Selvfølgelig skal danskerne fortsat have det bedste drikkevand

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I Danmark værner vi om vores drikkevand. Derfor fortjener danskerne også de bedste og sundeste vandhaner, vandledninger og vandmålere. Det, som branchen efterspørger, er ikke lempeligere kvalitetskrav, blot entydige testmetoder. Det sikrer vi bedst ved at skele til vores nabolande.

Tyskland har f.eks. i næsten 30 år haft meget vidtgående sundhedsmæssige krav til de produkter, der er i kontakt med drikkevand. Det er krav, som er baseret på omfattende og veldokumenterede testmetoder.

De tyske krav omfatter bl.a. grænseværdier af otte metaller, hvor vi i Danmark kun har krav til tre metaller – bly, nikkel og cadmium – i ”Godkendt til drikkevand” (GDV-ordningen).

Forskellen på ordningerne er, at tyskerne tester de enkelte komponenter, der indgår i f.eks. vandhaner, og på baggrund heraf udarbejder de en positivliste over de delkomponenter, som kan indgå i en vandhane. Den danske ordning tester derimod kun på det færdige produkt.

Ordningen fungerer ikke

Siden indførelsen i 2013 har skiftende ministre forsøgt at få den danske GDV-ordning til at fungere bl.a. for ad denne vej at øge kravene til sundhed. I praksis har det imidlertid vist sig overordentligt vanskeligt at få ordningen til at fungere. Hele fire gange har det været nødvendigt at dispensere fra GDV-godkendelsen for at sikre produkter på markedet i Danmark. Det betyder, at danske forbrugere må nøjes med ældre produkter frem for nye og bedre produkter – ikke fordi produkterne er dårlige, men af den simple grund at godkendelsesordningen ikke fungerer.

Den samlede branche var derfor meget tilfreds, da transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt viste mod til at løse problemerne ved at skele til, hvordan man tester og godkender produkter i vores nabolande Tyskland, Holland og Sverige. Dette til trods for at f.eks. tyske krav og testmetoder både er mere omfattende og kostbare for danske producenter end de danske. Til gengæld er de mere velfungerende og forudsigelige.

Ved samrådet 14/9 2016 i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg blev der stillet spørgsmål ved de sundhedsmæssige aspekter ved at acceptere de tyske, svenske og hollandske godkendelsesordninger.

Det kan ikke understreges nok, at det aldrig har været branchens intention at gå på kompromis med de sundhedsmæssige aspekter. Branchen finder det umiddelbart ikke muligt at sammenligne grænseværdierne i den danske GDV-ordning med de tyske, svenske og hollandske, fordi vi i Danmark tester på slutprodukter, hvorimod de i Tyskland f.eks. tester på delkomponenter.

Opgørelsen er simpelthen forskellig. Man tester groft sagt pærer og bananer. Det er således i højere grad et spørgsmål om at anvende en forudsigelig testmetode og fastlægge grænseværdierne, så forbrugerne fortsat sikres høj drikkevandskvalitet.

De nødvendige grænseværdier

Branchens opfordring til politikerne er derfor enten at fastholde den bekendtgørelse, som blev udstedt i juni 2016, eller finde en løsning, som baserer sig på kendte, velafprøvede og forudsigelige testmetoder kombineret med de grænseværdier for sundhedsskadelige stoffer, som er nødvendige. Det er ikke grænseværdierne, som giver branchen udfordringer, men uigennemskuelige, uklare og ubrugelige testmetoder.