Hvad er politisk korrekthed?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Med fare for at blive beskyldt for at tilhøre den store flok af kulturrøde, politisk korrekte samfundsdebattører, som Benny Kurt Andersen skriver om i JP 26/11, vil jeg gerne være med til at søge klarlagt, hvad ”politisk korrekthed” egentlig er for en størrelse.

Sven B. Nielsen skriver i et indlæg i JP 16/11 om den politiske korrektheds rødder, men fremsætter ikke nogen klar definition af, hvad han mener med udtrykket.

Der nævnes ingen navne på politisk korrekte personer, og der gives ingen citater, der udtrykker politisk korrekthed på nogen klar måde.

Når BKA omtaler SBN’s indlæg som ”aldeles fremragende”, er det derfor nok snarere udtryk for enighed end for anerkendelse af et bidrag, der bidrager til forståelse og klarhed. Læser man SBN, BKA og et tredje indlæg om emnet i JP 23/11 af Réne Kristensen indgående – sådan som BKA opfordrer til – får man det indtryk, at politisk korrekthed dækker over nogle bestemte politiske holdninger, der deles af en bestemt gruppe mennesker, og som har en helt bestemt funktion i den offentlige debat.

De politisk korrekte holdninger omtales generelt i de tre indlæg som ”røde” og ”venstreorienterede”. Mere konkret anfører SBN, at kernen i den politiske korrekthed er, at almindelige menneskers meninger og livsstil er højst upassende.

Folket lever forkert

Folket fremstilles som racister, der er onde mod muslimer. Folket lever som svin, der spiser, drikker og ryger forkert. Desuden rummer den politiske korrekthed skrækpropaganda om miljø- og klimaspørgsmål. Den politiske korrekthed synes med andre ord at være udtryk for en nedladende holdning, der rummer en ringeagt for anderledes tænkende og handlende og en bedrevidende overlegenhed. Hvad der er specielt venstreorienteret, er derimod mindre indlysende. Påstanden om politisk korrekthed synes snarere at være et udtryk for, at der tages afstand fra holdninger, som man ikke deler, og som man finder, er for dominerende i den offentlige debat.

Hvem er så de mennesker, der angiveligt har disse politisk korrekte holdninger?

Det er efter BKA’s opfattelse en rød overklasse af »veluddannede mennesker med et solidt sugerør i statskassen«, og med BKA’s formulering er det »ansatte eller selvbestaltede samfundssnyltere … (der) lever af de skræmmebilleder og luftkasteller, som de med deres veltalenhed … har fået usikre danskere til at tro på.«

Ud over den akademiske baggrund og offentlige ansættelse i gode stillinger er bestemmelsen ikke videre præcis. Man får i den forbindelse ikke megen hjælp fra BKA, der ikke nævner konkrete eksempler på, at ”kendisser og politikere” går imod den politisk korrekte trend. Der er tale om en temmelig bred bestemmelse af ”venstreorientering”, idet Politiken og Information omtales som ”røde” aviser (BKA). Der er videre en snert mod læger og forskere i hvide kitler (RK), men det udtømmer vist ikke kredsen. Da det vel ikke er sådan, at det er absolut alle offentligt ansatte akademikere, der er ”politisk korrekte”, må personkredsen formodentlig indsnævres til dem, der offentligt fremsætter de anførte holdninger. Men er det enkeltpersoner eller repræsentanter for en bestemt samfundsgruppe?

Den røde overklasse

Endelig tillægges de politiske korrekte en bestemt hensigt, nemlig ikke blot økonomisk at sikre sig gode økonomiske vilkår, men navnlig at udøve politisk magt. Den politiske korrekthed er den røde overklasses middel til at holde folket nede, siger SBN. Den politiske korrektheds tyranni rummer et ønske om at fremme egne økonomiske og magtmæssige interesser under dække af omsorg og kærlighed til næsten, siger RK. Nu er det altid vanskeligt at bestemme, hvilke motiver mennesker har for at fremsætte bestemte udtalelser, så det er svært at komme meget længere end til at konstatere, at der er tale om en fortolkning af, hvad de politisk korrekte har til hensigt.

Hvis denne afgrænsning af den politiske korrekthed er rigtig, må man indtil videre konstatere, at der ikke fremlægges nogen dokumentation for forekomsten af dette fænomen i virkelighedens verden, altså om der rent faktisk findes en gruppe mennesker med netop de angivne holdninger og hensigter.

”Dem” og ”os”

Derimod er der ingen tvivl om, at der i befolkningen findes forestillinger om eksistensen af dette fænomen – forestillinger om en noget ubestemt konflikt og modsætning mellem eliten og massen, mellem ”dem” og ”os”.

Hvor mange mennesker der deler disse forestillinger, og hvor konkrete, klare og velbegrundede disse forestillinger er, er indtil videre uafklaret.

Jyllands-Posten kunne bidrage til en afklaring ved at stille en tilfældig stikprøve af borgere en række spørgsmål, der mere præcist kunne bestemme, hvad der menes med politisk korrekthed, og hvor mange der deler denne opfattelse.

Et negativt slagord

Indtil det er sket, er det bedste bud nok, at der er tale om en forholdsvis løs gruppe af borgere, som mere eller mindre bevidst har en afvisende holdning – og for nogles vedkommende måske ligefrem et had - til mennesker, som de er uenige med, men ikke ønsker eller evner at gå i direkte dialog med.

”Politisk korrekthed” synes for disse mennesker at fungere som et negativt slagord, der er så tilpas bredt og ubestemt, at det dækker over alt det, som man tager afstand fra.

Man kan derfor kun på linje med SBN opfordre disse borgere til mere konkret at sige, hvad de mener; ikke være bange for at dumme sig, som RK anfører; og tale og skrive imod de synspunkter, der tillægges de politisk korrekte, som BKA fremhæver.

Det vil kunne højne den offentlige debat og bidrage til en demokratisk dialog mellem folket og eliterne.