Det rene van(d)vid
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Min 90-årige mor har skiftet ble på os seks børn utallige gange, da vi var små. Vi måtte ikke gå våde. Det var en dyd for hende, at vi var sunde og raske. Hvorfor må hun så ikke blive passet ordentligt og anstændigt som gammel kone? Hvad har hun dog gjort?
Indtil nu har hun haft syv blærebetændelser siden sin 90-års fødselsdag i januar og en lungebetændelse.
Hun får ikke tilstrækkelig kost og væske uden min oppasning imellem besøgene fra hjemmehjælperne. Hun får ikke skiftet ble rettidigt om natten. (Har man lært bare antydningen af faget mikrobiologi, ved man, hvad det betyder mht. bakterievækst). Ifølge et norsk studie er risikoen for blærebetændelse overhængende ved våde bleer.
Selv med den største vilje og motivation fra min side om at holde min mor i live – fem besøg i løbet af dagen og at sove hos hende om natten – kan kræfterne komme til kort.
Herværende kommune afholder gladeligt utallige, men dog resultatløse møder med os, hvorunder man fortæller om alle de fortræffelige tiltag, denne ”fremsynede” offentlige instans efter eget udsagn er i stand til at iværksætte.
Hjemmehjælpernes besøg hos min mor fortsætter dog som hidtil. Hun får den kost- og væskemængde, som den enkelte hjemmehjælper formår, og ikke mindst tiden tillader, og så smutter de igen, som de udtrykker det. Der ses ingen egenkontrol eller opfølgning af nogen som helst form for målopnåelse ved de enkelte besøg hos min mor, bortset fra at den indtagne væskemængde bliver noteret på kost- og væskeskemaet. Dehydrering er selvsagt en sikker følgevirkning af for lidt væskeindtagelse og deraf de livsfarlige følger – som blærebetændelse og lungebetændelse jo er for ældre.
Bøn til kommunen
Jeg gentager derfor endnu en gang min bøn til kommunen, om end nok så banal så dog livsnødvendig:
- Må vi bede om noget så indlysende som tilstrækkeligt uddannede hjemmehjælpere, der lærer min mor at kende, og som har den fornødne tid og ro til at give hende den – trods alt – beskedne kost- og væskemængde til livets opretholdelse. De findes, også hos mor: Tre-fire navngivne hjemmehjælpere ”leverer varen” hver gang.
- Overholdelse af de natlige toiletbesøg med bleskift inden for tidsrammen og selvsagt ikke forsinkelse på flere timer. Bleerne har dog aldrig været tænkt som et bækken, hvori der skulle samles urin til bakterieopformering!
- Selv med den største vilje og motivation fra min side om at holde min mor i live – fem besøg i løbet af dagen og at sove hos hende om natten – kan kræfterne komme til kort. Selv en sej vestjysk bondepige kan ikke holde til 24 timers vagter i én uendelighed.
Det måtte vel mildest talt kaldes en fuldstændig urimelig behandling.
Hvornår mon kommunen vil opføre sig anstændigt? Det skulle nødig udvikle sig til uagtsomt manddrab eller det, der er værre.
Er den kristne tro med dens værdier blot overdraget til en velfærdsstat, der viser sig som én stor illusion?
Du kan sende debatindlæg til redaktionen på debat@jp.dk. Betingelserne kan læses her