Taliban i Mariager

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er rystende, at et lesbisk par nu bliver nødt til at flytte fra Mariager på grund af deres seksualitet. Igennem længere tid har ukendte gerningsmænd chikaneret dem. Desværre har chikanen været religiøst motiveret. Bibelcitater og hundelort er parret blev udsat for. Kors er malet på børnenes skab i børnehaven.

Jeg tager som præst i folkekirken, og som religiøst menneske, dyb afstand fra dette. Kristendommen skal ikke bruges til at forfølge folk på grund af farve, seksualitet eller noget som helst andet. Så er det sagt!

Vi ser rundt om i verden en stigende religiøs fanatisme. Taliban, IS og hvad de nu hedder alle sammen. Religiøse bevægelser, der finder et fællesskab ved at udstøde og forfølge andre. Hvordan kan sådanne fællesskaber opstå? Logikken er helt simpel, og vi kender den fra skolegården. Man hakker på dem, som er anderledes og i mindretal. På den måde kan man hævde sig selv og få en identitet.

Kristendommen har et andet budskab. I lignelsen om den barmhjertige samaritaner fremhæver Jesus en af de udstødte som en helt. En mand overfaldes og ligger hårdt såret i grøften. Præsten og de fine folk rider forbi. Men samaritaneren, datidens perker, hjælper manden. På den måde bliver perkeren en næste for den nødstedte mand. Et andet sted siges det, at vi ser splinten i vores broders øje, men bjælken i vores eget ser vi ikke.

Lad det være udgangspunktet for det kristne fællesskab: at vi indser vore egne fejl. Lad os være et fællesskab af syndere, der alle sammen har fejlet og dermed står lige over for Gud. Sådan må det være på det personlige plan, og sådan må det være som fællesskab. Vi kan ikke have et kristent fællesskab, hvor vi samles om at fordømme andre og slet ikke forfølge dem. Vi skal i stedet være et åbent, imødekommende fællesskab, der samles om Kristus.

En del af den kristne selvransagelse er, at vi indser, at vi også har fanatismen i os. Vi har også en talibaner i hjertet. Vi har også stået i skolegården og slået og spyttet på dem, der er anderledes. Ofte ser vi splinten i andre religioners øje, men bjælken i vores eget øje ser vi ikke. Men kristne ekstremister findes desværre også. Vi efterlyser, at muslimerne tager afstand fra deres fanatikere. Jeg vil hermed gerne tage afstand fra den/de kristne talibanere i Mariager. Ikke i min religions navn!