Ud af folkeskolen uden at kunne regne og skrive ordentligt

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Man er nu ved at blive klar over, at vi i Danmark har et stort problem, når ca. 20 pct. af de unge har svært ved at få en uddannelse. Langsomt går det op for os alle, at det er bekymrende, når en så stor gruppe som 12.000 unge (20 pct. af en årgang) hvert år forlader folkeskolen uden at kunne læse og regne ordentligt. Det har enorme konsekvenser for den enkelte, men også for samfundet.

Et eller andet må ændres. Men hvor skal kræfterne lægges? Hvis er skylden, og hvorfor orker så mange unge ikke at gå i gang? Det er tydeligt ud fra artikler i aviserne, at der spekuleres.

Det nærmeste er åbenbart at angribe lærerne. Bl.a. i Politiken 21/7 mistænkes de for, at de »i en form for misforstået godhed ikke stiller krav til eleverne«. Hvad med eftersidning, at lade dem dumpe, at lade dem sidde på bestemte pladser i klassen alt efter karaktererne (jo jo, det gjorde man i 1940). Hvis man er gammel nok, og det er jeg, kan man godt komme med flere ”gode” råd.

Politikerne bestemmer

Men hvis man er gammel nok, ved man også, at skylden ikke ligger hos lærerne. For i gamle dage (for 50-60 år siden) blev læseindlæring slet ikke regnet for et problem. Det klarede mange forskolelærerinder med den meget korte uddannelse på to-tre år fint, for efter nogle få år skulle de jo overlade børnene til ”de rigtige lærere”, og der forventede man, at børnene kunne læse.

Så sent som i 2005 talte jeg med en 60-årig lærer, der undrede sig over, at det nu var blevet et problem. Det var jo aldrig noget, man drøftede før, heller ikke på seminarierne.

Hvem bestemmer, hvordan og hvornår der skal undervises i læsning. Det gør politikerne, og de ved jo intet om, hvad der kræves for at få lært 25 små børn at læse. Det må de høre fra forskerne, men forskerne er ikke altid enige, og de kan sige mærkelige ting, som alligevel bliver godtaget over det meste af verden.

Skaden sker i begyndelsen

I 1980’erne hørte jeg i London en verdenskendt og meget agtet professor holde foredrag for en gruppe engelske lærere, og han forklarede, at hvis en elev læste hest i stedet for ko, skulle det ikke rettes, hvis det passede med meningen i teksten, for det var det med at opfatte indholdet, der var vigtigt.

Det diskuterede forskerne så i flere år. Men reglerne kommer nu engang ovenfra, og de ca 50.000 lærere i Danmark gør, hvad de kan under dem. Men hvis de underviser forkert for de seksårige, er skaden sket.

Det sker nemlig i begyndelsen. Der står 25 børn parat til at starte. Der er velpassede børn og svigtede børn socialt set. Der er begavede børn og ubegavede. Der er børn, der ikke ret godt kan skelne lyde, og børn der har svært ved at skelne figurer. Og læreren aner jo ikke, hvem der kan hvad, og det kan være svært at opdage, fordi mange af de ting ikke har noget med intelligens at gøre.

Skal trænes hver dag

Selv om det kunne ses udenpå, ville det alligevel være for svært. For en elev, der har svært ved at skelne lyde, skal trænes hver eneste dag i at skelne dem, og man kan ikke sådan få idéer til det uden videre. Der skal hjælp til, og den må komme fra en lærervejledning, og børnene må have en bog med opgaver, der træner forskellige former for vanskeligheder.

Grunden til, at det lykkedes nogenlunde for lærere før 1975, er, at de fik en hjælp, som de ikke vidste noget om, en hjælp gennem skråskriften og den måde, bøgerne forlangte, at den blev brugt på. Den blev imidlertid brugt på en fantastisk kedelig måde, og det var godt, vi gjorde noget ved det. Men måske kunne man bruge den på en anden måde.

Klarer sig med at gætte

Vi er glade og stolte over vores frie skole, vores åbenhed over for børnene, men måske kunne vi godt bruge nogle af de gamle idéer. Det er jo sådan, at nogle børn har meget svært ved at høre lydene i de forskellige ord. De dygtige læser tomat, men det opfattes af nogen som somat, altså siger t som s – bien høres som pigen. Det gør læsning meget forvirrende. Især bliver stavning næsten umulig for de auditivt svage.

Andre børn ser ikke uden videre forskellen på visse bogstaver. De klarer sig så godt, de kan, med at gætte, men mærker jo efterhånden, at der er noget galt. Det reagerer de på på mange forskellige måder (uro, depression, vold, nervøsitet). At forlange den rette undervisning af lærerne til hver af sådanne børn er urimeligt. Det forventer vi imidlertid. Det ville være en hjælp, som jeg har tilladt mig at prøve at forklare i mange artikler, om man gik over til skråskriften.

En lærebog er nødvendig

Men det vil endda ikke være nok. For den skrift skal bruges til mange forskellige øvelser, og dem kan ingen lærer rumme i hovedet og tage op hver dag. En lærebog er nødvendig. Og den bog skal til hver eneste dag give forslag til både mundtlige og skriftlige øvelser. Et menneske, som har det som speciale og i årevis har beskæftiget sig med det, kan give de forslag, og øvelserne til børnene skal foreligge i børnenes bog.

Alligevel vil der med sådanne bøger være rigeligt at lave for den vågne lærer, men så begynder der at være mening i det. Som det foregår nu, er det helt urimeligt, og resultaterne viser det.