Er cirkelkaffeplakaten uanstændig?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Intolerant politisk korrekthed er ikke kun et svensk fænomen. En forsker i kunst- og kulturvidenskab ved Københavns Universitet, Mathias Danbolt, har opdaget, at den danske koloniale racisme har overlevet i det gamle købmandsbegreb ”kolonialvarer”, og at den berømte Sikker Hansen-reklame for Cirkel Kaffe er postkolonial racisme, fordi den bringer mindelser om slaveriet i kaffeplantager.

Plakaten, der er en del af den danske nationale kulturarv, fik i 2004 Klassikerprisen af Dansk Design Center med begrundelsen: »Den smukke sorte pigeprofil (...) får klassikerprisen for gennem 49 år at have bragt kunsten ind i den kaffedrikkende danskers hverdag. Cirkelpigen er dårende dejlig og enkel. Hun fungerer stadig perfekt efter hensigten her et halvt århundrede efter sin fødsel.«

Også i Deadline 4/1 mærkede man hensigten og blev forstemt. Her havde vært Jacob Rosenkrands en diskussion med kommentator David Trads, historiker Ulla Tofte og journalist Søren Villemoes om Danbolts fund af sprogligt danefæ fra kolonitiden.

Andre velkendte eksempler på ubevidst racisme blev bragt på bane af dette intellektuelle ”vogternes råd”: Vaniljesukkerets eksotiske indiske mandsprofil, Atamonflaskens kineser, Haribos sorte lakridsmasker og selvfølgelig ”negerbollen/-kysset”. Gamle danske børnesanges frimodige omtale af ”negre” fik også korrekthedens ”censurale” stempel.

Global anskuelsesundervisning

Vi børn i 1950’erne fik vores viden om afrikanske børns hårde vilkår netop ved at få disse sange sunget som godnatlæsning, og vi lå ikke under for den idealisering af det eksotiske slaveri, som sangene postuleredes at befordre. Tværtimod fik vi et uforglemmeligt indtryk af, hvor godt vi havde det sammenlignet med de stakkels sorte børn.

Det var global anskuelsesundervisning blottet for nutidens moraliserende og pædagogiserende pegefingre. Vi måtte gerne tænke selv, og det gjorde vi.

Afrikanske, kinesiske, indiske reklametegninger er lokalkoloristiske geografiske/etniske varemærker, og som sådanne adskiller de sig ikke fra velkendte danske brands, f.eks. pølsen Langelænder, det gamle bolsjemærke Kongen af Danmark, Bogøchokoladen og en øl fra Fur.

Hvad med jødekagerne?

I mange tilfælde værnes det lokale islæt ihærdigt som et patent, men skulle politisk korrekte franskmænd af den grund protestere over vores napoleonskager og østrigerne over mozartkugler?

Jøderne kunne krænkes over vores jødekager, bornholmere over Christiansøpigens kryddersild og randrusianere over Sikker Hansens flotte, men ”sexistiske” høstbinderskeplakat for Randers Rebslageri. Hans piberygende tobakspige-plakat burde vel for længst være makuleret.

Hvad med den lurmærkede smør, der vækker mindelser om vore forfædres brutale kolonisering af England, og det verdenskendte brand Bluetooth, der har navn efter vikingekongen Harald Blåtands legendariske evner for handel og kommunikation?

Pænhedens sterile rum

Er det noget, vi nu politisk korrekt bør skamme os over eller være stolte af? De afrikanske kakaobønder oplever lige nu en stigende global efterspørgsel efter deres kakaobønner – bør de skamme sig over plantagernes arbejdsforhold, der ikke er bedre end under de hvide koloniherrer, eller har de lov at være stolte af deres kakaodyrknings succes?

Skam få den, der tænker ilde derom, sagde hosebåndsridderne allerede i 1300-tallet: Intet er forargeligt i sig selv, men bliver det først hos den, der føler sig krænket. Men ingen bør være forarget på andres vegne eller som David Trads oven i købet kalde sin forargelse ”høflighed” over for de sårbare. Så bliver den påtvungne adfærd til sindelagskontrol og selvretfærdigt hykleri en tikkende bombe under pænhedens sterile offentlige rum.

Reklamehistoriens vidnesbyrd

Lad os ”skamløst” nyde reklamehistoriens vidnesbyrd om verden af i går, hvor industriprodukter blev kunstnerisk markedsført med andet end nutidens fantasiforladte logoer og sundhedsfokuserede varedeklarationer. Plakatsamlinger og museer bør dog nok passe ekstra godt på Sikker Hansens plakater nu, da moralens vogtere har lyst dem i band, som var de ”entartete kunst”.