Svær, sværere, sværest
Så er der vanen tro nye udmeldinger fra Indfødsretskontoret lige op mod eksamen for folk, der går på den danskuddannelse, der kan give adgang til statsborgerskab.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
”Kan”, fordi der også er andre krav, der skal opfyldes, men det vil vi undlade at komme ind på her.
Svær: Inden december 2005 var en bestået Danskuddannelse 2 det sproglige krav for at opnå statsborgerskab.
Sværere: Fra december 2005 var en bestået Danskuddannelse 3 med et karaktergennemsnit på minimum 2 det sproglige krav for at opnå statsborgerskab.
Sværest: Fra november 2008 er en Danskuddannelse 3 bestået med et karaktergennemsnit på minimum 4 det sproglige krav for at opnå statsborgerskab.
Sene ændringer
De skærpede krav er gang på gang kommet så sent, at de forestående eksaminer allerede har været planlagt, og kursisterne har haft sidste tilmeldingsfrist - hvilket efter vores mening er uanstændig behandling af de berørte mennesker.
Udover ovenstående krav til type af danskuddannelse og karakter er også løsningen af opgaverne blevet vanskeliggjort. Således er det ikke længere tilladt at bruge ordbog til læse-forståeksamen, og emnerne dækker bl.a. særinteresser; f.eks. handlede en af læseteksterne i år om ”kogræsserforeninger”.
Hvorfor nu denne seneste ændring, kunne man naivt spørge sig selv.
Men det ville netop være naivt, for det er helt tydeligt at se, hvad hensigten er; nemlig at begrænse antallet af folk, der kan blive danske statsborgere.
Gode nok
Ikke blot begrænser det antallet, men det sender også et signal om, hvem der er ”gode” nok til at blive danske statsborgere. Og det er man åbenbart kun, hvis man er "god" nok til uddannelse 3 og til at bestå med et karaktergennemsnit på 4.
Det vil sige, at for de flestes vedkommende vil folk med en folkeskoleeksamen fra deres hjemland aldrig komme i betragtning til dansk statsborgerskab.
Dermed udelukker man de ”ikke-akademiske” indvandrere fra de rettigheder, som er omfattet af et dansk statsborgerskab. Dette medfører særbehandling af folk, der har en videregående uddannelse. Denne særbehandling udmønter sig i noget negativt, nemlig at folk uden en videregående uddannelse ikke har mulighed for at få dansk statsborgerskab. Negativ særbehandling er vel selve definitionen på diskrimination?
Hvordan definerer Integrationsministeriet mon diskrimination?
Således er det ikke længere tilladt at bruge ordbog til læseforstå-eksamen, og emnerne dækker bl.a. særinteresser; f.eks. handlede en af læseteksterne i år om ”kogræsserforeninger”.”