Bag om Israels bosættelsespolitik

Israels bosættelsespolitik i Judæa og Samaria (Vestbredden) og Israels politik i de administrerede områder udsættes ofte for kritik. Der har således bredt sig den opfattelse, at de israelske bosættelser er ”ulovlige” og en forhindring for forhandlinger. Det er også et udbredt synspunkt, at Israel skal presses til at forhandle. Det er af mange grunde forkert.

Det er derimod rammende, når præsident Barack Obama under sit netop gennemførte besøg i Jerusalem har påpeget, at de meget omdiskuterede bosættelser er fuldkommen irrelevante for mulige forhandlinger med henblik på en tostatsløsning. Hvis man skulle nå frem til en sådan løsning, vil den i sagens natur skulle bygge på sikre og anerkendte grænser.

Det vil betyde, at en kommende arabisk Palæstina-stat og Israel gensidigt må anerkende hinanden og deres grænser. Det må indebære, at Israel formentlig rømmer samtlige bosættelser beliggende på en evt. Palæstina-stats område.

Akkurat som tilfældet var med Gaza. I modsat fald bliver der formentlig ingen aftale. Man kan også have svært ved at forestille sig, at ret mange jøder ville ønske at bo i en fremtidig arabisk Palæstina-stat.

Det er næppe heller rigtigt at påstå, at de eksisterende bosættelser er ”ulovlige”. Påstanden tager udgangspunkt i en Geneve-konvention, der siger, at man ikke må påbegynde en kolonisering af en anden stats område, blot fordi man har fået kontrol med dette område i forbindelse med en militær konflikt, men det er heller ikke det, der er tale om i forbindelse med de israelske bosættelser. De anlægges på et omstridt, men statsløst område.

Jødernes gamle historie

Jøder har en meget gammel historie i området og har altid kunnet bygge og bo der, når bortses fra den kortvarige jordanske okkupation fra 1948 til 1967.

I forbindelse med Det Osmanniske Riges opløsning ved Første Verdenskrigs afslutning i 1918 overgik området til at blive et britisk mandat under Folkeforbundet, der samtidig gjorde Balfour-deklarationen fra 1917 til en del af international ret. Den Balfour-deklaration, der gør Palæstina til et nationalt hjemsted for jøderne. Hele det arrangement videreførtes under FN. Ingen stat gør i øvrigt i dag krav på området, heller ikke Jordan.

Man kan være uenig i den israelske bosættelsespolitik af andre grunde, men man kan ikke påstå, at jøder har mindre ret til at bygge og bo i Judæa og Samaria end palæstinensere. Påstanden bliver ikke mere rigtig af, at den bliver fremført af fhv. danske udenrigsministre. Man kan snarere sige, at diskussionen om bosættelserne bliver brugt som undskyldning fra palæstinensisk side for ikke at gå ind i seriøse forhandlinger om fred og anerkendelse.

Et 10 måneder langt byggestop

For ikke længe siden gennemførte premierminister Natanyahu et 10 måneder langt byggestop i forbindelse med bosættelserne. Det skulle lette forhandlingerne. Den palæstinensiske præsident Abbas indfandt sig først i den 10. måned. Det kom aldrig til en forhandling. Israel har mindst to gange i nyere tid tilbudt palæstinenserne hhv. 97 pct. og 100 pct. af Vestbredden med Østjerusalem. Det skete under hhv. Ehud Barak og Olmert.

Hvordan kan en fred se ud?

Betingelsen var en formel anerkendelse af Israel og fred med Israel. Forslagene blev afvist af Arafat. Hvorfor? Fordi Arafat ikke ville anerkende Israel som en suveræn jødisk stat. Det er det, der er problemet. Til denne dag har vi ikke set et eneste palæstinensisk forslag til, hvordan en fred med Israel kunne se ud.

I stedet hører vi regelmæssigt udtalelser som denne i palæstinensisk tv: »Vor krig mod dem, der stammer fra aber og svin, er en religiøs krig. Længe leve Fatah.«(PA.TV 8/1 2012.)