Debatindlæg: Brikkerne faldt for alvor på plads, da jeg gav et lift til to flygtninge

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Fredag var jeg i teatret i København. På vej derover havde jeg tre piger med på det lift, jeg havde oprettet på GoMore. Jeg havde også oprettet et lift hjem klokken 23, men inden jeg satte mig i teatrets mørke, havde ingen endnu booket sig ind.

Da jeg kom ud af teatret, havde jeg seks ubesvarede opkald. Og en booking. Fra Mohamed. Han ville rigtig gerne køre med til Odense. Jeg blev en smule nervøs. Overvejede at skrive og sige, at jeg havde aflyst. Tænk nu hvis... Så jeg ringede til min mand. Meget hurtigt blev vi enige om, at den eneste grund til nervøsiteten var hans navn. Havde han heddet Peter Larsen, havde jeg sikkert ikke tvivlet.

Jeg blev sur på mig selv og aftalte med Mohamed, at vi kunne mødes på Frederiksberg station. I mellemtiden havde jeg fået en besked fra en anden mand med arabisk navn. På engelsk. Om jeg kunne sætte ham af i en lille by nær Odense? Nej, det orkede jeg simpelthen ikke. Det er 20 min væk fra Odense. Altså en detour på 40 minutter sent om aftenen.

Alligevel bookede han en tur, og jeg skulle nu samle to fremmede mænd op på Frederiksberg Station og køre dem til Odense. Ja, jeg var sgu lidt beklemt ved tanken, men også nysgerrig.

Og ved I hvad? Det var en fantastisk oplevelse.

Mohammed er en 21-årig ung gut, der læser økonomi på Københavns Universitet. Han flygtede fra Irak med sine forældre, da han var seks år. Han kan stadig huske flugten gennem skovene, hvor de blev beordret ned i skovbunden, fordi der blev skudt. Han kunne huske, at de i et år boede i Libyen, så deres far kunne arbejde og tjene penge til den videre rejse. Hans far er i øvrigt landskabsarkitekt og har siden deres ankomst til Danmark undervist på universitetet. Nu er han pensioneret. Moderen har taget to uddannelser i Danmark og haft sin egen frisørsalon.

Den anden mand er syrisk flygtning. For et år siden flygtede han fra sin hjemby i Syrien, en lille by tæt på Aleppo. Han havde solgt de få ting, der var tilbage, for at kunne betale de 'afskum af nogle menneskesmuglere', der i en overfyldt båd fik ham fragtet til Grækenland. Derfra rejste han til Danmark, hvor han tog direkte i Sandholmlejren og søgte asyl. For kort tid siden fik han sin kone og to små børn til Danmark. Nu bor de i et lille hus i den lille by på Fyn, mens han går på sprogskole og til jobinterviews. Han skulle med hjem fra København, fordi han lige havde været til jobsamtale på et job som oversætter.

Han fortalte om at flygte uden sin familie. Om ikke at turde sætte sine børn på en båd med risiko for at drukne. Han fortalte om det lykkelige liv, han havde forladt i Syrien. Sin forretning, to huse, bil. Om sin kæmpe familie og venner, der nu var spredt over hele verdenen. Om sin ene søster, der stadig boede i Aleppo, fordi hendes mand var for stædig til at flygte. Om da han forleden talte med hende, mens han i baggrunden kunne høre bomberne, og hvor hun sagde 'i aften er en rolig aften'. Om sine små niecer, der hver eneste dag må sortere glasskår fra i deres drikkevand. Han fortalte om en by, der var bombet til uigenkendelighed. Om nære venner og deres børn som var blevet dræbt af kemiske våben.

Han fortalte om et liv, hvor smartphones, tablets, laptops var en lige så naturlig del af deres moderne liv, som det er i vores. Og om at han selvfølgelig tog sin smartphone med, da han flygtede, så han kunne holde kontakten med sin familie 'Ville du selv lade din telefon blive tilbage, hvis du skulle flygte fra Danmark?'.

Han fortalte om, da han for nylig tog til Padborg og hjalp med at rydde op efter de flygtninger, der var holdt lukket inde. Så stationen igen så pæn ud. Han fortalte om sine planer om at uddanne sig inden for marketing. Om sine børn, som allerede efter kort tid i Danmark var startet i skole og kunne tælle til ti.

Han fortalte om forskellen på at flygte og immigrere. Om savnet. Om ensomheden. Om at blive kigget mærkeligt på i den lille, fynske by, de bor i. Om visheden om at de sandsynligvis først kommer hjem til Syrien om 20-30 år - måske aldrig igen.

Jeg spurgte og spurgte. Og selvom jeg ser TV og læser aviser og prøver at forstå det hele, så var det som om, brikkerne først for alvor faldt på plads fredag.

Jeg håber af hele mit hjerte, at hans vilje til at skabe et liv for sig selv og sin familie ikke bliver ødelagt af vores land. Vores mentalitet. Jeg ønsker, han får det job. Jeg er så taknemmelig for, at jeg ikke lod mig bremse af min egen tvivl. Og selvfølgelig kørte jeg ham hele vejen hjem.

Indlægget her er oprindeligt bragt på Mia. L. Rasmussens Facebook-profil.