Tidsperspektiver på tyveri – 10 skridt tilbage og ét frem

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

En sidst i november-nyhed til nervøse husejere bekendtgjorde, at antallet af villaindbrud var faldet vistnok med 10 pct. Jo, en god nyhed, der blev begrundet i en målrettet politiindsats og en bedre sikring af parcelhusene. Det første er jo dejligt og sjældent, når det handler om gement tyveri, som ofte affærdiges med: »Det har vi ikke tid til, og vi skal jo prioritere« – en flittig anvendt ytring de seneste 10 år.

Og så det med at sikre sig – for nylig blev der givet et politisk bud på at nedsætte indbrudsfrekvensen, ved at fremtidens huse skulle forsynes med mere indbrudssikre vinduer og døre. Forsikringsfirmaer og sikringsbranchen var nok med indover, og det er o.k., og det lyder måske umiddelbart som en god idé. Måske kunne det også generere lidt arbejdspladser.

Efter Fort Knox-modellen

Det vil jo betyde en generel fordyrende boligudgift – og hvad er fremtidsperspektivet? Indbrudstyve er jo også kreative, og det vil nok højst kunne flytte aktiviteterne til andre områder, som f.eks. da min kone forleden kom hjem fra et mindre supermarked, hvor der havde været indbrud i to biler på p-pladsen i åbningstiden. Eller dagen efter – en avisnyhed om flere tyverier i en kirke og bilerne udenfor.

Men skulle man fortsætte ad sikringsvejen, ville næste skridt kunne være høje hegn og videoovervågning – Fort Knox-modellen, som der kan hentes idéer til i rockermiljøet. Skulle det gå helt galt, kan vi også indhegne parcelhuskvarterer og ansætte en portvagt. Og får vi det bare lidt ad gangen, ja så ser vi det nok som noget uafvendeligt.

Det er den udvikling, der allerede kan ses i det længere perspektiv, som nogle af os bærer på.

Bedre eftersyn af kassevogne

Omkring al kriminalitet er der noget, der hedder forebyggende indsats. Det er jo en kendt sag, at en meget stor del af de ubudne gæster kommer fra vores østlige EU-partnere. De har jo fri ind- og udrejse, ikke mindst fordi grænsekontrol stadig er en funktion, som i diskussion og virkelighed ikke er stueren.

Så forebyggende kunne være, at vi med tilstrækkelig politisk vilje kunne byde dem lidt mindre velkomne og kigge dem bedre efter i kassevognene, når de kommer til – og når de forlader landet. Her må politi og toldere desværre også alt for ofte anerkende, at mormors arvesmykker og Pedersens tv-apparat er noget, de har erhvervet sig på lovlig vis – bevisbyrden ligger hos myndighederne.

Ét er ord i mund

Vi er ikke i EU så ens, at f.eks. dansk lovgivning, straf og forhold under afsoning passer til alle landes borgere. Danmark er et land, hvor der er meget at stjæle, og straffen betragtes ikke som afskrækkende, fordi vi har opbygget et humanistisk syn også på afsoning, som passer til det niveau, vi har udviklet vores samfund til, men ikke nødvendigvis passer til alle andre kulturer.

Hvorfor skulle de ikke drive forretningen videre, når de igen står under åben himmel?

Nogle danske politikere har i årevis udtalt, at de ville arbejde for strafafsoning i respektive hjemlande. Det ville utvivlsomt have en effekt – men ét er ord i mund – om arbejdet er gjort, vides ikke, men det har foreløbig ikke sat synlige spor. Måske er det ligesom EU’s dobbeltparlament, som er et andet skræmmende eksempel på tillid til politikernes handleevne.

Skal man se problematikken i det helt store perspektiv, må man nok bruge den forhadte bemærkning fra os lidt ældre: »Da jeg var barn/ung« – da låste vi kun døre, når vi tog på ferie – i takt med nye tider blev de låst, når vi forlod boligen. Nu bliver de også låst, hvis vi er hjemme.

Senest er der store bestræbelser på at få os til at investere i yderligere former for sikring. Set i det lys er aktuelle 10 pct. nok et skridt frem af de 10, som vi er taget tilbage i kriminel retning de seneste mange år.

Angstfremkaldende fremtid

Man må spørge, om det er en naturlov, at kriminaliteten udvikler sig i takt med al anden udvikling – i så fald venter en usikker og angstfremkaldende fremtid for borgerne og en gylden fremtid for sikringsbranchen, hvis ikke vi evner at reagere ordentligt på problemerne. Det omvendte havde været bedre.

Problematikken er blevet en svær konkurrent til vejret, når der skal findes emner til samtalerne på villavejene. Foreløbig må vi nok forvente, at landets illegale eksport af vores private arvestykker fortsætter, dog med minus 10 pct., hvis området fortsat prioriteres.