Urimelig sommerhusregel
Det bør ikke vare længe, før der kommer en dag, hvor danskerne genvinder den fulde ejendomsret over deres ferieboliger eller ferieboligegnede ejendomme.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Internationalt set er den dybt urimelig. Nationalt set står den i vejen for danske borgeres og det danske samfunds interesser. Det er naturligvis sommerhusreglen, jeg taler om. Den bør tages op til debat og ændring.
Vor statsminister in spe lader op på sin svenske ødegård i de tabte sydsvenske landsdele, hvor, som mange andre, også den afdøde SF-formand Gert Petersen fandt en feriebolig.
Gode bekendte har med flid og store håndværkeromkostninger renoveret deres sydfranske landsbyhus. Et dansk-engelsk ægtepar i bekendtskabskredsen har omdannet et faldefærdigt fransk husmandssted til en pragtbolig. Det fremgår af beretningerne, at franske håndværkere nærmest får lys i øjnene, når de møder danskere og andre udlændinge, der vil købe og renovere.
Andre bekendte har lejlighed i Berlin. Kom en tur herned, hele gaden taler dansk, mailer de. Fødselsdagsomtaler rundes hyppigt af med en bemærkning om, at fødselaren og fruen har uendelig megen fornøjelse af ferieboligen i Provence, Toscana, Sydspanien etc.
Den skønne ø Langeland
Det glæder mig at tænke på, at fortjenstfulde landsmænd ikke har banket hovedet mod en sommerhusregel, da de fandt lige det sted, som de havde drømt om.
Og så skifter scenen til den skønne ø Langeland. Den ligger uendeligt langt væk – hele tre timers kørsel – fra København. Københavnske skolebørn kan vel dårligt udpege den på kortet. Men øen er nærmest nærområde for et Nordtyskland, hvor folk har helt andre opfattelser af afstande.
Under ophold i vort sommerhus på Langeland har vi to år i træk haft helt parallelle oplevelser. Det ene år med et ældre tysk lægeægtepar fra det nordlige Ruhr-område, det andet år et ældre advokatægtepar fra Hamborg, der i en samtale betroede os, at de i mange år havde lejet sommerhus i Danmark, hvis klima, natur, fred og ro på alle måder tiltalte dem.
Samlingspunkt for familien
Men de savnede et sted, der var deres, og som de kunne sætte deres præg på. De stod foran pensionering og havde en drøm om som pensionister at kunne tilbringe en stor del af året i Danmark i et hus, som også kunne blive et familiesamlingspunkt. Det kunne være et hus ved stranden, et landsbyhus eller en nedlagt landsbrugsejendom, hvis de ellers kunne få lov at købe.
Vi trøstede dem med en drink på terrassen og gav dem et råd om at opsøge en lokal advokat, som måske kendte et smuthul.
Vi nænnede ikke at fortælle dem, at antallet af islamofober i Danmark er minimalt i forhold til tyskofober, hvis tankesæt blomstrer selv i ledende politiske kredse – senest udtrykt af by- og boligministeren, der i TV Avisen for et par uger siden opregnede skrækscenarier på det danske sommerhusmarked, hvis tyskere fik lov til at købe feriebolig i Danmark.
En vis fornuft dengang
Sommerhusreglen er fra 1973 og havde dengang en vis fornuft bag sig. Vesttyskland savnede nærmest desperat kystnære ferieområder. Men nu er Muren faldet, og de to tysklande genforenet, bl.a. med den følge, at tyskerne nu kan bruge flere hundrede kilometer dejlig strand i Nordtyskland, Polen og Baltikum.
Det er et sagligt argument for ændring, men man skal nok ned til problemets politiske kerne, dvs. de afgørende, irrationelle forestillinger i folkedybet og de herskende angst- og tvangstanker, der blokerer for en rationel tilgang.
Med andre ord: Vi må til Olsen Banden-film.
I en film fra begyndelsen af 1970’erne kæmper Olsen og konsorter en fortvivlet kamp mod ”Generalplan Danmark” – en EU-slyngelstreg af dimensioner.
Den sigter til at omdanne Danmark fra et selvstændigt, bredt producerende land til et turisthelvede for brovtende tyskere (vi kunne godt huske dem), og den danske befolkning omskolet til folkedansere, dresserede landsbytosser og andre funktioner i turistindustriens tjeneste.
I stedet for nedrivning
Når man lytter til nutidige politikeres afvisning af under nogen omstændigheder at drøfte, endsige ændre sommerhusreglen, fornemmer man, at tankegangen i filmen stadig lever, om end iklædt sociale slør.
Det bør ikke vare længe, før der kommer en dag, hvor danskerne genvinder den fulde ejendomsret over deres ferieboliger eller ferieboligegnede ejendomme, så de frit kan sælge til også tyskere, nordmænd, svenskere og polakker (de er vældig flinke og kultiverede mennesker). Det lokale næringsliv vil glæde sig til det. Indtil da kan samfundet betale nedrivningsentreprenørerne.
P.S. Vi er ikke i salgstanker – børnene står i kø for at overtage slægtssommerhuset.