Socialrådgivere er ikke ondskabsfulde

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg er et frygteligt menneske. Jeg er magtliderlig, inkompetent og elsker at sparke nedad. Jeg er en skrankepave med nazistiske tilbøjeligheder, der føler sig hævet over sine medmennesker. Jeg lever i et kærlighedsløst forhold, og det er lang tid siden, at jeg sidst har fået p.. Jeg er socialrådgiver! There! I said it!

Denne indledende introduktion er baseret på den sidste lange tids debat om socialrådgivernes virke, person og hensigt. Seneste her i JP i kronik af d. 04.06.17 forfattet af Marianne Stein, der har måttet gennemgå jobcentrets ”trædemølle” for langt om længe at kunne blive visiteret til et fleksjob.

I denne kronik portrætteres socialrådgiverne bl.a. som ledelsens marionetdukker, der har fralagt sig ethvert ansvar for de mennesker, de skubber ud over kanten.

Jeg anerkender naturligvis MS’ oplevelse og tvivler ikke et sekund på dens ægthed. I øvrigt har jeg selv arbejdet i et jobcentret, så jeg ved alt om, hvor lang og bureaukratisk vejen til et fleksjob (eller en førtidspension for den sags skyld) kan være.

Jeg vil skynde mig at understrege, at MS’ indlæg bestemt er et af de mere lødige indspark til debatten om socialrådgivere. Som regel beskrives vi med langt værre adjektiver. De få gange, jeg har forsøgt at blande mig i debatten qua mit virke som socialrådgiver, møder jeg overordnet to grupper. Den ene gruppe oplyser mig om, at det, jeg laver, svarer til at sympatisere med nazisternes jødeudryddelse. Jeg er et ondt menneske, der ikke vil andre det godt, må jeg forstå. Den anden gruppe tager den mere personlige vinkel og filosoferer over mit ikke-eksisterende sexliv, hvilket, kommer de frem til, må ligge til grund for mit valg af virke som socialrådgiver i en myndighedsfunktion.

Ovenstående er ikke en særlig konstruktiv fremgangsmåde, men ret beset må folk jo selv om, hvordan de ønsker at give udtryk for deres holdninger. Jeg håber dog på at kunne tilføre nogle nuancer til debatten. Og selvfølgelig ønsker jeg, at vi socialrådgivere på sigt får et lidt bedre ry, for som det er nu, er det at være socialrådgiver omtrent lige så attraktivt som rodbehandlinger og skedesvamp.

Findes der dårlige socialrådgivere? Ja, naturligvis gør der det. Præcis som der findes dårlige bankrådgivere, tandlæger osv. Der er brodne kar inden for alle fagområder. Men hvis socialrådgivere på et generelt plan virkelig var magtliderlige og uempatiske mennesker uden faglighed, værdier og respekt for andre, ville de så ikke have valgt et andet og bedre betalt erhverv? Hvorfor læse 3½ år med udsigt til en månedsløn, der ligger et godt stykke under, hvad andre med tilsvarende længde uddannelser tjener? Det var egentlig retoriske spørgsmål, men nu svarer jeg på dem alligevel: Det gør vi fordi, vi gerne vil arbejde med og hjælpe marginaliserede og udsatte borgere. Præcis som sygeplejersker og læger gerne vil smertelindre og kurere deres patienter. Der er jo heller ikke ret mange læger, der bevidst slår deres patienter ihjel, vel!

Socialrådgivere har intet motiv for bevidst at skulle forhindre eller sinke borgernes proces mod tilkendelse af førtidspension, fleksjob, ressourceforløb eller, hvad det nu kan være. Socialrådgivere er ikke provisionslønnet i den forstand at jo flere afslag (lovlige såvel som ulovlige), de udsteder, jo højere løn får de. De har heller intet incitament for bevidst at lave fejl. Underkender Ankestyrelsen en kommunal afgørelse, skal den omgøres. Og det vil jo være dobbeltarbejde for rådgiveren. Det er der jo ingen, der er interesseret i.

Som socialrådgivere møder vi forskellige udfordringer. Det kan være et (for) stort arbejdspres. Det kan være lovgivningen. Eller det kan være selve organiseringen, som jo er ekstremt bureaukratisk. Er der tale om komplekse juridiske problemstillinger eller klager, skal disse hele vejen op gennem systemet – først til funktionsleder, så centerchef, så vicedirektør, så kommunaldirektør, så kommunalbestyrelse/borgmester og så tilbage igen. Dette kan være en tidskrævende og således frustrerende proces, hvor borgerne kan føle, at rådgiveren sylter deres sag.

Jeg synes, det er helt fint, at der er mulighed for, at borgere kan komme til orde og således give udtryk for, hvis de har oplevet en dårlig sagsbehandling. Men en ting er lovgivningen – den er vi ansat til at sagsbehandle efter. Som rådgiver er man ikke nødvendigvis enig i al lovgivning, vores Christiansborgspolitikere udstikker. Faktisk er det de færreste socialrådgivere, der har været positivt indstillet over vor tids nyeste reformer – f.eks. 225 timers reglen eller kontanthjælpsloftet. Men hvis vi socialrådgivere ønsker en anden lovgivning, må vi – lige som alle andre med samme ønske - stille op til Folketinget. Eller stemme nogle andre end de siddende politikere ind. Det vil være udemokratisk, hvis socialrådgivere sagsbehandler efter egne politiske overbevisninger.

Men hvis vi ikke altid er enige i lovgivningen, hvordan kan vi så forsvare at skulle håndhæve den overfor sagesløse borgere? Det kan vi fordi, vi er socialRÅDGIVERE. Vi skal kende den sociale lovgivning, og vi skal kunne yde råd og vejledning til de borgere, der er omfattet af selv samme. Vi skal hjælpe og støtte borgere med at navigere i systemet – kan de søge om en enkeltydelse, kan de få et § 34-tillæg osv. Vi skal i samarbejde med den pågældende lave en helhedsvurdering af, hvilken hjælp der er behov for og så efterfølgende iværksætte den ud fra det gældende regelsæt.

Jeg er ked af at læse, at der er så mange borgere, der føler, at de bliver dårligt behandlet af deres respektive rådgivere. Men jeg må indrømme, at jeg virkelig har svært ved at tro, at socialrådgivere på et generelt plan er ondskabsfulde og, at deres eneste motiverende faktor for at være i faget er at gøre borgernes liv så uudholdelige som muligt.

Jeg synes, det er vigtigt, at de, der bruges systemet, kan komme til orde. Alle laver jo fejl, og kan vi i den proces blive bedre til at sagsbehandle, er fejlen ikke formålsløs. Men man ændrer ikke noget som helst ved at kalde alle socialrådgivere for empatiløse marionetdukker, der er negativt indstillet over for alle borgere, fordi et-eller-andet-nedladende-postulat.

Derudover er det vigtigt at have in mente, at socialrådgivere lige så lidt kan holdes ansvarlig for kontanthjælpsloftet og 225 timers reglen som for finanskrise, fedmeepidemi og svineinfluenza.

Selvfølgelig er der da borgere, der ikke bliver hørt og/eller udsættes for dårlig rådgivning. Og det er på ingen måde i orden. De historier skal naturligvis frem i lyset, men måske kunne dette gøres uden at skære alle over en kam? Og måske på en lidt mere konstruktiv måde end at komme med alle (u)mulige postulater om, at socialrådgivere er som nynazister, satanister og dets lige …