Falmende stjerners dobbeltmoral
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Der er en mærkelig dobbeltmoral omkring offentligt kendte mediestjerner. Når det går fremad og opad, er der ikke det, de ikke vil gøre for at komme i de kulørte mediers søgelys for at holde succesen gående, men når stagnationen og nedgangen viser sig, bliver stjernerne ofte modvillige, indtager en offerrolle og vil have fred.
Men er man først i mediemøllen, kan man ikke bare melde sig ud igen, når det passer en. Udmeldingen sker, når det passer medierne, og der ikke er mere at ”malke”.
Så det er udtryk for himmelråbende dobbeltmoral, når falmende mediedarlings såsom Morten Helveg Petersen, Line Baun Danielsen, Casper Christensen, Naser Khader m.fl. fremstår dybt forargede og retfærdighedskrævende i den verserende sag om frembringelsen af privatbetonet nyhedsstof til det kulørte ugeblad Se og Hør.
Selv om frembringelsen af nyhedsstoffet er under al kritik, er den vel under ingen omstændigheder overraskende, al den stund bladet ofte har efterlyst tip vedrørende diverse kendisser.
Det er nu engang sådan, at ”Money makes the world go around”.
Et eller andet sted havde man vel forestillet sig en mindre organiseret og tilfældig efterretningsvirksomhed uden misbrug fra firmaer som Nets, men det er nu engang sådan, at ”Money makes the world go around”. Så det er derfor også den måde, Se og Hør og redaktionelle rovdyr som Henrik Qvortrup og måske især Kim Henningsen og mangen bestikkelig og betroet medarbejder tilsyneladende har arbejdet efter, og det er sikkert kun toppen af isbjerget, vi oplever.
Fornyet opmærksomhed
Så når de nævnte stjerner står forargede frem, kan man nemt få det indtryk, at det er for atter at få en lejlighed til at stå frem med et: »Nå, kan I huske mig?« og i et forargelsens lys renvaske sig selv og skabe ny opmærksomhed om sig selv med henblik på en mulig tilbagevenden til det søgelys, der er slukket for tiden.
Morten Helveg Petersen har de seneste år gemt sig hos Danske Medier, men vil nu gerne i EU-Parlamentet, men det er jo nærmest umuligt at gøre opmærksom på sig selv derom, da EU-valg ikke interesserer menigmand.
Line Baun Danielsen var et stort navn på henholdsvis TV 2 og DR i 1990’erne og 00’erne, men er i dag reduceret til oplæser på TV 2/Lorry.
Drevet frem af medierne
Casper Christensen er i den grad drevet frem af medierne i 1990’erne og 00’erne med fladpandede tv-serier som ”Langt fra Las Vegas” og ”Klovn” og et par spillefilm, hvoraf den seneste floppede fælt ved kasseapparaterne.
Endelig er der den højt profilerede partispringer Naser Khader, der de seneste år er reduceret til medlem af den konservative tænketank Hudson Institute og har kunnet ses i eksempelvis omvendelsessagen om den noget sølle, glemte imam Ahmed Akkari, som ekspertvidne i den verserende borgerkrig i Syrien, og endelig kan man tage på rundrejse med ham som turguide og kaffebrygger i Israel.
Se og Hør-skandalen skal for en dag, men skal bedagede og falmede kendisser have en ny renæssance, skal det ske i form af fornyede kvaliteter og ikke via tuderi over umådeholdent, selvansvarligt ophold i de kulørte ugeblade. Det er de selv ude om.