Integrationen tog 12 år
En ikke usædvanlig historie om en udlænding, som måtte vente ca. 12 år for at kunne beskæftige sig med det erhverv, han var uddannet til i forvejen.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Folketingsvalget nærmer sig, og debatten om udlændinge kommer til overfladen igen. Jeg har læst i JP 16/12, at 60 pct. af danskerne mener, at manglende integration skyldes manglende villighed fra udlændingene selv. I denne forbindelse vil jeg skrive min egen historie.
Jeg kom til Danmark i december 1991, 27 år gammel og søgte asyl. Jeg fik asyl allerede efter tre og en halv måned. Jeg flyttede ind i en midlertidig treværelses lejlighed i Aarhus, som jeg delte med to andre familier, mens jeg ventede på at komme i gang med sprogundervisning.
Jeg kom på en venteliste, da der ikke var ledige pladser på sprogskolen. Jeg kom i gang med danskundervisning efter seks måneder. Sprogundervisningen foregik i et langsomt tempo, men jeg supplerede selv med avislæsning og alt andet, som jeg kom i nærheden af. Efter et år bestod jeg en afgangseksamen, som hed dansk profil 2.
Samtlige sygehuse sagde nej
Jeg talte med min socialrådgiver om mine kvalifikationer. Jeg var færdiguddannet sygeplejerske fra Iran, og min sagsbehandler hjalp mig med at søge autorisation som sygeplejerske. Sundhedsstyrelsen skrev tilbage til mig, at for at få dansk autorisation som sygeplejerske skal man have dansk på gymnasialt niveau.
Jeg undersøgte mine muligheder, og i samarbejde med min sagsbehandler ville jeg gerne ud på en hospitalsafdeling for at vise, hvad jeg kunne. Min sagsbehandler undersøgte det, men hun fik afslag fra samtlige sygehuse i Aarhus.
Jeg søgte derefter at komme i gang med danskundervisning på gymnasialt niveau, men her fik jeg igen at vide, at jeg først skulle igennem en 9.-10. klasses eksamen. Jeg tog en 10. klasses eksamen på VUC og søgte ind på Viby HF og Gymnasium. Jeg blev optaget og gennemførte en hf-eksamen og søgte om autorisation som sygeplejerske igen.
Rasende på alt og alle
Sundhedsstyrelsen afviste min ansøgning igen. Denne gang med begrundelsen at min uddannelse var forældet, da jeg ikke havde beskæftiget mig med erhvervet de seneste 10 år. Jeg var rasende på alt og alle, ikke mindst på systemet. Jeg havde to muligheder, enten at komme på passiv forsørgelse fra det offentlige eller finde arbejde.
Jeg har gjort det samme, som mange andre udlændinge gør her i landet, jeg købte en grønthandel. Jeg drev forretningen i halvandet år. Indtjeningen var o.k., men det var ikke lige mig. Jeg trives bedst med at udvikle mig hele tiden. Jeg solgte forretningen for at søge muligheden om at komme i gang med det erhverv, som jeg trives bedst med.
Optaget på sygeplejeskolen
Jeg søgte ind på sygeplejeskolen og blev optaget, men der skulle jeg vente i seks måneder for at komme i gang. Jeg søgte arbejde på et specialplejehjem for multihandicappede personer, Stefanshjemmet i Aarhus, som sygehjælper. Jeg trivedes godt i de seks måneder, hvilket bekræftede mig i, at det var den vej, jeg skulle gå.
På sygeplejeskolen fik jeg at vide, at jeg havde mulighed for at søge tre måneders merit, hvor jeg skulle sidde hjemme i min første praktikperiode og fortsætte med samme hold igen. Det sagde jeg nej tak til. Jeg har gennemført en sygeplejerskeuddannelse en gang til og var færdig i marts 2003. Samme måned blev jeg ansat i ungdomspsykiatrisk sengeafsnit i Risskov, hvor jeg stadig arbejder.
En tvivlende tilgang
Historien er ikke en usædvanlig. Det sker desværre for mange af min slags. Jeg manglede hverken evnen eller viljen til at integrere mig, men det tog mig alligevel ca. 12 år, fra jeg kom til landet, til jeg fik mulighed for at beskæftige mig med det erhverv, som jeg var uddannet til i forvejen. I de 12 år var jeg mere eller mindre på overførselsindkomst i stedet for at være med til at betale skat. Den del har jeg ikke haft så meget indflydelse på.
Jeg skulle ikke bare finde ud af at begå mig i et nyt land, men også kæmpe mod et system, som har modarbejdet alle mine bestræbelser for at integrere mig. Gennem årene har jeg mødt mange danskere, som var villige til at hjælpe mig, men også mange, som var skeptiske, inden de havde mødt mig. Netop denne tvivlende tilgang er en stor barriere for integrationen, især hos den del af udlændinge, som ikke er ressourcestærke.
Systemet fejler totalt
Jeg benægter heller ikke den manglende villighed til integration hos en del udlændinge, men her er der også et system, der har fejlet totalt. Politikere, den danske presse og danske myndigheder bærer et stort ansvar for, at integrationen er gået så skævt i landet, som den er gået. Der er masser af problemer på området, som den danske presse har været dygtig til at påpege, men næsten aldrig kommer med løsningsforslag til.
Hos politikerne har det været kutyme, at Dansk Folkeparti lægger ud, og de andre partier følger efter. Problemet er bare, at Dansk Folkeparti ingen interesse har i at løse de problemer, de peger på.
Det bedste, som Dansk Folkeparti har gjort, er at være med til at begrænse omfanget af indvandring og skabe en illusion om, at man kan slippe af med den del af indvandrerne, som belaster de offentlige kasser og har fjendtlige holdninger til vestlige værdier.
Ikke kun manglende velvilje
De andre politiske partier med Venstre i spidsen følger bare trop. Det har været til gavn for Dansk Folkeparti fra det ene folketingsvalg til det andet, og dette har gavnet Venstre til at få magten. Problemet er, at integrationsproblemet skal løses af alle andre partier undtagen Dansk Folkeparti.
Det er ca. 6 pct. af befolkningen, der er indvandrere fra ikkevestlige lande. Jeg er en af dem. Der er store problemer med integrationen, og tilknytningen til arbejdsmarkedet halter gevaldigt. Men det er ikke kun på grund af mangel på velvilje. Det er mere resultatet af en fejlslagen integrationspolitik.
Den danske presse har også spillet fallit, når det handler om at løse problemerne. Den ensidige fokus på problemerne har gjort, at befolkningen er blevet mere og mere skeptisk ved, om det nogensinde kan lykkes at integrere denne gruppe af indvandrere. Denne skepsis er en barriere for integrationen.
Der er talt om integrationsproblemer de seneste 20 år. Det er på tide, at man finder nogle løsninger på problemerne.