Clausens lommefilosofi

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er svært at få rede på Tage Clausens ”Skyggen” i JP 2/4. Titlen er nærmest religiøs med sin påkaldelse af ydmyghed; ligeledes skildringen af universets storhed og menneskets lidenhed. Overraskende for læseren vender det hele pludselig rundt og bliver til en række nedladende antireligiøse udladninger, idet det forlyder, at kristendom (og andre religioner, må man gå ud fra) baserer sig på skrøner, ren opdigtet fiktion. Forfatteren hylder videnskabens resultater, men han giver sine egne udgydelser betegnelsen ”lommefilosofi”. Man er forvirret.

Lad mig uddybe lidt.

Den indledende skildring af universets forunderlige storhed minder til forveksling om beskrivelser i Det Gamle Testamente. Og hvad angår ”ydmygheden”, som universet fremmaner i Tage Clausen, har den vel i denne sammenhæng næsten religiøs karakter, for hvem eller hvad er han ydmyg overfor? Jeg spørger bare. For det kan vel ikke være over for en række roterende sole og kloder og et tomt rum, altså universet? Som tilføjelse til hans teori om skrøner kunne man vel også med rette sige, at ”ydmyghed” videnskabeligt set er kemiske processer i hjernen, der udlægges hos den enkelte som følelsen af at være lille og ubetydelig. Det er altså en skrøne. Hvad videnskaben forklarer kemisk, gør vi til en fortælling, noget fiktivt, som vi kalder ydmyghed. Og sådan er det hele vejen igennem. Kærlighed, glæde, had, religiøs tro, motivation osv.; det er skrøner det hele – kemi, som vi oplever som noget andet.

Clausens indskrænkede skrøne

Men det er nu engang den slags væsner, vi er som mennesker. Vi bygger vores liv op på skrøner. For mig at se er Tage Clausens skrøne fattig og indskrænket. Når jeg betragter stjernehimmelen og forfærdes, forundres og glædes over uendeligheden, er det, der slår mig, ikke så meget menneskets ubetydelighed. Det er jo i en vis forstand min (og alle andres) oplevelse, der betinger, at universet overhovedet findes.

Det ville ikke rigtig give nogen mening at tale om, at noget findes, hvis ingen ved det. Men jeg og alle andre bevidste væsner ved det. I mig og alle andre er universet blevet bevidst om sig selv. Er det ubetydelighed? Nej.

Det virkelig forunderlige, det, der slår mig allermest, er, at universets uendelighed gør, at alt er muligt. Læs igen: Alt er muligt! Hvis Tage Clausen læste de religiøse beretninger, som han kalder skrøner (i dette tilfælde de nytestamentlige påskeberetninger), en ekstra gang, ville han måske forstå, at det er det, de forsøger på at sige: Alt er muligt.

At alt er muligt, er måske også en skrøne, men spørg en videnskabsmand; han vil sikkert give mig ret.