Forskningsåret en bragende succes

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Danmarks største ressource er vores viden. Vi skal satse på viden og innovation frem for billig arbejdskraft. Vi har hørt melodien mange gange – fra politikere og i befolkningen. Men hvilken vej er det egentlig, vi bevæger os?

Forskningsminister Esben Lunde Larsen udtalte i juni, at »det er den studerendes ansvar, der er afgørende for, om han eller hun får en kvalificeret uddannelse.« Og at han »har enormt høje forventninger til de studerende i Danmark og til deres selvansvar.« Men på universiteterne kan man undres over ordene. For nuværende er der nemlig langt fra fremdriftsreformen til en realisering af ministerens ambitioner.

På universiteterne sidder en række lægestuderende, som venter på at komme i gang med at forske. De har længe haft muligheden for at forske ved at tage en etårig forskningsuddannelse som tillæg til lægeuddannelsen, hvor de bliver en del af et forskningsmiljø og udarbejder et projekt. Et såkaldt forskningsår.

En bragende succes

Undersøgelser fra Aarhus og Københavns Universiteter har vist, at forskningsåret er en bragende succes. De studerende udgiver gang på gang deres videnskabelige arbejde i førende internationale fagtidsskrifter, og bidrager dermed til vigtig viden. Og økonomisk set er det billigt. De studerende modtager nemlig ingen SU, men i stedet forskningsstipendier, som i de fleste tilfælde er eksternt finansierede.

For de studerende selv er det også en stor succes. De opnår uvurderlige kompetencer til brug i deres senere lægegerning. På en lægeuddannelse, hvor meget handler om udenadslære, giver et forskningsår mulighed for at være kreativ, innovativ, reflekterende og gå i dybden med et lægefagligt emne. Derudover handler et forskningsår også om at indgå i et teamsamarbejde og formidle kompliceret viden på en lettilgængelig måde. Alt sammen færdigheder, som i dén grad er relevante, når de studerende kommer ud som læger.

De studerende vil altså gerne dygtiggøre sig yderligere. Og de hungrer efter det selvansvar, som forskningsministeren påpeger. Politisk bliver der dog sat en stopklods for både dygtiggørelse og selvansvar med fremdriftsreformen. Universiteterne straffes nemlig økonomisk i form af tabte færdiggørelsesbonusser, når de studerende sættes i gang med forskning.

De studerende bakker op om ministerens ord, men venter samtidig på, at der skabes politisk handling, der muliggør det sagte. I sin nuværende udformning øger fremdriftsreformen kvantiteten af færdiguddannede, men hæmmer den faglige fordybelse og dermed udviklingen af et videnssamfund, hvor vi går fra uddannelse i international klasse til simpel middelmådighed. Spørgsmålet er, om vi som samfund kan acceptere det?