Hvorfor kunne folkeskolen ikke rumme én som mig?
Derimod er efterskolerne gode til at skabe sociale bånd mellem eleverne og give lærerne tid.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Forleden dag dukkede der et gammelt opslag op på min Facebook. Det var tre år siden, jeg havde fået et 12-tal i mundtlig matematik. Bare to år forinden var det et helt urealistisk scenarium.
Allerede omkring 3. klasse begyndte jeg at opleve sociale problemer. Jeg fangede ikke rigtigt det der med skolen og blev derfor tildelt ekstratimer i matematik. Ekstratimerne blev lagt lige oven i de dengang højt elskede legetimer, hvor man kunne tage ud for at spille rundbold, sparke til mælkebøtter og være sammen med kammeraterne. Jeg var god til rundbold, så det var ekstra ærgerligt, at timerne blev lagt lige der.
Spørgsmålet er, om vi kan få endnu flere med, hvis man blev bedre til at gøre det, som man er særligt god til på efterskolerne.
Selv om jeg ikke var ret gammel, begyndte jeg at føle mig som en dårlig elev. Ikke tilnærmelsesvis tæt på at være en af lærerens gode elever. Mine sociale evner var rigtig dårlige. Jeg var nervøs for at lyde dum, når jeg skulle sige noget foran klassen. Min selvtillid kunne næsten ikke blive lavere.
De sidste tre år i folkeskolen oplevede jeg, som om mit liv var fastlagt, og jeg ikke kunne blive til noget. Jeg følte mig forsømt af folkeskolen og var dårlig til at søge hjælp. Jeg begyndte at forlade min drøm om, at jeg kunne blive arkitekt.
I 8. klasse blev jeg indkaldt til et møde på skolen, hvor mine forældre deltog. Der var både lærere, psykolog og skolens ledelse til stede. Der sad 8-10 personer, jeg husker ingen ansigter. Kun lyset fra det store vinduesparti i den ene side af rummet, som lyste bordet op og gemte ansigterne. Jeg sagde ikke et eneste ord. Jeg sad kun og tænkte, at »når jeg sidder her til det her møde, så kan jeg umuligt blive til noget. Jeg bliver ikke arkitekt«.
Efter mødet var alle andre end mig nået frem til, at jeg enten skulle på produktionsskole eller efterskole. Jeg valgte hurtigt herefter Himmerlands Ungdomsskole. Trods det ringe selvværd var jeg klar til at starte på ny. Med et hold lærere, som jeg følte, var engagerede på et helt andet plan.
Især én bestemt lærer forstod mig og andre elever med lignende problemer. Han engagerede sig i vores skole såvel som vores fritidsinteresser.
På blot et enkelt år lykkedes det at gå fra mit daværende 4.-klassesniveau, hvor jeg kun lige kunne bestå og nogle gange ikke bestå, til at være på et middel til over middel niveau for 9. klasse.
Så hvorfor ikke lige tage et år mere? Nu, da jeg var blevet socialt bedre og bogligt stærkere. Mit andet år på efterskole gik utroligt nok endnu bedre. Jeg blev kun bedre og bedre. Jeg sluttede med et 12-tal i matematik. Mit svageste fag i folkeskolen. I dag er jeg i gang med min tømreruddannelse og er glad for, at jeg er havnet her.
Heldigvis er meget blevet bedre med folkeskolereformen, men spørgsmålet er, om vi kan få endnu flere med, hvis man blev bedre til at gøre det, som man er særligt god til på efterskolerne. Skabe nogle stærke sociale bånd mellem eleverne og give lærerne tid til at engagere sig i børnenes liv på en måde, som rækker ud over skoletiden. Det ville betyde, at folkeskolen kunne have noget, som jeg i dag kunne tænke tilbage på med positive minder, fremfor at det for altid vil minde mig om alt det, jeg ikke kunne. Folkeskolen skal kunne rumme alle – også sådan en som mig.