Oksbøl: Koncentrationslejr, fangelejr eller flygtningelejr?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Anne Marie Lebech-Sørensen er i sin omtale (JP 22/10) af 1864-reaktionerne ikke tilfreds med, at jeg i kronikken ”Tyskerhad, 1864 og nationale tabuer” (JP 18/10) omtaler Oksbøl-lejren som en »regulær koncentrationslejr«. LebechSørensen kalder min omtale tendentiøs – hvorefter hun i samme sætning nævner Nazitysklands udryddelseslejre, Neuengamme og Dachau, som om jeg har foretaget den sammenligning.

Det har jeg ikke. Oksbøl-lejren var selvfølgelig ikke en udryddelseslejr, men i en periode en koncentrationslejrlignende fangelejr med sult, tyfus-epidemier og livsfarligt tvangsarbejde.

Faderen endte som fangevogter

Jeg har især min opfattelse fra min far, der umiddelbart efter Befrielsen blev sat til at være fangevogter i Oksbøl-lejren. Fra realskolen på Læsø kom min far på seminariet i Haderslev i 1943, hvor han kom med i modstandsbevægelsen. I 1944 blev han stukket, men slap fra de soldater, der skulle anholde ham, og måtte derfor flygte over hals og hoved.

For ikke at blive anholdt i toget tog han cyklen den lange vej til Frederikshavn, kom med en kutter til Østerby på Læsø, hvor han skjulte sig. Herfra kom han til Hønø ud for Gøteborg. Efter to måneders internering i en fangelejr sammen med mange flygtninge fra Baltikum kom han omsider i Den Danske Brigade i Blekinge og godt et halvt år senere hjem med brigaden natten til 5. maj 1945.

Efter kort tid i det befriede København blev min far indkaldt til hæren og beordret til Oksbøl for at agere fangevogter.

Mareridt resten af livet

Fra tiden som fangevogter i Oksbøl-lejren havde min far mareridt resten af livet. Han fortalte bl.a. om forbuddet mod ”fraternisering” og de hårde straffe, myndighederne tildelte de folk på egnen, der af medlidenhed havde kastet mad, tøj og medicin over pigtrådshegnene til de sultende flygtninge.

Der udbrød tyfus i lejren, og et stort antal tyske børn døde. Lægeforeningen havde forbudt medlemmerne at behandle tyske flygtninge. Død og lemlæstelse overgik også mange kvinder og mænd, der med en riffel i ryggen blev sendt ud på Skallingen og andre steder for at rydde strandene for landminer.

Forholdene i Oksbøl-lejren blev sikkert bedre i løbet af sensommeren 1945, men man kommer næppe uden om, at flygtningene var spærret inde bag pigtråd, ikke måtte have kontakt med folk udenfor, sultede, blev syge af tyfus, blev tvunget til livsfarligt tvangsarbejde, og at mange døde af det.

Jeg har som Lebech-Sørensen også mødt flygtninge, der ikke oplevede Oksbøl som en koncentrationslejr, men som en fangelejr, bl.a. en lettisk geologkollega i Riga. Som andre lettiske officerer havde han samarbejdet med tyskerne mod russerne, og han flygtede derfor vestpå, da russerne kom.

Han kom først til Oksbøl-lejren i efteråret 1945, da det værste tyskerhad havde lagt sig. Han var dog især glad for, at han ikke flygtede til Sverige, der internerede og efter Tysklands nederlag udleverede flere tusinde flygtede tyske og baltiske soldater og civile til Stalin – heraf mange til umiddelbar henrettelse.

Grufuldt og folkeretsstridigt

Læs P.O. Enquists ”Legionärerna” (filmatiseret som ”Baltutlämningen”), og se hvor voldsomt, grufuldt og folkeretsstridigt selv det neutrale Sverige behandlede internerede baltere, der efter Ribbentrop-Molotov-aftalen om delingen af Østeuropa havde sat sig til modværge mod Sovjetunionens annektering af de baltiske lande og dele af Polen.

Selv om man ofte kan have sine tvivl om det politisk korrekte Sveriges egentlige motiver, tvivler jeg ærligt talt på, at det netop befriede Danmark behandlede tyske og tyskallierede flygtninge bedre end det neutrale Sverige. Som flygtning og interneret i Sverige og fangevogter i Danmark var min far i hvert fald ikke i tvivl om, at danskernes behandling af tyske og baltiske flygtninge var mest umenneskelig.