuttelefonen 1813. Efter at jeg oplyste hans personnummer, blev jeg spurgt: »Er du så mor til den lille dreng?«

Svend blev jo næsten 101. Siden den 7. februar har jeg haft rigelig lejlighed til at tænke på ham, hans humor, charme – og hans anekdoter. Og til at reflektere over døden, og hvad det vil sige at miste den store kærlighed. Vi fandt hinanden, da han var 86, og jeg 59 år, og vi oplevede 15 vidunderlige år sammen.

Men hvordan har man det bagefter? Hans fravær virker lammende, og jeg glemmer tit, at han ikke er her mere. Jeg er den undervandsdykker, som er tre meter nede, uden besked om, hvad jeg leder efter – og jeg er uden ilt. Det er utroligt svært. Man bliver aldrig den samme igen.

Den britiske psykoanalytiker Melanie Klein har nogle forslag til de efterladte: at man accepterer, at den elskede er død, og også at man holder den døde levende.

Hvordan gør man det sidste? Man kan snakke om alle de sjove oplevelser, man har haft sammen. Det gør jeg. Om hans optagethed af tøj, og af hvordan knapperne på en af hans elegante italienske Brioni-jakker skulle sidde. Om hans venlighed mod fremmede, der nærmede sig ham for smilende at bemærke: »Tak for al den dejlige musik.« Svend Asmussen var et livsstykke.

Men det var dengang. Hvad med nu og i fremtiden? Svends ironiske kommentar var: »Om et hundrede år er alt glemt.« Men der sker noget alligevel, Svend. En anden jazzfestival, den i København, anvender Rasmus Meislers smagfulde tegning af Svend med Ella Fitzgerald som festivalplakat.

Jeg er også i gang med nogle opgaver, som skal sørge for, at han ikke bliver glemt: ”June Nights”, bestsellerbiografien i hans egne ord, bliver genudgivet af Aarhus-forlaget Turbine på hans halvfødselsdag, den 28. august. Min anmelderroste digtsamling ”Inspiration/Exspiration” til ære for hans 100-års dag er kommet igen på Odense-forlaget Mellemgaard. På Riverboat Jazz Festival uddelte jeg en pris, som Svend og jeg har diskuteret, så vi kan støtte en lovende jazzmusiker. 2017-prisen gik til jazzviolinist Bjarke Falgren. Nu har jeg den spændende opgave at snuse til de lovende talenter, så jeg kan uddele næste års pris.

Den mægtige koncert i Glassalen i Tivoli, som var planlagt til den 28. august, blev desværre aflyst pga. modstand fra hans børn, men vi initiativtagere er sikre på, at den bliver til noget senere.

Vi lavede også en Youtube-video om hans liv. Og så sender jeg dette indlæg som et lille minde om ham.

Man skal have stærke nerver til at opleve døden tæt på. Og man kan godt forstå, hvorfor det kaldes for sorgprocessen, den er både uberegnelig og skræmmende. Nogle venner har støttet mig, men generelt virker det, som om jeg selv er død: Folk krydser over til den anden side af gaden, når jeg kommer, og de kigger væk i stedet for at se på mig.

De har ikke fattet, at den bedste reaktion over for de efterladte er, at de direkte kontakter den sørgende med kærlige, empatiske ord og måske et knus. Lad være med at sige til dem: »Du får det bedre,« eller: »Du finder en anden.« Tro mig, det hjælper ikke.

Vi kommer alle til at dø. Lad os så prøve at være mere medfølende over for de efterladte. Send os et kærligt blik – og ikke bare en e-mail. Vi har set døden i øjnene, men vi lever endnu.

Jeg har i hvert fald som én af de efterladte lært, hvordan jeg behandler en anden, der har mistet.

Hov, det her indhold benytter cookies

På denne plads ville vi rigtig gerne have vist dig indholdet, men det kan vi desværre ikke, da du har fravalgt cookies. Vil du se indholdet skal du acceptere Øvrige cookies, det gør du her: opdater dit samtykke.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Del artiklen