Den afgørende ytringsfrihed
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Ytringsfrihed er Danmarks for tiden mest anvendte ord. Vi står alle vagt om den, og skåltalerne er storladne og hyppige – gerne ledsaget af alvorlige miner. Alt sammen jo glimrende. Fænomenet ytringsfrihed er en underlig størrelse, for den har på den ene side at gøre med, hvad man må bringe, og på den anden side, hvad man tør bringe; så fint beskrevet forleden af Jyllands-Postens ansvarshavende chefredaktør, Jørn Mikkelsen, da han ærligt tilstod, at JP p.t. ikke længere turde.
I Danmark sætter loven kun få grænser for ytringsfriheden og er i realiteten kun, at der ikke må opfordres til vold. Dertil kommer to straffelovsparagraffer, som dels har at gøre med blasfemi, dels med race. De to paragraffer bør vi i øvrigt snarest ophæve, men det er en anden historie.
Altså, i vort herlige land må man trykke, hvad man vil. Ingen statsmagt med skråremme kommer brasende ind på redaktionerne – hverken med henblik på at øve forhåndscensur eller for at straffe for noget, der har været bragt.
Når der så er sager, som redaktionerne har valgt ikke at bringe, er det enten ud fra en almindelig etisk vurdering som eksempelvis, at Kristeligt Dagblad beklageligvis ikke har en side 9-pige – eller som følge af frygt.
Det sidste har til skiftende tider været et livsvilkår for den frie presse. Chicago i 1920’erne og 1930’erne er et eksempel på, at pressen søgtes stækket. Journalisterne kunne ifølge lovgivningen aldeles frit skrive alt, hvad de lystede om Al Capone og hans mafia, men de døde bare så ofte kort tid senere. Ikke overraskende medførte de mange pludselige dødsfald, at de afdødes kolleger var mindre tilbøjelige til at skrive, hvad de lystede.
Redskaberne er til stede
Det er præcist det livsvilkår, den danske presse befinder sig i i disse år: At en islamistisk mafia styrer redaktionsmøderne – og ligesom Al Capone uden at være til stede. Når vi politikere så får spørgsmålet: Hvad skal der gøres? må svaret lyde, at vi allerede i høj grad har redskaberne, der skal til for at kunne komme mafiaen til livs; nu må vi bare til at benytte dem.
Hvornår har anklagemyndigheden sidst rejst tiltale mod ekstremist-imamer for opfordring til vold? Hvornår har man eksempelvis sidst tiltalt medlemmer af Facebook-grupper som ”Død over jøderne”? Hvornår har man forsøgt at ramme disse opviglere ad anden vej – for eksempel økonomisk? Hvornår har justitsministeren sidst forbudt islamistiske ekstremer som Hizb-ut-Tahrir og taget retssagen bagefter? Hvornår har regeringen stoppet moskébyggeri, som var finansieret af voldsforherligende regimer?
Det bør jo være læren af historien om Chicago, hvor civilsamfundet benyttede alle de muligheder, det havde – inden for lovens rammer – for at få kvalt mafiaen. Vi venter.