Forældre fortjener at kunne vælge deres barns vuggestue på et oplyst grundlag

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Alle forældre ønsker at give deres børn en god start på livet. Desværre har undersøgelser de seneste år vist, at kvaliteten i alt for mange kommunale dagtilbud er utilstrækkelig.

I jagten på den helt rette vuggestue eller børnehave, hvor man med tryghed kan overlade sit barn til kompetente voksne og trygge rammer, går mange forældre derfor også så vidt, at de læser tilsynsrapporter. Hvad siger tilsynsrapporten om vuggestuen nede på hjørnet? Bør vi i stedet vælge den lidt længere væk?

De forældre antager, at tilsynene sker på en måde, så de rent faktisk kan sammenlignes. Det er desværre ønsketænkning.

Tænketanken DEA udgav tidligere på året en analyse baseret på knap 4.000 kommunale tilsynsrapporter, der bør få alle alarmklokker til at ringe. Den konkluderer, at kommunerne benytter vidt forskellige metoder og parametre til at vurdere kvaliteten, når de udfører tilsyn med daginstitutioner.

Dertil kommer markante forskelle i de endelige tilsynsrapporters struktur og indhold. Kvalitetsvurderingerne er med andre ord usammenlignelige.

For at gøre ondt værre dokumenterer DEA’s analyse også forskelsbehandling mellem private og kommunale dagtilbud i tilsynene. De rapporter, der omhandler de private børnehaver og vuggestuer, er systematisk kortere end dem, der skrives om de kommunale daginstitutioner.

Det er svært at finde en god grund til, at kvaliteten af nogle børns daginstitution skal beskrives mere kortfattet end andre børns. Forskellen er blevet mindre de seneste år, men vi bør kunne forvente sammenlignelighed uanset ejerform. Alt andet er uholdbart.

Når kommunerne både pladsanviser, finansierer og samtidig driver egne institutioner, skal vi være særligt opmærksomme på, at tilsynene foretages med uafhængighed og ligebehandling på tværs af forskellige typer dagtilbud for øje.

Konsekvenserne ved manglende systematik og ligebehandling rammer nemlig først og fremmest de forældre, der skal træffe et vigtigt valg af daginstitution til deres barn. Men det går også ud over medarbejdere og ledelse, som ikke får et korrekt og objektivt grundlag for kvalitetsudvikling. Så mister tilsynet værdi.

Den nyudnævnte børne-, ældre- og boligminister bør derfor tage initiativ til et fornyet politisk fokus på uvildighed og ensartethed i de kommunale tilsyn og igangsætte udviklingen af nogle nationale kvalitetsindikatorer for dagtilbud.

Vi mangler ganske enkelt et fælles nationalt udgangspunkt for, hvad kvalitet i dagtilbud overhovedet er. Så længe kommunerne forstår, måler og vægter kvalitet forskelligt, er det urealistisk at forvente ensartede og sammenlignelige tilsyn. Det skylder vi både børn, forældre og medarbejdere at lave om på.