Fantasien om arbejdspladsen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

En af de ting, der gør det mere spændende at være forfatter end at være f.eks. en rapportskrivende konsulent, er responsen fra læserne. Den bog, der har givet absolut mest læserrespons, er ”Psykopater i jakkesæt”. Jeg har fået mange positive tilbagemeldinger fra læsere, der tilkendegiver, at den bog virkelig har betydet noget for dem og har hjulpet dem i en svær situation. Det er selvfølgelig utroligt tilfredsstillende, da det netop var selve formålet med at skrive bogen.

Også ”Håndbog for karrierekvinder”, skrevet sammen med Stina Vrang Elias, gav mange positive tilbagemeldinger fra læsere. (Nej, jeg har sikkert ikke kun glade og tilfredse læsere. Men formentlig er det kun de glade og tilfredse læsere, der henvender sig til forfatteren.)

Men responsen fra læsere af skønlitteratur opleves anderledes. Da en læser første gang sagde til mig: »Jeg kender Sarah«, (Sarah er navnet på hovedpersonen i ”Djævelens advokat” og min nye krimi ”Alle Guds børn”), blev jeg helt målløs. Jeg var lige ved at sige: »Sarah er et produkt af min fantasi. Hun findes ikke.« Men sådan er det selvfølgelig ikke. Romanpersoner og deres univers skabes i en forfatters hjerne, men de får liv i læserens fantasi. Det er bare ret mærkeligt at tænke på. Det er noget helt andet end en rapport.

Dårlig stemning
I ”Alle Guds børn” foregår en del af handlingen på et advokatkontor. Nu er jeg ikke selv advokat og jeg har aldrig arbejdet på et advokatkontor. Jeg har mellem år og dag besøgt forskellige advokatkontorer både som klient og som bekendt, og jeg har selvfølgelig medtaget mine indtryk fra sådanne besøg i min beskrivelse af romanens advokatkontor.

Nu er det ikke en bog, der specielt handler om advokatkontorer, som der i øvrigt kan være stor forskel på, men derfor vil man som forfatter alligevel gerne sikre sig, at ens beskrivelse af arbejdspladsen ikke er helt hen i vejret. Derfor bad jeg en veninde, der er advokat, om at gennemlæse manuskriptet. Efter at have forsikret mig om, at der var tale om en realistisk beskrivelse af advokatkontoret, tilføjede hun: »Jeg ville ikke bryde mig om at arbejde på det kontor.« »Hvorfor ikke?« spurgte jeg en smule overrasket. Det var nemlig meningen, at det skulle være skildret som et ganske prestigefuldt advokatkontor. »Stemningen er dårlig,« forklarede hun. »Er stemningen dårlig?« spurgte jeg endnu mere overrasket. Det tvang mig til at overveje, hvilken arbejdsplads jeg uafvidende var kommet til at skildre. Var stemningen virkelig dårlig? Var det meningen, at stemningen skulle være dårlig? Havde min pen (læs: mit tastatur) spillet mig et puds?

Jeg havde ønsket at skildre en arbejdsplads, hvor fokus er på bundlinjen, og hvor ens arbejdstimer så vidt muligt skal være fakturerbare.

Underliggende pres
Den slags arbejdspladser findes der ikke bare mange af inden for advokatbranchen, men inden for hele det såkaldte forretningsserviceområde. Sådan en arbejdsplads har jeg selv arbejdet på. Det kan være spændende, og der kan være gang i den, men der er hele tiden et underliggende pres for at præstere noget, som kan ses på bundlinjen. På sådan en arbejdsplads er der en mere eller mindre udtalt kamp mellem kolleger om at få de gode arbejdsopgaver - dem, der er spændende, og som ikke mindst har ledelsens bevågenhed.

Kan det være anderledes?
Kampen om ledelsens bevågenhed sker ikke kun inden for ”forretningsservice”. Den foregår på alle karrierearbejdspladser, uanset om det drejer sig om den offentlige sektor, organisationsverdenen, mediebranchen, industri eller detailhandel. Jeg havde egentlig bare ønsket at beskrive en karrierearbejdsplads. Jeg havde ikke tænkt over, at sådan en arbejdsplads let kan have en dårlig stemning, fordi man på den ene side ønsker at samarbejde og have det sjovt med sine kolleger, og på den anden side er man i evig konkurrence med de samme kolleger om de prestigefyldte opgaver, om ledelsens bevågenhed, om forfremmelser, om lønforhøjelser og måske en lille bonus.

Giver det en dårlig stemning? Måske. Kan det være anderledes? Dertil rækker min fantasi ikke.