Vi tænker med to halvdele

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hvordan får vi det til at hænge sammen i hovedet? Med den ene hjernehalvdel begræder og frygter vi IS’ og Assads hærgen – i medlidenhed med ofrene og i frygt for, at barbariet skal brede sig. Med den anden vil vi ikke give de mennesker, der i flugten fra barbariet er nået til Danmark, lov til at få deres børn med. Hvorfor? Fordi 20.000 syriske flygtninge om året åbenbart er grænsen for, hvad et land som Danmark kan klare.

Det er det samme antal, som det fattige Jordan sidste år modtog – om ugen – vel at mærke inden flygtningestrømmen nåede sit højeste: Nu er flere end tre millioner syrere flygtet ud af landet.

Medlemmer af folkekirken

Knap 80 pct. af Danmarks befolkning er medlem af folkekirken – endnu flere er døbt. Og det vil sige at skulle leve med ekkoet af en mand, der for 2.000 år siden hævdede, at det afgørende i livet er, hvordan vi forholder os til den syge, den fremmede, den sultne, den fængslede. »Alt, hvad I vil, at andre skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem«, citeres Jesus for i Matthæus-evangeliet.

Hvordan har vi fået bildt politikerne ind, at de ikke vil blive genvalgt, hvis de lukker mennesker på flugt ind i vores fredelige, sammenhængende, velnærede land? Hvordan har politikerne fået det indtryk af os, at vi hellere vil, at den lillebitte del af flygtningene, der er nået igennem nåleøjet til Danmark, skal leve et år adskilt fra deres børn, end der skulle komme tal på forsiden af aviserne, der viser en stor stigning af asylansøgere i Danmark? Hvorfor har vi bildt politikerne ind, at vi er så smålige? Når vi ved, at verden brænder om os? Skulle det ske, hvad Gud forbyde, at krigen også kommer til Danmark, tør vi så håbe på, at nogen vil tage imod os og vores børn? Jeg spørger bare.