Vi bør glemme integration og i stedet satse på sameksistens

Som muslim har jeg måttet lægge øre til meget, samtidigt med at jeg på andres vegne har måttet forklare mit syn på islam og muslimer generelt eller er blevet bedt om at tage afstand fra diverse kriminelle og voldshandlinger begået i min religions navn.

Min kone blev spurgt af sine veninder, om jeg slår hende. Disse søde veninder er pludselig blevet meget bekymrede for min kone. Desværre fik de sat hende i en ubehagelig bås. Ja, det er svært at ikke generalisere, når man ser programmet ”Moskeerne bag sløret” eller artikler og debatter, der fra tid til anden dukker op.

Jeg hører til dem, der mener, at integration ikke er mislykket. Spørgsmålet er nok mere, hvad der ligger i ordet integration? Mange danskere af anden etnisk baggrund er født og opvokset i Danmark, har gået i skole og fået en uddannelse eller er i job. Flere er gift med en, der er født i Danmark og har nu også børn, der er født i Danmark. Kan man blive mere dansk, når man allerede er en del af samfundet? Faktisk vil jeg kalde det en naturlig proces, for det kan ikke undgås.

Flere unge med anden etnisk baggrund blander sig i dag i indvandrer- og flygtningedebatten.

En hurtig søgning på Google og Facebook viser, at mange muslimer deltager aktivt i diverse NGO’er for at hjælpe vores svage, udsatte og hjemløse borgere i Danmark. Forestil jer udfaldet ved udsendelser, der fremhæver disse kvaliteter for dem, der kun er blevet præsenteret for et ensidigt negativt billede af muslimer, indvandrere og flygtninge. Jeg synes det er ærgerligt, at nogle imamers udtalelser har været et benspænd for byggeriet af en Stormoske i Århus og at man nu kan straffe imamer og lærde for at gøre brug af deres ytringsfrihed. Selvom vi bestemt ikke er enige med dem. Gid man kunne bruge samme strategi, når højreorienterede politikere eller fremtrædende profiler siger noget grimt og nedladende om deres muslimske medborgere. Eller mod politikere, der taler ned til borgere, især de svage eller økonomisk pressede.

Faktisk mener jeg dybt alvorligt, at vi har nogle politikere, der bør integreres mere i det danske samfund og lære en lektion eller to om sameksistens. Jeg hører ofte, at man kritiserer moskeerne for at invitere lærde fra udlandet til at holde foredrag i Danmark. Lærde, som på et tidspunkt har sagt noget kontroversielt. Hvad nu, hvis vi forhindrede politikere med kontroversielle udtalelser i at stå på Danmarks vigtigste talerstol, nemlig i Folketinget. Ville det give mening? Nej, vel?

Forskelsbehandling er en fundamental trussel mod det demokratiske, åbne samfund og det er kun benzin på bålet, når nogle må ytre sig ekstremt, imens andre skal tie. I sidste ende får de kontroversielle og radikaliserede mennesker ret i, at samfundet ønsker at underkue dem, og at de aldrig helt får lov til at blive en del af det danske samfund. Vi har medier i dag, der sjældent fortæller de gode historier og samtidig har vi politikere, der ikke kan holde hovedet koldt og hjertet varmt, når talen falder på islam generelt og imamer specifikt.

Jeg er ikke naiv og vil aldrig nogen sinde støtte vold og ytringer, der skaber splid i samfundet. Men i stedet for at brænde broer og afstraffe kollektivt, f.eks. ved at stoppe byggeriet af en stormoské på baggrund af en TV-dokumentar, må vi vise styrken ved demokratiet og samtalen ved at række hånden frem og udfordre dem på deres holdninger.

Jeg ved af erfaring, at der er udfordringer med nogle af vores medborgere, og at vi har medborgere, der har brug for hjælp til at komme væk fra et voldeligt ægteskab eller borgere med en anden seksuel orientering end den, deres forældre ønsker. Men det er ikke problemer, der begrænser sig til borgere med muslimsk baggrund. Det er med andre ord ikke muslimske problemer, det er sociale problemer. Hvis vi skal løse problemerne med ghettoer, parallelsamfund og mennesker uden kontakt til arbejdsmarkedet bør vi glemme ordet integration og i stedet satse på sameksistens.

Er sproget en barriere så må fokus være på, at man skal lære sproget. Skal vi have de unge aktiveret i foreningsarbejde og uddannelser, så er det her, vi skal satse - tænde lysten til medborgerskab. Har de unge problemer med at finde praktikpladser, så skal vi løse dette. Er der bandeproblemer, så lad os løse bandeproblemer.

Man tror i dag, at man kan løse en hel myriade af sociale udfordringer ved at kalde dem “integrationsproblemer”. Men sådan fungerer virkeligheden bare ikke. Vi må forholde os til det enkelte menneske og vedkommendes konkrete problem - uanset baggrund, religion eller politisk overbevisning. Dét er virkeligheden. En virkelighed, hvor mange kulturer skal spille sammen for at passe bedst muligt på det samfund, vi alle er en del af og holder af: Det danske.