Jeg vil have en konstruktiv T-shirt, tak

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

“Boys in books do it better.”

Citatet er taget fra en baby-Tee båret af en teenagepige, der nok er fire-fem år yngre end mig i det danske ferielandskab.

Statement-T-shirts som denne skal man ikke se sig længe om efter på sommerens festivalpladser og i diverse vacay-instagram stories. Der er noget ironisk over, at vi godt tør sige, at noget er bedre end andet, men ikke ønsker at påpege, hvad det er, der er så meget bedre. Citatet fik mig til at stoppe.

For i virkeligheden handler det jo ikke om at “boys in books are better”, men om at kvindelige forfattere skriver mandlige karakterer, der besidder værdier såsom omsorg og hengivenhed, interesse og omtanke.

De her “boys” er ikke et modstykke til den virkelige mand, men desværre fantasifigurer, der repræsenterer den typiske kvindes drømmepartner. Selvom disse standarder på ingen måde er lige så uopnåelige for manden som dem, der sættes for kvinden i kulturen, er der trods alt stadig tale om en idealisering.

Dette er ikke i sig selv opsigtsvækkende. Til enhver tid har litteraturen været brugt til at idealisere og moralisere, helt tilbage til Adam og Eva eller Jesus og Maria ser vi eksempler på mande- og kvindefigurer, der er blevet brugt som idealer.

Derfor er det også interessant at kigge på, hvad det nye ved disse idealer er. I Emily Henry og Colleen Hoovers romaner er det nye ikke, at manden er flot eller muskuløs, ligesom at kvinden oftest er spinkel og sød i sit udtryk.

Det nye er, at manden er omsorgsfuld. Han husker de små detaljer og ofrer sit eget image, sin egen tid eller karriere for kvinden, som endelig får lov til at være hovedpersonen i sit eget liv. Der er masser af problematiske elementer i selvsamme romaner, der handlingsmæssigt er lige så lidt progressive som baby-Tees, der skærer et helt køn over én kam.

Den lette måde at spørge sig selv, om et statement flyver eller ej, er at vende det om. Ville jeg føle mig velkommen i et offentligt rum, hvor en ung gut bar en T-shirt med printet “girls in magazines do it better”?

Det korte svar er nej. At påpege det problematiske ved normaliseringen af denne her type citater er ikke et forsøg på at begrænse nogens ret til at at bære det tøj, de vil, eller at sige, “feminismen er gået for langt”, og “det er synd for manden, at han aldrig kan gøre noget rigtigt”, for den type argumenter er til at falde i søvn over i en tid, hvor ligestillingen stadig er milevidt fra at være i mål.

For hver eneste baby-Tee, en ung kvinde bærer, ser jeg en midaldrende far gå rundt med en mindst lige så stødende T-shirt blot med omvendt fortegn. Men en del af de feministiske projekt er i disse år en nødvendig redefinition af mandeidealet, og her er det alt andet lige mere konstruktivt at definere et ideal ud fra, hvad det er, snarere end hvad det ikke er.

I stedet for at bruge negationer, der fortæller, hvad drømmefyren helst ikke skal være, tror jeg på, at vi skal turde sætte kærlige og ærlige standarder for vores relationer.

Måske burde man bare skrive disse i stedet?

“Omsorg er sexet”, “jeg leder efter en, der ser hele mig” og “min drømmemand tager opvasken”, eller hvad det nu end er ved denne fiktive book-boyfriend, man er faldet pladask for.

Når jeg har min 11-årige lillebror med rundt i det danske ferielandskab, tænker jeg over, hvad det mest konstruktive budskab ville være at sende i hans retning? Blot fordi kvinder i århundreder er og stadig bliver mødt af konstant moralisering i den offentlige sfære, behøver vi jo ikke fortsætte med at bruge datidens bøllemetoder til at sætte idealer for opførsel.

Samtidig håber jeg, at alle fædre derude vil droppe sjofle far-jokes på T-shirts og objektiviserende souvenirs. Kulturforandring går begge veje, og selvom vi ikke skal give hinanden mundkurv på, må vi godt insistere på konstruktiv samtale. Også på T-shirts.