Børn og børneattester har svigtet i grum BUPL-sag

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når man søger job inden for f.eks. skole- og fritidsområdet, kræver det en ren børneattest. Børneattesten er straffeattesten med den lange hukommelse over seksuelle overgreb mod børn, og den er til for at beskytte børnene og for at give arbejdsgivere viden om overgreb og problemer. Børneattesten er den røde lampe, der blinker.

Nogle gange svigter systemet med børneattester bare, og det koster dyrt. Et meget tragisk eksempel på det har vi set i foråret i sagen om et medlem af BUPL, en mandlig pædagog på fritidsområdet, som i 24 år kunne begå seksuelle overgreb mod børn, herunder voldtægt, uden at nogen standsede det. Børneattesten kom ikke i spil, da man gik uden om det formelle system. Sagen viser, at der er brug for et serviceeftersyn af børneattesterne.

Sagen er et eksempel på, at alt gik galt. Der er tale om meget grove overgreb. Den mandlige pædagog brændemærkede i et tilfælde et af ofrene. Detaljerne i sagen er ikke for sarte sjæle. Den mandlige pædagog havde frit lejde meget længe.

En anden aktør i sagen er fagforeningen BUPL, som har fået kritik. BUPL har selvsagt ikke begået overgrebene, men står alligevel tilbage med dybe ridser i lakken. Pædagogen modtog juridisk bistand fra BUPL i perioden 2003-2012 og kunne tilsyneladende let få et nyt job, når han var træt af det gamle, eller jorden brændte under ham pga. mistanker.

BUPL bad angiveligt arbejdsgivere om ikke at udtale sig negativt om pædagogen som led i indgåelsen af en fratrædelsesaftale. Forløbet er nu ved at blive endevendt. Der er en strafferetlig oprydning i gang mod hovedpersonen. Han blev i 2024 idømt forvaring i byretten som følge af seksuelle overgreb mod børn i 2002-2010 og 2020-2023.

Ikke kun BUPL, men også de forskellige arbejdsgivere må have røde ører efter dette forløb. Hvorfor har arbejdsgivere ikke har lavet grundige baggrundstjek? Er det virkelig muligt at lukke ned for al deling af viden i forhold til en så alvorlig problematik som overgreb mod børn?

Der er givet svar på nogle af disse spørgsmål, men svarene er ikke specielt gode. BUPL har bl.a. forsvaret sig med, at man ikke har sagsakter, der går så lang tid tilbage. Det svar er ikke specielt brugbart.

Hvis vi vender os mod børneattesten, er problemet i BUPL-sagen, at pædagogen blev anmeldt til politiet flere gange undervejs, men at der ikke blev rejst tiltale. Sagen kom ikke længere end til en politianmeldelse. Hvorfor har politiet ikke set grund til at gå videre med sagerne? Problemstillingen med beskyttelse mod overgreb mod børn f.eks., i fritidsinstitutioner, er selvsagt vanskeligt, da der også er et hensyn at tage til f.eks. pædagoger, der mistænkes på et fejlagtigt grundlag. Det ser ud til, at dette hensyn er blevet vægtet for tungt i BUPL-sagen.

Vi er i BUPL-sagen havnet i den modsatte grøft, hvor en håndsky tilgang får alvorlige konsekvenser. Der er derfor brug for at få fokus på børneattesten. Men det kræver at berettigede mistanker bliver ført helt i mål i form af en dom. Hvis sagerne falder på den første hæk, og hvis der ikke rejses tiltale, tændes der ikke på kontakten til et vigtigt beskyttelsessystem på arbejdsmarkedet.

Der er behov for at så nærmere på grundene til dette ”slip”. Der er også grund til at se på området for børneattester mere generelt, og ikke kun i BUPL-sagen. Det koster for meget for de børn, som det handler om, hvis systemet ikke virker.