Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her

Ingen tillid til lægerne

Artiklens øverste billede

Tillid kunne være godt, men kontrol er bedre. Det synes at være den nye politiske parole, der blæser over landet i denne tid. Med Moderniseringsstyrelsen som sværd i hånd har regeringen blæst til kamp, nu skal der handles og ikke forhandles, vi skal have reformer, og det skal gå hurtigt. Lærerne fik ikke et ord at skulle have sagt, men blev tromlet ned. Forhandlinger var der aldrig tale om, kun ultimative krav som var ganske uspiselige for lærerne. KL havde ingen reel motivation for at søge kompromisser i samarbejdets ånd, for regeringen havde for længst givet dem fuld rygstøtte.

Når man tromler over folk, når man fratager dem indflydelse på deres arbejdsvilkår og ikke viser almindelig respekt, mister folk gejsten.

Nu er det familielægernes tur. De fik sidste efterår et ultimatum, som var mindst lige så uspiseligt, og heller ikke her har der reelt været lagt op til egentlige forhandlinger. Vi ser det samme mønster, nemlig at regeringen på forhånd har givet regionerne rygstøtte og dermed frataget dem ethvert ønske om at genoptage forhandlingerne med lægerne.

Ender i dårligere kvalitet

Konflikten mellem regioner/regering og de Praktiserende Lægers Organisation har mange nuancer, men en ting er sikkert. Det handler i meget høj grad om styring og kontrol. Når 95 pct. af landets familielæger er klar til at aflevere deres ydernummer, så er det, fordi der virkelig er fare på færde.

Der bliver i disse år lagt flere og flere opgaver fra de dyre hospitaler ud til den mindre dyre primærsektor, og det vil politikerne gerne fortsætte med, dog uden at tilføre primærsektoren de nødvendige ressourcer for at kunne løfte denne opgave. Det må nødvendigvis give mindre tid til patienterne og dermed en dårligere kvalitet.

En anden anke fra familielægernes side er, at politikerne nu vil kunne kontrollere de enkelte konsultationer på cpr-nummer-niveau. Hvor blev tavshedspligten lige pludselig af?

Pengegriske læger

Mange anfører, at det i høj grad handler om penge. Selvfølgelig er der penge involveret, men de 3.600 danske familielæger får i gennemsnit en løn svarende til en hospitalsansat overlæge, og det koster kun 1.400 kr. pr. dansker om året at have adgang til en familielæge samt være dækket af vagtlægeordningen. Det er ikke mere, end hvad mange betaler for deres hundeforsikring. På trods af dette skaber politikerne myter om de pengegriske familielæger, som kun tænker på at skrabe til sig.

Det, som familielægerne primært er utilfredse med, er, at de reelt bliver sat uden for indflydelse i forhold til deres fags udvikling og deres arbejdsforhold i fremtiden. Er det, hvad vi ønsker os, for noget der er så vigtigt i vores dagligdag som vores familielægeinstitution? At centrale, veluddannede, kompetente og engagerede fagpersoner i vores samfund sættes uden for indflydelse til fordel for politikere og embedsmænd?

Glemmer det menneskelige

Politikerne glemmer imidlertid en vigtig ting – den menneskelige faktor. Når man tromler over folk, når man fratager dem indflydelse på deres arbejdsvilkår og ikke viser almindelig respekt, mister folk gejsten. Motivationen, energien, arbejdsglæden og entusiasmen forsvinder. Og det er fuldt forståeligt. Desværre rammer det så på sigt skoleelever, patienter og andre, som har med de berørte faggrupper at gøre, og det bør politikerne virkelig kære sig om.

I min 35-årige valgkarriere har jeg aldrig sat mit kryds ved andre end de nuværende tre regeringspartier, og i de 10 år under Anders Fogh og Lars Løkke drømte jeg sammen med mange andre om et regeringsskifte hurtigst muligt, men allerede nu er jeg nået dertil, hvor jeg igen ønsker mig et regeringsskifte. Til hvad? Til en regering, der gør, hvad den har lovet sine vælgere ,og som ikke giver kommuner og regioner rygstøtte til at stille ultimative krav i forestående forhandlinger.

Regeringen skal tro på og respektere, at man opnår de bedste løsninger gennem reelle forhandlinger med de faggrupper, der har med tingene at gøre. Og endelig en regering, hvor politikerne tør tale åbent og direkte om deres beslutninger og holdninger uden at pakke deres tiltag ind i indholdsløse, floskelagtige og til tider direkte forkerte svar på tiltale. Farven på regeringen er fuldstændig underordnet, så meget har Thorning og co. lært os.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.