Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Ordet perker er stødende

Debatten om, hvorvidt "perle" er en skjult politikode for "perker", har nu taget en bemærkelsesværdig drejning, som det er særdeles vigtigt at tage stilling til: Er "perker" nu også et nedladende ord? Se Erik B. Madsen: ”Et ganske normalt ord” og M. Bach Nielsen: ”En sær strid om et ord” - begge 28/01 2009.

Jeppe Fogtmann, formand for Center for Positiv Integration, Jellingegade 7, st., København Ø

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Ja, sproget er en abstrakt og svær størrelse at gøre sig begribelig. Ordenes mening og dybere lag defineres i høj grad af brugerne; af os, som bruger det dagligt.

Om "perker" er stødende eller ej, er således for længe siden defineret i gentagen og konkret anvendelse af ordet, hvilket er opsummeret af Dansk Sprognævn. Før vi når til nævnets konklusion, vil jeg dog kort tilbyde mit eget bud på, hvorfor "perker" både er nedværdigende og stødende.

Bekvemmelighedsord
"Perser" og "tyrker" har begge andel i "perker", som således ikke betegner et egentligt folkeslag eller nation, men er taget i brug som et bekvemmelighedsord for danskere, som ikke ønskede eller formåede at skelne mellem de nye borgere i Danmark.

Ordet i sig selv var altså tomt fra begyndelsen, men vi har siden formået at fylde betydning på, således at "perker" nu opsummerer og sammenfatter fordomme om eksempelvis fødselsrater og madvaner i bestemte grupper i Danmark.

Ordet "perker" sørger således for, at indbildte karakteristika påduttes den enkelte, hvorfor en person, som tiltales som sådan, fratages sin individualitet og sin menneskelighed og degraderes til en simpel inkarnation af vores egen racisme.

Derfor er "perker" både krænkende og svært fornærmende. At nogle unge bruger ordet selv, er ikke et argument for, at ordet er frit, men bunder blot i et ønske om at fratage os et sårende våben; at tage ejerskab tilbage.