En politisk forbandelse gennemsyrer klimadebatten

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der er gået politik i klimaet. Menneskeskabt klima vel at mærke. Man må sige, at opfindelsen af menneskeskabt klima har været en succes for miljøbevægelsen, journalister og politikere. Men næppe vil den holde ret længe. Den virker noget slidt.

Men lige nu er klimafrygten fremme. Danmarks Radio gejler dagligt stemningen op. Det sker altid, når FN afleverer en rapport om klimatilstanden og i særlig grad under de store klimakonferencer. Det skal alt sammen stå slemt til. Lad det være sagt med det samme. Menneskeskabt klima er et politisk fænomen, der er blevet til i intellektuelle kredse. Det begyndte i USA.

FN tog affære

I 1970 kunne man læse i tidsskriftet Newsweek, at en ny istid var i sigte. Det blev fulgt op af økologen Kenneth Watt. Verdens gennemsnitlige temperatur ville falde 11 grader inden år 2000, hævdede han. Washington Post hoppede på vognen i 1971: »I de næste 50 år vil det fine støv, som mennesker udleder i atmosfæren ved at brænde fossile brændstoffer, afskærme så meget af solens lys, at Jordens gennemsnitstemperaturer kan falde med seks grader. Fortsatte udledningen over ti år, kan det være nok til at starte en istid«.

Alligevel blev panikken for en ny istid overtrumfet af panikken for en varm fremtid.

FN tog affære. Året er 1988. En række år deromkring var nemlig kendetegnet ved høje temperaturer i USA. Nu lød budskabet sådan: Den globale opvarmning er menneskeskabt. Denne påstand greb øjeblikkelig om sig i boglige miljøer, og den er stadigvæk kørende.

Kapitalismens udledning

IPCC er utroværdig. Alt for mange levebrødsforskere får adgang til FN-panelet. Klimaforskeren Michael Mann er en af dem. Sammen med to andre forskere fik han optaget et indlæg i det respekterede magasin Nature. Det blev påstået, at klimaet på den nordlige halvklode havde været konstant fra år 1000 til begyndelsen af 1900-tallet. Derefter steg temperaturen drastisk. Grafisk kom figuren til at ligne en ishockeystav. Den fik snart betegnelsen Climategate. Værre var det, at Michael Mann-gruppen øvede stor indflydelse på IPCC.

Men hvordan kunne den drabelige temperaturstigning finde sted? Michael Mann og konsorter gav den ikke overraskende forklaring, at temperaturstigningen skyldtes kapitalismens drabelige udledning af CO2. Der skulle altså ikke før 1900-tallet have forekommet klimaforandringer.

I 2009 blev det engelske universitet East Anglia udsat for en intens kritik. En anonym hacker offentliggjorde flere tusinde mails og andre dokumenter i en periode over 13 år. De åbenbarede mails afslørede, at en sammentømret gruppe af britiske og amerikanske forskere i årevis havde udfoldet en verdensomspændende alarm om global opvarmning. Denne gruppe understøttede Michael Manns ishockeystav. Afsløringen skabte naturligvis et kraftigt røre, ja, nærmest chok i videnskabelige kredse.

Klimaforskerne ved East Anglia ville heller ikke frigive deres egne informationer. De nægtede kort sagt at lade andre klimaforskere få adgang til deres data eller computermodeller. Instituttet for klima skal i nogle tilfælde have mørkelagt manipulerede bevismomenter, navnlig i forbindelse med hockeygrafen. Her er der unægtelig tale om videnskabelig uredelighed.

Heldet er med os

En politisk forbandelse gennemsyrer klimadebatten. Glem ikke, at medlemslandenes politikere og embedsmænd også taler med om klimarapporternes udformning. Klimaforandringer er naturens orden. Klimatisk set er heldet med os. Vi befinder os i en periode med klimaforbedringer. Det bør vi være glade for. Men et opgør med klimaløgnen er absolut nødvendig.