Rygtet om ejendomsmæglerens død er stærkt overdrevet
Op mod 99 pct. vælger stadig at bruge en ejendomsmægler ved køb og salg af boliger.
Hvad får jeg egentlig for mit salær, når jeg hyrer en ejendomsmægler til at sælge min bolig? Kan jeg ikke lige så godt klare det selv og spare de penge, og er moderne teknologi ikke snart ved at gøre ejendomsmægleren overflødig? Sådan kunne et helt naturligt spørgsmål lyde, når du overvejer at sælge din bolig.
At købe og sælge bolig hører nemlig til nogle af tilværelsens største økonomiske beslutninger, mange penge er på spil, og tænk, hvis du kunne beholde flere af dem selv ved et par hurtige klik med musen. Ja, tanken er bestemt forjættende.
Til fremtidsforskere og andre krystalkuglekiggere, som mener, at ejendomsmægleren snart vil lide samme triste skæbne som skomageren, typografen og skrædderen, som i dag er stort set uddøde professioner, er mit budskab, at de tager fejl.
Selvom du kan finde en lang række digitale værktøjer, der hjælper dig i processen, når du skal købe eller sælge din bolig, kan de ikke erstatte den rolle, som ejendomsmægleren udfylder, når du står midt i beslutningen om et køb eller et salg af din bolig.
Den største beslutning
Når du skal sælge, er det at fastsætte den rigtige udbudspris og få lagt en plan for markedsføringen i sig selv vigtigt. Mægleren udfylder en væsentlig rådgivningsrolle i den sammenhæng, ligesom det også er mægleren, der allerede er i dialog med en række købere, som måske netop søger din bolig.
Samtidig er det at købe og sælge bolig for langt de fleste den største økonomiske beslutning i deres liv, som samtidig er forbundet med rigtig mange følelser.
Som sælger tager du afsked med den drøm, du tog hul på, da du flyttede ind, og det liv, du har levet i boligen. Som køber er det drømmen om det liv, du skal leve i boligen, der fylder uendelig meget, tanken om hyggestunder med familie og venner, nye indretningsmuligheder og hverdagens sysler i nye rammer og omgivelser.
Ønsket om tryghed
Kombinationen af den kompleksitet, der ligger i beslutningen om at købe og sælge, og ønsket om tryghed – som over 90 pct. af boligsælgerne, ifølge tidligere undersøgelser, vægter højest, når de skal sælge deres bolig – gør, at ejendomsmægleren fortsat spiller en central og ret væsentlig rolle på det danske boligmarked.
I skrivende stund er der ca. 72.000 boliger til salg i Danmark, godt 1.000 af dem, eller ca. 1,5 pct., er til salg uden en ejendomsmægler som såkaldte selvsalg. Der er hverken tale om stigende eller skræmmende tal. Faktisk har tendensen over det seneste år været, at stadig flere vælger en professionel ejendomsmægler til at hjælpe dem med at sælge deres bolig.
Tryghed er altså en stærk faktor, når man skal optage et lån på flere millioner kroner og påtage sig et langsigtet ansvar for en bolig, som både skal betales og holdes ved lige. Ejendomsmægleren har med sin viden og erfaring både styr på papirgangen og processen i forhold til den finansielle, juridiske og bygningsfaglige del af en bolighandel.
Og det er netop denne helt konkrete rådgivning, som salæret bl.a. går til. Hvis en bolighandel ikke ender som forventet, er ejendomsmægleren også din rådgiver, som bl.a. via sin ansvarsforsikring og viden skal hjælpe dig helskindet ud af problemerne.
Men alt papirarbejdet og alle de komplicerede juridiske og økonomiske forhold, som knytter sig til en ejendomshandel, kan i princippet laves på et skrivebord langt væk fra den bolig, som det handler om. Men hvad der ikke kan ordnes fra et fjernt skrivebord, er den analyse af ens bolig og alle de forhold omkring den, som i sidste ende skal sikre, at bolighandlen forløber, så både sælger og køber oplever, at deres drøm bliver til virkelighed.
Selvom ejendomsmægleren er relativt velstuderet med sin finansøkonomuddannelse og efterfølgende praktikperiode, er det ikke alene de akademiske bedrifter, der retfærdiggør, at man kaster penge efter dem. Det er i lige så høj grad det stærke lokalkendskab og forståelsen for den følelsesmæssige proces, både køber og sælger gennemgår, og som mægleren bidrager til.
Drømmen om en ny bolig
For hvem kan forstå drømmen om en bolig og omsætte den til virkelighed, hvem kan hjælpe og samle mor og fars ofte vidt forskellige boligønsker, inden processen går i gang, hvem forstår, hvilket liv sælgeren har levet, hvem er i stand til at formidle historien og potentialet til de kommende købere, hvem ser potentialet for ombygning, tilbygning og bygningsforbedringer, og hvem kender kvarteret, naboerne, tilflytterne og stemningen i lokalområdet?
Det gør ejendomsmægleren. Digitaliseringen kan hjælpe os i processen og give både inspiration og overblik, men der vil stadig være brug for den menneskelige faktor, som ikke kan erstattes af koder og algoritmer.
Den betroede rådgiver
Med det betroede erhverv, vi ejendomsmæglere indtager, hvor 99 pct. vælger os til at hjælpe dem gennem store økonomiske beslutninger, bør vi fremover bruge flere ressourcer på at forklare danskerne, hvad de får, når de vælger os som deres betroede rådgiver.
Vi skal ikke gøre det, fordi vi er i risiko for at forsvinde fra de gule sider, eller fordi vores omdømme skraber bunden. Men vi skal gøre det for at være med til at sikre ro, tryghed og seriøsitet på et boligmarked, der betyder uendeligt meget for både boligejerne og dansk økonomi.