Endnu en gang: Hvordan skal Israel slutte fred?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Min kronik 24/11 om, hvordan Israel skal bære sig ad med at indgå fredsaftaler med palæstinensiske repræsentanter, som dels indbyrdes stræber hinanden efter livet, dels ikke vil anerkende Israels ret til at eksistere, har fremkaldt en del kommentarer.

Finn Nielsen mener 1/12, at min kronik var enøjet. Han beskriver selv Israel som præget af »korruption, krigsforbrydelser, apartheid, tortur, børnemishandling, hemmelige atomvåben, tvangsfordrivelser, terror, besættelser«. Man forstår, at listen ikke er udtømmende. Israel minder om Nordkorea. Ligesom det er umuligt for Israel at slutte fred med organisationer, der vil nationen til livs, er det umuligt at diskutere på Finn Nielsens niveau.

Enkel løsning

Carl Frederik Wiwe synes 2/12, at konflikten er meget enkel og nem at løse: Israel skal bare gøre indrømmelser. Israel har naturligvis ikke ubetinget ret i alt, hvad det foretager sig, men den jødiske stat har som alle andre stater en ubetinget ret til at eksistere. I dag er situationen den, at ikke alene Hamas, men en lang række andre islamiske terrororganisationer og stater med Iran i spidsen har som erklæret mål at udrydde Israel totalt.

Mange har åbenbart glemt, at den første tostatsløsning blev vedtaget af FN i november 1947 og accepteret af Israel, men forkastet af de arabiske ledere i Palæstina og af de arabiske stater. De grænser, der derpå blev en realitet efter de arabiske staters angrebskrig mod Israel, accepterede Palæstina-arabernes ledere aldrig.

Terror og trusler

I alle årene derefter var der terrorangreb og trusler om udslettelse som i dag. Staten Jordan annekterede hovedparten af det territorium, hvor en ny arabisk stat skulle have været, Egypten besatte Gaza. Dengang hørte man aldrig protester mod de to arabiske stater for ulovlig besættelse af palæstinensisk territorium.

Utrolig dobbeltstandard

I 1967 forsøgte de arabiske stater endnu en gang at drive jøderne i havet. Det førte til Israels besættelse af Vestbredden, Sinai og Gaza. Straks begyndte fordømmelserne at hagle ned over Israel for besættelse af fremmed territorium. Hvorfor denne utrolige dobbeltstandard?

Efter Israels fredsslutning med Egypten og rømningen af Sinai rømmede Israel under ledelse af den ”højreorienterede” Sharon også Gaza, som omgående blev forvandlet til en palæstinensisk terrorbase. Hvis Israel rømmede Vestbredden, ville Hamas også hurtigt etablere sig der på samme måde som i Gaza.

Jeg spørger derfor igen: Hvordan skal Israel slutte fred med folk, der i deres politiske program har Israels udryddelse som mål?

Stands pengestrømmen

Konflikten drejer sig fundamentalt ikke om territorier. Den bunder i arabisk-islamisk foragt for og had til jøder og den jødiske stat med basis i Koranen. Dette had prækes uafladeligt i moskéerne, i medierne og i undervisningen i skolerne – også de medier og skoler, som drives i Gaza og på Vestbredden af FN-organisationen UNRWA. Og som vi er med til at finansiere. Generation på generation indoktrineres med dette afsindige had, der får hårene til at rejse sig, når man læser og hører det.

Danmark kunne standse pengestrømmen til denne hadpropaganda og i EU og FN arbejde for UNRWA’s nedlæggelse. Det ville være et konkret bidrag til en løsning.