Danmark går ikke under

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Centralperspektivet er vendt tilbage i dansk arkitektur. Sådan lyder det fra historiker Jes Fabricius Møller, lektor ved Københavns Universitet, da jeg møder ham i universitetets nye forhal på Njalsgade, Amager. Her læste vi begge historie i 1990’erne, dengang stedet lignede en nedlagt østtysk kaserne.

Siden er vi havnet på hver sin side i den standende debat om migration og udlændingepolitik. I en nylig opdatering på Facebook rettede lektoren en bredside mod dem, der i hans øjne svælger i undergangsangst og bidrager til politikerleden. Jes Fabricius Møller er medlem af folkekirken, har intet imod kongehuset og tror på, at det danske velfærdssystem virker. Jeg beder ham sætte navn og adresse på de skyldige pessimister og »alarmister«, som han kalder dem.

»Jeg hentyder til dem, der vil lukke for tilstrømningen af flygtninge, folk som dig selv«, siger Jes Fabricius Møller og fortsætter: »Misforstå mig ikke, det er et legitimt politisk standpunkt. Men tendensen er bred. Holdninger, der tidligere kun fandtes i Dansk Folkeparti, er rykket ind mod den politiske midte til f.eks. Liberal Alliance. Det synspunkt, at hvis ikke vi lukker af nu, så går alt det, vi har kært, under, vinder frem, men det underkender fuldstændig det danske samfunds styrke og det europæiske fællesskab. Synspunktet puster samtidig til en voksende mistillid til vores politiske system og bidrager til en manglende lyst til at være loyal, fordi flere og flere forventer, at der kommer en borgerkrig. Husk nu, at samfundet kun er muligt, for så vidt vi finder sammen om det.«

Hvad hvis det vil være for sent at gøre noget ved udviklingen om 30 år?

»Så vil jeg gerne trække et længere historisk argument. En af de stærkeste politiske bevægelser i 1800-tallet var nationalismen, hvis grundlæggende tanke er, at alle borgere i et samfund deler det vilkår at tilhøre den samme nation. Det var vel at mærke ikke virkelighed, men en ideologi. Dengang var det danske samfund politisk, socialt og kulturelt et splittet samfund. 1800-tallet havde drømmen om harmoni, men det skal ikke få os til at tro, at det var et harmonisk århundrede. Drømmen om social og økonomisk integration blev først virkeliggjort i det 20. århundrede. Det var en kortvarig succes. Den store drøm om dengang, danskerne var danskere, og velfærdsstaten fungerede, strækker sig groft sagt fra en gang i 1950’erne til begyndelsen af 1970’erne, da oliekrisen slog ind, og indvandringen tog til. Men det er da ikke brudt sammen endnu. Min pointe er, at selv store samfundsspændinger kan overvindes, selv hvis vi betragter terrorismen, som vi også har oplevet før. Lad mig blot minde om opstanden ved det såkaldte ungdomshus på Jagtvej 69 på Nørrebro. Da det blev lukket, satte de unge København i brand, men branden blev slukket. Det for at sige, at vi har midlerne, PET gør sit arbejde, vi har beredskabet.«

Hvad hvis frygten for borgerkrigen er mere lavpraktisk og udspringer af den personfarlige kriminalitet?

»Justitsminister Søren Pind præsenterede for nylig en undersøgelse foretaget af Københavns Universitet. Den viste, at den anmeldte statistik over de seneste 15-20 år er faldet. Du vil så sikkert sige, at det kun er den anmeldte kriminalitet – hvad med mørketallene? De er jo mørke af en grund, man kan ikke se dem. Men det viser sig samtidig, at den oplevede kriminalitet også er faldende. Jeg kan ikke se andet, end at vi har stadig mindre kriminalitet.«

Hvad med den proportionelle kriminalitet og den observation, at borgere med vestlig baggrund bliver stedse mindre kriminelle, mens tilvandrere med muslimsk baggrund bliver stedse mere kriminelle?

»Jeg vil stadigvæk sige, at der er en fare for stigmatisering. Vi har et fuldstændigt klokkeklart princip i vores justitssystem, nemlig det personlige ansvar. Vi kan jo ikke sætte mellemøstlig kultur i fængsel. Til gengæld har kriminologien længe beskæftiget sig med de faktorer, der gør folk kriminelle, og her må vi sige, at folk fra Mellemøsten fylder meget i statistikken.«

Ja, for du benægter vel ikke, at den gruppe, vi taler om her, bliver stadig mere overrepræsenteret, hvad angår den personfarlige kriminalitet såsom overfald og voldtægt?

»Det er rigtigt, den ekstremt farlige vold er ikke faldet. Men problemet er heller ikke så stort, at vores samfund vil bryde sammen. Det overordnede billede er, at vi bor i et stedse mere fredeligt og ikkekriminelt samfund. Men vi er nødt til at målrette gruppen af f.eks. libanesere og spørge, hvordan vi gør det her.«

Så libaneserne skal på kursus?

»Det vidste jeg, du ville sige.«

Du hentyder til en administrativ, teknisk løsning …

»Jeg har ikke løsningen på det problem. Men hvem har? Den der alarmisme, som jeg kritiserer, er drevet af en bestemt type, gerne de principielle mænd, der søger Afgørelsen med stort A.

Jeg holder med Hal Koch i striden med K.E. Løgstrup op til og under Anden Verdenskrig. Løgstrup ville Afgørelsen og klandrede Hal Koch for at lægge ansvaret fra sig.«

Er det ikke netop, hvad du gør?

»Det kan man sige, hvis man tror, at der er en enkel løsning. Se bare Christiania, hvor politiet knap nok kan gøre deres arbejde. Det er et problem, vi alligevel håndterer. Den nemme løsning var at lukke skidtet, men det gør vi ikke, og det går alligevel.«

Sæt nu, at de latente konflikter stikker meget dybere, ikke handler om hashhandel, men er kulturelle, religiøse og eksistentielle?

»Jeg er jo ikke essentialist og siger ikke: Islam producerer vold, men hvis der dannes miljøer af unge mænd med selvjustits, så trodser det vores retsorden. Vi finder en løsning. En af vores samfunds styrker er, at vi har løst den uledsagede kvindes problem. Her skal ingen mænd bruge tid på at ledsage eller overfalde kvinder. Her er det blevet muligt for kvinder uantastet at færdes frit i det offentlige rum. Det var det ikke i 1880’erne. Nostalgien efter gamle dage er ubegrundet. De nye konservative vil derimod ikke forsvare systemet, men længes efter noget, som de tror, var engang.

Historikerens trøst er, at krise synes at være den luft, demokratiet ånder, dvs. at det er i live. Systemet skal nok holde.«

Du frygter ingenting?

»Det skulle da lige være pessimismen.«