Særinteresser får det sidste ord igen og igen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Få dage efter tredje afsnit af DR’s dokumentar ”Hvem passer på grisene?” (som meget detaljeret viser, hvor tæt Landbrug & Fødevarer er vævet ind i Christiansborgs maskinrum), bringer Jyllands-Posten et debatindlæg fra organisationens direktør, der forsvarer lobbyisme som en naturlig og nødvendig del af demokratiet.

Og på ét punkt har han fuldstændig ret.

En vigtig del af et demokrati er netop, at forskellige interesser organiserer sig, taler deres sag og forsøger at påvirke politikere. Fagbevægelsen gør det. Erhvervslivet gør det. Ngo’er gør det. Miljøorganisationer gør det. Det ville være mærkeligt og udemokratisk, hvis landbruget ikke gjorde det samme.

Men det er også her, direktøren elegant springer over det egentlige kritikpunkt.

For kritikken handler ikke om det faktum, at Landbrug & Fødevarer forsøger at påvirke politik. Kritikken handler om, hvor enormt meget magt organisationen har opbygget, og hvor disproportionalt dens stemme fylder, i forhold til hvor få mennesker og hvor snævre interesser den reelt repræsenterer.

I bogen ”Dødvande” af Christian Fromberg, Anna Bjerre og Kolja Dahlin beskrives et system, hvordan enkelte interesseorganisationer gennem årtier har opnået så stor adgang, så stor politisk indflydelse og så stærk definitionsmagt, at de i praksis sætter rammerne for politikken for områder, der er fælles for alle – vores fælles natur, vores drikkevand og vores havmiljø.

I ”Dødvande” beskrives det også, hvordan hensynet til landbrugets økonomi igen og igen er blevet prioriteret over hensynet til natur, klima, biodiversitet, dyrevelfærd og rent drikkevand.

Det er svært at tale om tilfældigheder, når Danmark år efter år må konstatere iltsvind, forurenede fjorde og nitrat i grundvandet, samtidig med at regulering udvandes, miljøkrav udskydes, og advarsler fra forskere tones ned.

Det er netop derfor, DR-dokumentaren vækker så stærke reaktioner. Ikke fordi den afslører, at landbruget har interesser. Men fordi den viser, hvor tæt en enkelt brancheorganisation er vævet sammen med det politiske system.

Når en særinteresse får så stor indflydelse på områder, der påvirker hele samfundet – vores natur, vores drikkevand og vores fælles miljø – så er det ikke længere nok at gemme sig bag den generelle pointe om, at “lobbyisme er demokratisk”.

For demokrati handler ikke kun om retten til at tale og blive hørt. Det handler også om balance. Landbrug og Fødevarer har fået så stor indflydelse, at balancen mellem særinteresser og fællesskabets hensyn er blevet skæv. Derfor bliver deres forsvar for egen lobbyisme mildest talt også en smule hult.

Problemet opstår altså ikke, når særinteresser bliver hørt, men når de bliver hørt mere end alle andre. Når de får ordet ofte. Og når de alt for ofte får det sidste ord.