Når det ville være bedre at afslutte livet

For et par år siden mistede jeg min mormor. Hun var et af de vigtigste mennesker i mit liv og helt sikkert den største heltinde, jeg nogensinde vil få.

Hun havde kræft i maven, men døde af en blodprop i hjernen, som hun fik en uges tid før, hun døde. Min mor og moster blev tilbudt, at lægerne kunne forsøge at fjerne blodproppen. Det takkede de nej til.

I min mormors sidste år virkede det ganske enkelt til, at hun så frem til afslutningen, og hun fik en død, der næsten var så kort og smertefri, som man kan ønske sig. Det er jeg taknemmelig for.

Normalt er jeg ikke særlig anarkistisk anlagt, men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at jeg ville gøre, hvad jeg kunne, for at hjælpe mine nærmeste til at få en død mindsket for mest mulig smerte, hvis nogen af dem en dag skulle blive ramt af en smertefuld, langvarig og uhelbredelig sygdom.

På det hospice, min mormor boede den sidste uges tid, lå hun ved siden af en anden dame i 80-årsalderen. Damen var også blevet ramt af en blodprop i hjernen. Det var sket syv år forinden. Hun var blevet behandlet, men var desværre blevet så hjerneskadet af blodproppen, at hun ikke var ved nogen form for bevidsthed. Hendes børn var forbi i løbet af den uge, min mormor lå for døden. Det undrede dem, at deres mor ikke bare døde, og de så egentlig helst, at det var lovligt at hjælpe hende til at få fred. Det er det desværre bare ikke i Danmark.

Ingen politiske fortalere

I Danmark har vi repræsentativt demokrati. Det betyder, at vi vælger politikere, der skal tage beslutninger på vores vegne, og som regel afspejler deres holdninger meget godt befolkningens. Sådan er det dog langtfra, når det kommer til emnet aktiv dødshjælp.

Endnu har ingen af Folketingets partier meldt sig på banen som fortalere for aktiv dødshjælp. Det står i stærk kontrast til opinionen i befolkningen, hvor over 70 pct. af danskerne mener, at det bør være lovligt at hjælpe døende og uhelbredeligt syge til at afslutte livet. Det viste en meningsmåling, som analyseinstituttet Wilke foretog i 2014.

Siden da er der ikke blevet foretaget nogen nationale undersøgelser om befolkningens holdning til aktiv dødshjælp, og emnet er bogstaveligt talt ret dødt i den offentlige debat. Det er ærgerligt, for det er et emne, som berører rigtig mange, og som kan komme til at få betydning for os alle sammen. Vi skal alle sammen dø, og nogle af os vil få en længere og mere smertefuld død end andre.

Emnet aktiv dødshjælp er kompliceret, og fortalere for aktiv dødshjælp er uenige om, hvem legaliseringen skal komme til gode. Skal det kun være livstruede syge? Eller skal det for eksempel også være multihandikappede, demente og svært psykisk syge? Selv er jeg uafklaret omkring sidstnævnte spørgsmål, men når over 70 pct. af befolkningen svarer ja til førstnævnte spørgsmål, er emnet da værd at diskutere offentligt.

Modstandernes synspunkter

Modstandere af aktiv dødshjælp hævder, at aktiv dødshjælp skulle blive en glidebane. De frygter, at for eksempel kronisk syge og ældre vil vælge at afslutte livet, blot fordi de føler sig som en belastning. Modstandere mener også, at det er uholdbart, at sundhedspersonale, der normalt arbejder for at helbrede sygdom, skal forpligtes på at tage livet fra mennesker. Desuden mener de, at livet er ukrænkeligt, også når det er uudholdeligt.

Det er jeg bare ikke enig i. Emnet er komplekst, og det er utrolig svært at lave en lov, der skal tage højde for alle tænkelige problematikker og scenarier i forbindelse med svær sygdom. Men det har kunnet lade sig gøre i blandt andet Belgien og Holland, og jeg håber, at de danske politikere vil tage befolkningens ønske alvorligt og tage diskussionen. Det burde være muligt at lave en dansk model for aktiv dødshjælp. Livet er vores eget, og det er ikke forkert at ville have indflydelse på, hvornår det slutter.