Kronik: Alberti-skandalens lange slagskygger

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den 8. september 1908, altså for 100 år siden, var et fint selskab forsamlet ved Toldboden i København for at modtage enkekejserinde Dagmar af Rusland, der kom for at besøge sin danske familie.

Kongefamilien samt alle ministrene med konseilspræsidenten J.C. Christensen var til stede for at modtage den fine gæst. Dog manglede én, den nye justitsminister Svend Høgsbro.

I sidste øjeblik kom han dog forfjamsket løbende og trængte frem til J.C. Christensen, hvor han ophidset hviskede ham ind i øret: »Alberti har meldt sig på politivagten som skyldig i bedrageri og falsk for ni millioner kr.!«

Det var indledningen til den største politiske skandale i Danmarkshistorien, i hvert fald i folkestyrets tidsalder. Den 8. september om morgenen havde den afgåede justitsminister Peter Adler Alberti, født 1851, endelig indset, at spillet var ude. Det havde stået på i næsten 20 år, siden han som afløser for sin højt respekterede far, C. C. Alberti, havde overtaget formandsposten i Den sjællandske Bondestands Sparekasse.

Han havde været en driftig og initiativrig leder af sparekassen og havde ved siden af denne oprettet en brandforsikringskasse og en smøreksportforening, der gav andelsmejerierne og bønderne mere for deres smør, end de kunne få gennem de private smørgrosserere i byerne. Her lå dog også årsagen til miseren, for afregningen til mejerierne foregik, før indtægterne fra salget i England var afregnet, og disse indtægter var altid mindre end de betalinger, mejerierne havde fået.

For at få det til at stemme havde Alberti fået det engelske salgsfirma til at overfakturere sine regninger. Sparekassen var smørforeningens bankforbindelse, og hvis dens gæld blev for høj, klarede Alberti det ved f.eks. at udstede en veksel, som han selv fabrikerede på et legetøjstrykkeri, han havde gemt i sit pengeskab, ligesom han forfalskede smørforeningens årsregnskab.

Det helt store syndefald kom, da han i hemmelighed begyndte at sælge af sparekassens kreditforeningsobligationer, der udgjorde dens sikkerhed. Ingen opdagede noget, hverken blandt medarbejderne, i bestyrelsen eller i Privatbanken, hvor obligationerne var lagt i depot.

Alberti havde alle transaktionerne i hovedet og en højtudviklet evne til at imponere folk med sin viden og rappe replik, og så undrede man sig ikke over, at hans kontor og skrivebord så ud som en rodebunke. Chefen havde jo tjek på det hele. Også fysisk virkede han imponerende, høj, robust, tyk - hvilket ikke var belastende dengang - og med en overlegen og lidt ironisk mine.

Da han meldte sig på Domhuset og til den vagthavende politimands bestyrtelse begyndte at aflægge tilståelse, viste det sig efterhånden, at hans svindlerier var betydeligt større end de ni millioner, nemlig 15 millioner kr.

Forfatteren Hans Lyngby Jepsen anslår i sin fine lille biografi fra 1987, "Storbedrageren Alberti", at dette beløb i 1987-kroner ville svare til ca. 25 milliarder!

Ved systemskiftet i 1901 var Alberti blevet udnævnt til justitsminister. Han havde været medlem af Folketinget for Venstre siden 1892, hvor han havde slået Viggo Hørup i Køge-kredsen, og var blevet kendt på et anti-socialistisk og anti-radikalt program, som han fremførte i sit dagblad Dannebrog - Politikens og Social-Demokratens antipode i København.

Mens J.C. Christensen blev betragtet og så sig selv som leder af de jyske bønder, markedsførtes Alberti som leder af de sjællandske bønder. Og bønderne var på den tid langt den stærkeste samfundsklasse i Danmark. Det personlige forhold mellem Christensen og Alberti var også godt, de støttede hinanden i tykt og tyndt, og Christensen vendte det døve øre til den kritik af Albertis politik som justitsminister, der hurtigt kom frem.

Han indførte f.eks. en såkaldt pryglelov, der hjemlede korporlig afstraffelse, og han begunstigede sine venner og forretningsforbindelser, når der skulle uddeles bevillinger og stillinger på teatre og biografer. Han skærpede også censuren, så det næsten blev umuligt at opføre revyer - ikke et kritisk ord måtte siges eller synges om samfundets top. På den måde blev han en naturlig modstander for de radikale og socialdemokraterne, og de var meget tæt på at afsløre ham, før han selv meldte sig.

En ting var imidlertid modsætningsforholdet til oppositionen. Men Albertis største personlige slyngelstreg var hans bedrageri over for chefen og den personlige ven, J.C. Christensen, som han lokkede til at låne sig halvanden million kr. af statskassens midler- i al hemmelighed! Det førte efter afsløringen til Christensens politiske fald, som han aldrig helt forvandt. I øvrigt havde han netop udvirket, at Alberti ved sin afgang som justitsminister få uger, før han meldte sig, blev udnævnt til Gehejmekonferensråd med titel af Excellence!

J.C. blev tvunget til at gå af. Senere endte både han og hans indenrigsminister Sigurd Berg for en rigsret, hvor Berg fik en bøde og J.C. en misbilligelse. Rigsretten har kun været i funktion én gang siden, nemlig i forbindelse med tamilsagen mod Erik Ninn-Hansen i 1995.

Skandalen gavnede socialdemokraterne og især de radikale, der fik deres egentlige gennembrud ved valget i 1909. Det parlamentariske demokrati var kun otte år gammelt, og Venstre havde ikke vist sig opgaven voksen, mente mange. Fra 1913 kørte radikale og socialdemokrater parløb, der med enkelte afstikkere først sluttede i 2001. Så på en måde blev Alberti-sagen indledningen til venstrefløjens dominans i 1900-tallets danske politik.

Der har da også siden været vandtætte skotter mellem en ministers privatøkonomi og hans/hendes ministerstilling. Men sådan er det ikke i alle lande. I Italien bliver de to sfærer stadig sammenblandet, hvad Silvio Berlusconi er et godt eksempel på. Hans politik bygger på gensidige vennetjenester, det man også kalder klientelisme. Og meget tyder på, at Alberti var "moderne" i den forstand, at han forstod, at for at få succes i massepolitikkens tidsalder, må man have en trofast tilhængerskare, et klientel. Det fik han i andelsbevægelsen og de sjællandske bønder. Hans mål var snarere politisk magt end personlig vinding. Stemmekøb kan man også kalde det på grund af de overpriser, bønderne fik, og hvis han havde klaret sig igennem uden afsløring, kunne det danske politiske liv have fået en meget anderledes karakter, end det nu fik.

Og hans videre skæbne? Han sad i fængsel i ni år, kom ud i 1917 og levede lige til 1932, hvor han døde efter at være blevet kørt ned af en sporvogn. Nogle mener, som en afklaret mand.