Unge under uddannelse og under 20 år er fanget hos mor og far
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Hvis man som ung på en ungdomsuddannelse gerne vil flytte hjemmefra, er det ikke en realistisk mulighed. SU-reglerne er blevet strammere med årene – det vil sige, at man ikke længere har de samme rettigheder til SU som dem, der går på en videregående uddannelse, når man er flyttet hjemmefra.
Unge mennesker på en ungdomsuddannelse føler sig tvunget til at blive boende hjemme, fordi SU-reglerne ikke gør det muligt at flytte ud, fordi ens SU vil være afhængig af forældrenes indkomst, indtil man fylder 20 år.
Hvis man er på en videregående uddannelse på SU, får man 5.903 kr. brutto. Hvis man er 18 eller 19 år og på en ungdomsuddannelse på SU, kan man, hvis man er så heldig at få lov til at få udeboende SU, sandsynligvis kun få 3.879 kr. Hvis forældres indkomst er særligt lav, kan du få dette beløb suppleret op.
Ligestilling et rimeligt krav
Det sker som regel kun, hvis du har boet hos en enlig mor eller to forældre på overførselsindkomst. Det betyder i praksis, at man i Danmark mener, at hvis man har børn under 20 år, som går på en ungdomsuddannelse, har du forsørgerpligt over dem, selvom de er juridisk voksne.
Når et kollegieværelse koster mindst 3.000 kr., og de 3.879 kr. er før skat, har unge mennesker ikke råd til at købe mad og andre fornødenheder for den lave sats.
I Danmark bliver man myndig som 18-årig, det vil sige, at man nu må stemme, man må tage et kørekort, stifte gæld, blive gift, og man kan nu komme i fængsel. Selvom man er myndig på samme måde som alle andre voksne, påtvinger samfundet én at blive boende hjemme, fordi man ikke kan leve af den ca. 2.000 kr. lavere SU, man i Danmark tilbyder unge under 20 år på en ungdomsuddannelse.
Jeg synes, at et SU-system, hvor der er ligestilling, er et rimeligt krav, når Danmark som land går så meget op i ligestilling. Det er uværdigt og uretfærdigt, at de unge mennesker ikke har ens økonomiske rettigheder og vilkår.
Vi stræber efter i Danmark, at vi skal have selvstændige unge mennesker, som kan tage vare på sig selv og føre vores samfund videre. Når vi også problematiserer, at vores unge mennesker flytter senere hjemmefra, end de gør i visse andre lande i Europa, kan jeg ikke lade være med at tænke, at den uværdige og uretfærdige tildeling af udeboende SU kan være en afgørende faktor.
På fars og mors regning
Man skal lære at klare sig selv og få erfaringer med livet. Man kan ikke brokke sig over, at de unge mennesker er uselvstændige, hvis man aldrig giver dem muligheden for at lære at blive selvstændige og dermed klare sig selv.
Jeg tror på, at unge mennesker hurtigere bliver gode samfundsborgere, hvis de får mulighed for at flytte hjemmefra økonomisk, når det passer til deres alder. Når man går på en ungdomsuddannelse, er det et krav, at man skal være mere selvstændig. Lærerne forventer, at man opfører sig voksent og vokser med opgaven. Det er så ikke en mulighed, man som ung får, for man er fanget hos mor og far, indtil man fylder 20 år eller starter på en videregående uddannelse. Når man er ung, må man kun ”lege”, at man er voksen, men på mor og fars regning.